Stille, men dybe sorgtekster

Sorg skildret indefra, så den kan erfares også udefra. Det er hovedindtrykket efter læsningen af ”Tænker du stadig meget på dét? Fortællinger om sorg” af Cecilie Fabricius.

Bogen, som hun har skrevet på baggrund af sin fars død, udgør en mellemting mellem lyrik og prosa. De fleste af de korte og enkle tekster fremtræder mest som det første – og enkelte mest som det sidste. Samlingen består af en række hverdagsglimt, der får et særligt perspektiv ved at være oplevet i sorgens sårbare tilstand. Til stadighed er faderens død nærværende, også når forfatteren tilsyneladende er et andet sted. Men det er hun på en måde egentlig aldrig. Teksterne er fyldt til randen med følelser – uden at svælge i dem. Selvom smerten uophørligt er tæt på, formår Cecilie Fabricius at se og skildre de situationer, der afspejler den, på afstand og med sans for det groteske. Også sorg kan formidles med et islæt af humor – det sker her.

Titlen skyldes en tekst, hvor en veninde ”med akademisk begejstring” spørger forfatteren, hvordan det går med hendes speciale. Det er seks måneder efter faderens død – og hun svarer, at hun har det svært med tabet. Veninden kigger overrasket på hende og udbryder: ”Gud, tænker du stadig meget på dét?”. Omgivelsernes uforstand som følge af manglende indlevelse er en del af den sørgendes virkelighed. Med samtaler, der er umulige, fordi parterne befinder sig i hver sin virkelighed, i livets og dødens.

Yderligere et venindeudsagn citeres – om at for den efterladte er det hele hendes identitet, der er på spil – ”du ved ikke, hvem du skal være nu”. Mekanisk gentager forfatteren dette over for andre i venskabskredsen, ganske vist ved hun ikke, hvad det betyder – ”men jeg ved, at det er rigtigt”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et gribende udtryk for, hvordan hun har det, får vi i en tekst om et teaterbesøg. På scenen ser hun en mand, der minder hende om faderen. Det er for meget – og hun kanter sig væk fra sin plads og går med raske skridt ud på toilettet ”for – i fred og ro – at miste forstanden”.

Cecilie Fabricius skriver stille, men dybt – og med uafrystelig ægthed.