Stjerneforfatters nye roman mislykkes på et højere plan

Svenske Alex Schulmans “Malma station” er en roman om traumets mørke kraft, men den svækkes af sin stakåndede fortælleform

Alex Schulman forstår at skildre ulykkelige børn og svigtende forældre i sit forfatterskab, men trods bevægende scener er hans nyeste roman, "Malma station", mislykket på et højere plan, skriver anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen.
Alex Schulman forstår at skildre ulykkelige børn og svigtende forældre i sit forfatterskab, men trods bevægende scener er hans nyeste roman, "Malma station", mislykket på et højere plan, skriver anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen. . Foto: Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix.

Vejen gennem livet påvirkes af et svigt eller traume. Som når en sten kastes i vandet, spreder ringene sig gennem årene og mærker ikke kun den traumatiserede, men også familien i generation efter generation.

Det synes at være grundhistorien i svenske Alex Schulmans forfatterskab, der tæller romanerne “Glem mig” og “Brænd alle mine breve”, men kulminerede med “Overleverne” i 2020, der også førte et internationalt gennembrud med sig.

Og Schulman benytter gerne det dybtliggende traume som dramatisk motor: Som læser vender man hastigt siderne i hans romaner, som var der tale om en art psykologisk detektivhistorie, for at nå frem til årsagen til dét, der ødelægger familier, dét der æder sjæle.  I “Overleverne” skal man endda helt om på de sidste sider, før traumet røbes og rammer én som et pludseligt, tungt slag i mellemgulvet.

Romanen er Schulmans stærkeste, og samme niveau når han langtfra i “Malma station”, som nu foreligger på dansk, hvor flere karakterer er på vej mod samme endestation. I det ene tog sidder lille Harriet med sin far. I det andet er hun voksen og på samme tur med sin mand. Og i det sidste er det deres datter, der har indløst billet.

Kort inde i læsningen tænker man, at de alle er på samme tog på samme tidspunkt. Men det viser sig altså snart at være tre forskellige tog og tre forskellige tidsspor, og at Harriet er hovedkarakteren. Men hvor Schulman tidligere har arbejdet med en sen afsløring af traumet, så lægges det tidligt frem i “Malma station”: Da Harriets forældre skulle skilles, overhørte hun en samtale mellem dem, hvor de begge fortalte, at de ikke ville bo sammen med hende. At de hver især foretrak at bo med hendes søster.

Dét er traumet, der martrer Harriet og gennem opvækst og voksenliv gør hende urolig, uberegnelig og løgnagtig. Der gør hende svær at leve med og stole på for såvel mand som barn.

I stedet for traumet er det rejsen mod den fiktive Malma station, der – helt bogstaveligt – skaber fremdrift i læsningen. For hvad skal de mon dér på deres forskellige togrejser?

Svaret gives til sidst, men det hele går lidt for godt op, ligesom hele den litterære konstruktion forekommer både udvendig og unødvendig. Schulman har i interviews fortalt, at fortælleteknikken – toget og de for hvert kapitel skiftende tidsplaner og synsvinkler – kom først i arbejdet med “Malma station”. Måske er det problemet: at formen ikke rigtig passer til det, han vil fortælle. At den smerte og det mørke, der udgår fra Harriet, ikke rigtig får plads til at lægge sig i den stakåndede fortælling, hvor man som læser bruger mere energi på at forstå sammenhængene end på at mærke karaktererne.

Et højt litterært ambitionsniveau er prisværdigt, men “Malma station” er, trods bevægende scener og enkelte sug i Schulmans altid troværdige skildringer af ulykkelige børn og svigtende forældre, mislykket på et højere plan. Så nye læsere bør ikke begynde der, men med “Overleverne”. Her samler begavet fortælleteknik sig sublimt om traumet. Det er så hulens godt gjort og gør så hulens ondt.

Alex Schulman: Malma station. Oversat af Charlotte A. E. Glahn. 304 sider. 300 kroner. Lindhardt og Ringhof.