Stjerneforfatter skriver originalt og stimulerende om kunstens vilkår i det nye årtusinde

Chris Kraus – der brød igennem med romanen ”I Love Dick” – har skrevet en nysgerrig og øjenåbnende stribe essays om kunst

Chris Kraus' essaysamling ”Hvor kunst hører til” fra 2011 er udkommet i dansk oversættelse af Emma Holten og Nanna Friis. Kraus skriver åbent og nysgerrigt om kunstneres kreativere skabelsesprocesser.
Chris Kraus' essaysamling ”Hvor kunst hører til” fra 2011 er udkommet i dansk oversættelse af Emma Holten og Nanna Friis. Kraus skriver åbent og nysgerrigt om kunstneres kreativere skabelsesprocesser. . Foto: Atlas Magasin.

Værket er det væsentlige og ikke skaberen eller skabelsesprocessen.

Det lyder som en indlysende sandhed, men ikke for amerikanske Chris Kraus, der hovedsageligt er kendt for den autofiktive roman ”I Love Dick” fra 1997. Her er en af attraktionerne en syrlig og sarkastisk fortællerstemme, men den er pist væk i essaysamlingen ”Hvor kunst hører til” fra 2011, der nu er oversat til dansk, og hvor Kraus skriver fra en anderledes åben og nysgerrig position og altså er langt mere interesseret i kunstnere og processer end i de færdige værker.

Ja, tilblivelsen ER på sin vis værket for Kraus, og det viser hun gennem portrætter af kreative kollektiver som Tiny Creatures, en sammenslutning af kunstnere i Los Angeles, der finder sammen om collager og punkrock, og for en stund udgør et modsvar til den pengefikserede virkelighed uden for den lejede garage. Eller som Kraus skriver: ”Tiny Creatures er et alternativ til en intenst kommercialiseret verden.”

Tiny Creatures og de andre sammenslutninger er kortlivede og går gerne til i stoffer eller uenigheder, og blandt de mest interessante er digter-kollektivet Bernadette Corporation, hvor medlemmerne skriver sammen og deler en skepsis over for det vedtagne.

Som en af dem for eksempel siger til Kraus: ”Folk tænker mode som noget særligt overfladisk – som om alt andet ikke er det.”

Kraus tiltrækkes tydeligvis af fritænkere og systembrydere og forholder sig nysgerrigt til deres kreationer og kynisme, når det kommer til ord som ”værk” og ”uberørthed”. For alt – selv den alternative kunst – bliver før eller siden optaget i det kommercielle system. Eller som Kraus selv bemærker: ”Ingen ø, lige meget hvor afsidesliggende den er, går under økoturismens radar.”

Det får kun Kraus til at holde endnu mere af de små “uopdagede øer” af kunstnere, der for en stund er sig selv, er frie og tæller mange fascinerende skæbner. Som en vis konceptkunstner ved navn Bas Jan Adler, der forsvandt sporløst på Atlanterhavet.

Hvor der er noget absolut vedkommende ved Kraus’ nysgerrighed og hendes evne til at beskrive obskure kunstnere inden for poesi, maleri og videokunst, så de fremstår væsentlige, og hvor der er noget overbevisende over hendes måde at pege på processen frem for værket, så kan hendes overdrevne brug af navne og steder godt virke mod hensigten. Som om hun selv bliver dét, de kunstnere, hun beskriver, afskyr. Nemlig snobbet og overfladisk.

Men det lever man med, og den undren over, hvorfor bogen overhovedet skal oversættes til dansk, lægger sig også. Fordi de 11 essays ikke kun beskæftiger sig med små, indadvendte kunstsammenslutninger, men også forholder sig til, hvad vi overhovedet forstår ved kunst. Og kunsthistoriker Nanna Friis og debattør Emma Holten sætter i forordet teksterne i udmærket perspektiv og har oversat den elegante prosa til nogenlunde lydefrit dansk. Sådan at vi også kan tænke videre med ny inspiration – og fortsætte samtalen om, hvad kunst er.