Julia Franck: Kærlighedstjener. Roman. Oversat af Aino Roscher. 308 sider. Batzer & Co.
Julia Francks roman ”Die Mittagsfrau”, på dansk ”Middagsfruen”, fra 2008, hører for mig at se til blandt de bedste romaner, den nyere tyske samtidslitteratur har præsteret. Den handler om en ung jødisk kvindes udvikling gennem 1920'erne og 1930'erne, hendes forhåbninger og skuffelser, med hendes voldsomme beslutning om at efterlade sin søn alene på en banegård efter krigen som dramatisk omdrejningspunkt.
”Middagsfruen” var imidlertid ikke Francks litterære debut. Hun udgav allerede i slutningen af 1990'erne en del kortere fortællinger og romaner og i 2003 den delvist selvbiografiske roman ”Lejrbål”, som er ganske glimrende. Det samme kan imidlertid ikke siges om romanen ”Liebesdiener” fra 1999, som forlaget Batzer & Co. har oversat til dansk under titlen ”Kærlighedstjener”.
Romanens udgangspunkt er ellers ganske fint: Vi hører om en ung kvinde, der tilfældigvis bliver vidne til, hvordan hendes nabo bliver kørt ned af en sporvogn, og som efterfølgende overtager naboens lejlighed. Og den nye elsker, som hovedpersonen finder sig en af de følgene dage, er åbenbart heller ikke helt ukendt for den afdøde - måske er han sågar medskyldig i naboens død. Interessant, som dette udgangspunkt kunne være for en roman, så ender denne dog desværre i én lang ophobning af klichéer om kvindernes længsel efter at binde sig, mænds længsel efter frihed, og alle de svære problemer, som disse modsætninger fører med sig. At romanen til sidst afslører en længe antydet hemmelighed om mandens frihedslængsel og viser ”kærlighedstjeneren” som svagere end som så, kan ikke redde det samlede indtryk: Også slutningen virker søgt og påklistret.
Forlaget lancerer på flapteksten romanen som en historie om liv og død i Berlin efter årtusindskiftet. Det er selvfølgelig morsomt alene af den grund, at romanen er skrevet før årtusindskiftet og tydeligvis foregår i 1990'ernes Berlin.
Men selv når man ser bort fra dette, er der ikke meget om Berlin at hente i romanen: Godt nok henviser Franck løbende til bestemte caféer og gadenavne i især den østlige del af byen, men hun formår ikke at gøre byen og dens stemning levende. Henvisninger er nok mest, kan man formode, taget med i romanen, fordi der i slutningen af 1990'erne var en vis interesse i Berlin-romaner, som Franck muligvis ønskede at skrive romanen ind i. For historien er de fuldstændig irrelevante og for den nutidige læser ligegyldige.
Sammenlagt kan man sige, at romanen i sin helhed hører til en af de mest uinteressante tyske bøger, der er udkommet på dansk de seneste år. Der er i Tyskland ellers i de seneste 15 år udkommet et hav af fascinerende, spændende og udfordrende romaner, som endnu ikke er oversat til dansk. Hvorfor en banal og intetsigende kærlighedshistorie fra slut-1990'erne skal udgives på dansk i dag, er for undertegnende slet og ret en gåde.