Stilsikker roman i bagende sol

Rio de Janeiro fremstilles klaustrofobisk og mareridtsagtig i denne fine, lille roman af tyrkiske Asli Erdoğan

Romaner, der handler om romaner, er set før, men Asli Erdoğan skriver sig stærkt ind i denne tradition med sin gennembrudsroman fra 1998, der nu er udkommet på dansk, glimrende oversat. Forfatteren er oversat til en lang række europæiske sprog, og hun har blandt andet modtaget litterær anerkendelse af PEN International i Sverige i 2016 efter at være blevet fængslet af styret i Tyrkiet samme år.

Denne opmærksomhed kan være baggrunden for, at ”By i blodrød kappe” nu udgives af C&K Forlag. I romanen befinder vi os i Rio de Janeiro, hvor vi følger den 28-årige tyrkiske Özgür. Oprindeligt rejste hun til byen for at gå på universitetet, men er nu droppet ud. Rio de Janeiro er som kviksand. Hun føler, hun synker ned i byen, varmen er uudholdelig, seksualiteten grænseoverskridende, spillet mellem kønnene som et fremmed sprog, volden skræmmende, gaderne labyrintiske. Özgür er udefra set ensom, men bærer en pistaciegrøn notesbog med sig som en amulet, der holder sammenbruddet på afstand. Hvad laver hun egentlig, spørger hendes mor i Istanbul over telefonen og forsøger at få hende til at rejse hjem igen.

Hvorfor bliver Özgür i svimlende og uforståelige Rio de Janeiro? Hun har brug for at skrive en roman med titlen ”By i blodrød kappe” færdig, en roman hun undervejs nedfælder i notesbogen. Den handler, som en æske inde i en æske, om kvinden Ö i Rio de Janeiro. Denne roman indgår i brudstykker og med skrå skrift i fortællingen, og derved handler Erdoğans roman om en romans tilblivelse.

Uden at røbe for meget legemliggør den også forestillingen om forfatterens død. Et centralt tema er desuden forholdet mellem virkelighed og fiktion, to størrelser, der snor sig ind og ud mellem hinanden. Som titlen antyder, er også byen selv en hovedperson. Livet i Rio de Janeiro, forfaldet og mareridtet, formidles i passager som denne: ”Hendes køkken havde i nogen tid været belejret af bananfluer og myrer; dåser med majs og væmmelige væsker, der sivede ud, var smidt hulter til bulter. Hun åbnede først og fremmest køleskabet for at mærke køligheden, ikke så meget for at se, hvad der var i det.”

Tilstanden kan mærkes, og det er ret fint. Samtidig har vi at gøre med det, der bedst kan betegnes som en selvcentreret roman, hvor selve læsningen kan føles klaustrofobisk, fordi vi er lukket inde i Özgürs tanker om Rio de Janeiro og om sig selv i byen. Men den er også indtagende og højlitterær med referencer til det gamle Europas forfattere som Paul Celan og Franz Kafka, til Roland Barthes og til en fransk tænker som Jacques Derrida. Romanen i romanen er skrevet mere floromvundet, klichéfyldt og billedeksperimenterende, og det er lidt anstrengende, men viser også Erdoğans stilsikkerhed: Hun portrætterer med denne skrivestil sin hovedperson som en famlende forfatter. På sin vis er den tidlige gennembrudsroman ”By i blodrød kappe” også litterært ungdommelig, både med sit fokus på forholdet mellem virkelighed og fiktion og i sin konstruktion. Men den gør i hvert fald denne læser nysgerrig på forfatterens efterfølgende forfatterskab.

Læs interview med forfatteren på fredag.