Stine Pilgaard og Katrine Muff har fundet en god fælles melodi: Det er sjældent, man møder nogen, der forstår en så meget

Forfatteren Stine Pilgaard og musikeren Katrine Muff har både fået succes sammen og hver for sig. Nu er de aktuelle med en fælles sangbog

Stine Pilgaard og Katrine Muff har fundet en god fælles melodi som makkere og satser på, at deres samarbejde kommer til at fortsætte i mange år fremover.
Stine Pilgaard og Katrine Muff har fundet en god fælles melodi som makkere og satser på, at deres samarbejde kommer til at fortsætte i mange år fremover. Foto: Leif Tuxen

Det begyndte med en bortførelse til et sangseminar, da musikeren Katrine Muff greb forfatteren Stine Pilgaards sangtekst ”De korte sætningers land” og forsvandt ind i et øvelokale.

”Hun hentede mig efter en time, og jeg blev placeret ved siden af hende på bænken foran flyglet. Som jeg husker det, begyndte hun at snakke og græde og grine og spille på samme tid, for det er sådan, hun er. Katrines familie udsprang fra Hvide Sande, og jeg kunne mærke, at hun virkelig forstod teksten. Hun talte om forsamlingshusfester og sin bedstefar, præsterne, fiskerne og Vesterhavet, imens hendes melodi blev til vores første sang,” skriver Stine Pilgaard i forordet til makkerparrets nye fælles bog, der netop har fået titlen ”De korte sætningers land” med både tekster, noder og et helt album med fælles sange fra Pilgaards prisvindende roman ”Meter i sekundet” med nye melodier af Katrine Muff.

Nu sidder de to stadig forholdsvis nye veninder langt fra Vesterlandet i Stine Pilgaards lejlighed i Vanløse og ser tilbage på et magisk makkerskab. For siden sangseminariet for et par år siden har de to kunstnere både fået stor succes sammen og hver for sig.

Stine Pilgaard har blandt andet modtaget De Gyldne Laurbær for ”Meter i sekundet”, mens Katrine Muff er blevet en folkekær vært på DR-programmerne ”Fællessang – hver for sig”. Og allerede inden udgivelsen af sangbogen i denne uge har de sammen kunnet fejre at blive optaget i den nye højskolesangbog med hele to sange, ligesom de sidste fredag modtog højskolernes ”Den Folkelige Sangs Pris”, så noget tyder på, at makkerparret er godt på vej til at blive Povl Dissing og Benny Andersens efterfølgere som fornyere af sangskatten.

”Ja, det satser vi da på,” siger Stine Pilgaard med et grin og tilføjer:

”Jeg håber i hvert fald, at vores samarbejdet er kommet for at blive. For det er desværre sjældent, at man møder et andet menneske, som forstår og inspirerer en så meget. Det er næsten magisk.”

Katrine Muff: ”Sådan har jeg det også med dig. Vi har jo sjovt nok endnu kun mødtes ti gange, men jeg føler alligevel, at vi kender hinanden som gamle barndomsvenner.”

Begge kunstnere taler også med en lille vestjysk dialekt, så man godt kunne have troet på, at de engang havde gået i samme klasse. Men selvom de nu begge bor i København, deler de en stor forkærlighed for både sangskatten og de korte sætningers land i Vestjylland, hvor Vesterhavet – som verdens største instrument – til gengæld godt kunne sætte ens egne problemer i perspektiv, som Stine Pilgaard siger.

Joakim von Ands pengetank

Katrine Muff voksede op i et præstehjem, hvor der blev talt og sunget mere eller mindre hele tiden. Det kan man også høre på hendes melodier, som trækker på både salme- og højskolesangtraditionen.

”Jeg er vokset op med fællessang, og jeg sad hver eneste søndag og sang med på salmerne, og det gør bare noget ved en. Det er ikke, fordi jeg bevidst har tænkt, at jeg ville citere bestemte melodier i mine egne kompositioner, og sangskatten ligger heller ikke i mig som en sorteret inspirationsbank. Jeg har mere bare åbnet op og badet mig i sangskatten som i Joakim von Ands pengetank, som jeg har dykket rundt i. Og så ryger der nogle mønter ned i lommen, og når man kommer op, har man skrevet en sang. Det er først bagefter, jeg er blevet gjort opmærksom på, at mine melodier ofte minder folk om noget, uden at de kan sige hvad. Og det er også sådan, jeg har det med det. Mine melodier er et resultat af alt, hvad jeg har hørt,” siger Katrine Muff, som godt forstår, at nogle opfatter hendes melodier som tidløse, så de lige så godt kunne være skrevet for 50 år siden.

”Det tager jeg som et stort kompliment, for jeg kan faktisk ikke så godt lide, når musik bliver alt for tidstypisk. Hvis noget er moderne, er det jo kun moderne i kort tid, så man vil hellere have en trenchcoat hængende i skabet. For det er en klassiker, som man kan beholde i lang tid,” siger komponisten, mens forfatteren smiler på den anden side af spisebordet.

