”Stiv pengemaskine” eller ”velskrevet og velkomponeret” ?Spændingsroman fra Leine modtages meget forskelligt

Anmelderne giver Kim Leine points for at forsøge sig i en ny genre, men hovedparten finder dog ikke, at han med spændingsromanen er landet på sin rette litterære hylde

”Stiv pengemaskine” eller ”velskrevet og velkomponeret” ?Spændingsroman fra Leine modtages meget forskelligt
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Kim Leine har skiftet sit arktiske univers ud med øst-vest-konfrontationen. Han har også læst godt på genrelektien. Det er der kommet en meget velskrevet og velkomponeret, og ikke mindst særdeles foruroligende, aktuel politisk spændingsroman ud af. Den placerer sig fornemt i genrens førerfelt.”

Således skriver Lars-Ole Sauerberg i Morgenavisen Jyllands-Posten om Kim Leines nye roman ”Karolines kærlighed” (Gyldendal) om den unge officer Karoline Blicher, frit modelleret over virkelighedens Marie Krarup, der er i 2013 er midlertidigt udstationeret på Den Danske Ambassade i Moskva. Hjemme i Danmark forventes det dog, at hun ved et kommende valg kommer til at spille en markant rolle i højrefløjspartiet Demokratisk Alliance, som hendes far er stifter af. Hun forelsker sig i den gådefulde russiske militærmand Mikhail Petrov med adgang til de inderste cirkler i Kreml, men i København arbejder hendes skandaleramte ekskæreste, journalisten Jesper Skov, sig ind på en dyster hemmelighed i Blicher-familien, der kan genstarte hans karriere, men ødelægge Karolines.

Forlaget beskriver Kim Leines nye bog som ”en intens spændingsroman om magtspil og begær, ødelæggende sandheder og forførende løgne – og farlige russiske forbindelse i et Europa på kanten af krig”, og den cocktail fungerer tæt på upåklageligt, konstaterer Lars-Ole Sauerberg, der som den mest positive blandt anmelderne tildeler ”Karolines kærlighed” fem stjerner ud af seks mulige.

I den anden ende af skalaen placerer Molly Balsby og Ekstra Bladet sig med beskedne to stjerner til en bog, som hun finder lige så uelegant og overforklarende i sine beskrivelser af det politiske og diplomatiske rænkespil som den seneste sæson af ”Borgen”: ”Der bliver knevret alt for meget. Romanen mangler simpelthen både nerve og tempo. Persongalleriet er som taget ud af de mest kitschede spionfilm: Den forførende (dobbelt) agent, den bondske russiske lejemorder og den gravende journalist.”

Mens Blicher-familien er fiktiv, om end nok skåret over virkeligheden, går de fleste politikere og journalister i romanen under deres virkelige navne, og det greb finder ikke nåde for Molly Balsbys blik: ”Opfind dog selv dine karakterer, Leine! Det er altså dovent blot at udnytte nulevende personer, som man så udstyrer med sine egne fordomme og idiosynkrasier.”

I Kristeligt Dagblad skriver Anne Skov Thomsen, at Kim Leine stivner som spændingsforfatter. Hun ville have svært ved at tro, at det var ham, der stod bag ”Karolines kærlighed,” hvis det ikke stod på omslaget, og hun bemærker sig, at såvel bind to som tre i serien allerede er annonceret med titler og forventede udgivelsesdatoer: ”Det lugter gravgiveligt af velsmurt pengemaskine, for det er vel de færreste, der kan ryste en 450 sider lang roman ud af ærmet om året, uden at det har visse omkostninger for kvaliteten – selv når det gælder prosamesteren Leine.”

Hun slår sig særligt på romanens karakterer, som hun finder underligt afstumpede og samvittighedsløse, nærmest umenneskelige i deres overfladiske og sorgløse, næsten ligegyldige reaktioner på de voldsomme hændelser, de udsættes for, og hvis ikke litteraturen handler om mennesker, skriver hun, så har hun svært ved for alvor at interessere sig for den.

Også i Weekendavisen er der en vis skuffelse at spore hos Klaus Rothstein, der konkluderer, at ”Karolines kærlighed” ikke er i den fjerneste nærhed af den sprogstyrke, der løftede Kim Leines historiske Grønlandstrilogi så højt: ”Det er altid ærgerligt, når en forfatter skriver under sit eget talentniveau, og bare fordi spændingsromaner er en pause i læserens hverdag, behøver det jo ikke være det i forfatterens. Men OK, jeg forsoner mig og overgiver mig, ikke mindst fordi romanens værdipolitiske resonansbund er så interessant.” 

Han ser dog frem til fortsættelsen, fordi blikket for politik og medier altovervejende er overbevisende og interessant, og fordi Kim Leine nødvendigvis må skrive sig endnu tættere på nutidens aktuelle politiske konflikter i de kommende bind. Men selv om det hele er ”durkdrevent tænkt, håndværksprofessionelt udført og elementært spændende, både politisk, kriminalistisk og spionistisk”, og siderne modstandsløst vender sig selv, så er og bliver romanen efter Klaus Rothsteins målestok ”ikke særlig litterær litteratur.”

I Berlingske roser Jakob Genz Kim Leine for at tage en chance og gå ud på dybere vand end normalt, men han må omvendt også konstatere, at selv den dygtigste håndværker kan ende med at bøvle med et genreskifte, at forfatteren her ganske enkelt vil for meget, og at både plot og Putin drukner i gentagne afstikkere samt om- og genveje. Og selv om han finder romanen både velskrevet, oplysende, lettere kontroversiel og tankevækkende, så synes han ikke, at den er spændende på en pulserende og pageturnende måde: ”Dertil vil Kim Leine simpelthen alt for meget i én og samme bog, hvilket selvfølgelig kan anses for værende et tilgiveligt udtryk for litterær generøsitet, men som desværre i dette tilfælde føles som et irriterende benspænd, fordi Kim Leines generøsitet fjerner nærkontakten med den speeder, der for genrens vedkommende er alfa og omega.”

Det bliver til tre stjerner fra Jakob Genz, mens Tonny Vorm i Information mener, at Kim Leine lægger lovende ud med sin spændingsdebut, selv om den er mere sludrevorn end spændende, og den i lange træk har svært ved at holde en fast kurs og et effektivt tempo: ”Det havde tjent handlingen bedre, hvis Kim Leine havde ladet historien gå sin gang i stedet for at få folk til at forklare, hvad de føler, tror eller ved om både det ene og det andet. For handlingen er såmænd spændende nok, da personer begynder at forsvinde, og andre viser sig ikke at være, hvem eller hvad de udgiver sig for.” 

Tonny Vorm konkluderer imidlertid, at det nok skal blive interessant at følge Karoline Blicher i de to næste bind af Kim Leines planlagte trilogi, ”også selv om vi med ”Karolines kærlighed” starter på det jævne.”