”Du svømmer jo i metaforer,” siger Stine Pilgaard og slår en skraldlatter op, inden hun tilføjer:

”Jeg er meget glad for Katrines billedrige sprog. Der kommer altid nogle metaforer, som jeg aldrig troede, at jeg skulle opleve.”

Katrine Muff: ”Jeg kan ikke gøre for det!”.

Stine Pilgaard: ”Ja, men de er da i det mindste ikke fortærskede. Dine metaforer er opfindsomme, nye og lidt sære. Hvem sammenligner ellers sangskatten med Joakim von Ands pengetank?”.

Katrine Muff: ”Jeg kan mærke følelsen af at svømme rundt i mønter.”

Stine Pilgaard: ”Det er sjovt, for de fleste folk bruger stendøde metaforer. Men jeg prøver selv at lave nye metaforer med svingende succes. Man prøver jo altid at lave noget, som man ikke kan huske, at man har set før, men det betyder ikke, at det ikke findes. Men der er Katrine også sprogligt interessant at være sammen med.”

Katrine Muff: ”Jeg tror også bare, at det er nemmere for mig at udtrykke følelser med billeder i stedet for at sige: ’Jeg er fortvivlet!’.”

Oblater og ballonmetaforer

Fortvivlelsen udtrykker Stine Pilgaard også med en metafor i sangen ”Fortabt er jeg stadig”, hvor hun blandt andet skriver, at ”vi følte os som en luftløs ballon”. Men selvom man næsten kan tale om en hel ballonfest af fede metaforer i sangsamlingen, bliver de brugt med måde, forklarer Stine Pilgaard.

”Jeg har det sådan med metaforer, at de skal gøre noget mere præcist, og det synes jeg også, at dine gør, men jeg luger selv ud i mine egne, for de breder sig jo som ringe i vandet, hvis man først kommer i gang, så kan man ikke stoppe. Det er ligesom med pistacienødder. Dem kan man heller ikke få nok af,” siger Stine Pilgaard.

”Men de er til gengæld svære at åbne,” siger Katrine Muff, inden Stine Pilgaard bringer et nyt billede på banen, da hun vender tilbage til den sangtradition, som de begge trækker på.

”Jeg var selv kirkesanger i nogle år, og der parkerede jeg sommetider min cykel op ad kirken. Det var der nogle, der ikke syntes, at man kunne tillade sig at gøre, som om jeg brugte kirken som et cykelstativ. Men sådan tænkte jeg ikke. Jeg tænkte bare, at der måtte den gerne stå. Det er ikke for sige, hvem der har ret, men for mig handlede det om, at jeg følte mig hjemme i kirken. Man skal vel også forestille sig Gud som en ven, en far eller et andet familiemedlem. For på samme tid, som troen er noget ophøjet, skal den også være noget, som man kan læne sin cykel op ad. Og sådan har jeg det også med sangtraditionen. Man må gerne gøre sangene til sine egne og føle sig hjemme i dem,” siger Stine Pilgaard, mens Katrine Muff nikker.

”Man må godt føle sig hjemme i kirken. Jeg gik for nylig ind i Vor Frue Kirke, efter at jeg var blevet kviktestet, og der stod en grønlænder og sang inde i rummet, og det blev jeg så opløftet af, fordi han åbenbart følte sig hjemme nok til at bryde ud i sang i kirken.”

Stine Pilgaard: ”Jeg bruger mest kirkerummet til at finde fred, når jeg har det skidt, men jeg kan enormt godt lide det anonyme fællesskab, når man går til nadver. Jeg kan godt lide smagen af oblater. De er næsten bedre end chips.”

Katrine Muff: ”Ja, oblater smager fantastisk. Men der i kirken mærker man jo også, hvordan man er del af sangtradition, som man deler med mennesker, der for længst er borte, men var optaget af mange af de samme ting som os. Det giver en tryghed for mig,” siger hun og giver sig til at synge en børnesang fra ”Bamse og Kylling”, hvor Bamse synger om, hvor godt det er at være lille. Og den samme følelse havde Brorson nok også, da han skrev ”Op, al den ting, som Gud har gjort”.

”Jeg er selv en stor kvinde på næsten 190 centimeter. Men jeg har også brug for at føle mig lille, så når jeg møder mindre brødre, der er højere end mig, elsker jeg at blive omfavnet af dem, så jeg også føler mig lille. Den følelse kan sange også give – man føler sig omfavnet af et fællesskab, der er større end en selv,” siger Katrine Muff, mens Stine Pilgaard nikker.

For sammen har de fundet et lykkeligt fællesskab, der nok skal sørge for flere fællessange i fremtiden.