Stjernegodt: Alt giver mening i David Byrnes ”American Utopia”

Engang sang rockikonet David Byrne om at brænde huset ned. Nu inviterer han alle ind i sit skæve hus

For 36 år siden lavede David Byrne koncertfilmen ”Stop Making Sense”. Nu er han itlbage med ”American Utopia”, som sætter hans sange i et magisk skær. – Foto: Blockbuster.
For 36 år siden lavede David Byrne koncertfilmen ”Stop Making Sense”. Nu er han itlbage med ”American Utopia”, som sætter hans sange i et magisk skær. – Foto: Blockbuster.

Vi er helt inde i musikken. Der er ingen kabler på scenen i New Yorks Hudson Theatre, de 11 musikere/performere vikler sig ind og ud af hinanden med instrumenter, som de bærer i seler på kroppen, og David Byrne og ensemblet render barfodede rundt i musegrå jakkesæt.

Sangene i ”American Utopia” stammer fra albummet af samme navn fra 2018, som Byrne i 2019 formede til et Broadway-show, krydret med klassiske numre fra karrieren: ”Once in a Lifetime”, ”Burning Down the House” og ”This Must Be the Place”.

Koncertfilmen handler om at forbinde os til hinanden, kigge på hinanden. Om individet og fællesskabet, og han synger om det i sine sange, men også, når han står med en lyserød menneskehjerne i hænderne og snakker om neuroner eller rabler sig tilbage i tiden til Kurt Schwitters og Dada-digterisk nonsens.

Det giver alt sammen et ekstra lag af mening nu, hvor Skype-lyden er lyden af det, der foregår i verden lige nu. Som talende hoveder på små skærme er vi selv i gang med at lære at være intime på digitale måder. Spike Lee filmer scenen fra oven, der er Gopro-kameraer, og Byrne iscenesætter sin musik med elementer af performancekunst og teater. Alle kabler er vitterligt kappet over. Sangene er håndspillede og har fået et ekstra lag af percussion.

Artiklen fortsætter under annoncen

Byrne synger til menneskeheden og stiller en masse spørgsmål, til dig og mig – som en evigt nysgerrig pædagog, der både undres og vil lære fra sig, med alle kunstens regler. I sin tykke bog ”How Music Works” (2012) reflekterer Byrne over, hvordan rummene, musikken har været spillet i gennem tiderne – eksempelvis kammermusik, der blev spillet i små lokaler – har farvet musikken og skabt en bestemt æstetik. Med ”American Utopia” har Byrne skabt et nyt hus til sin musik, med stram koreografi, der alligevel fremstår som løssluppen fællessang med højt til loftet. Og et godt kig til det, hans sange altid har handlet om.

”Looking at people, that’s the best,” siger Byrne, og vi ser verdens forunderlige kompleksitet med hans på én gang krøllede og klare pædagogøjne. Vi kan gøre tingene bedre: Sorte har endnu ikke samme rettigheder, også humanister som han selv har stadig meget at lære, siger Byrne. Og når hans musikere som små hårdtarbejdende mus bevæger sig på den blå og gråmelerede scene, sættes hans meningsfulde sange i et nyt skær, fordi Spike Lees kamera filmer musikken fra andre perspektiver.

Byrne har altid været meget visuelt orienteret. Talking Heads’ 1984-mesterværk ”Stop Making Sense” – i øvrigt instruktøren Jonathan Demmes første koncertfilm – blev kaldt rock and roll krydset med Jane Fonda-fitness.

Energibundtet Byrne får alt til at give mening, og han er stadig frenetisk og uforudsigelig, når han i klassikeren ”I Dance Like This” synger om glade fitnesskonsulenter, der hjælper folk til at danse i nuet, og i sine nyeste sange sætter inklusion og amerikanske utopier under lup. Elektrisk virker energien også, når han og holdet til sidst synger ”One Fine Day” a cappella og med stjernekig:

”Then a piece of mind, fell over me/ In these troubled times, I still can see/ We can use the stars, to guide the way/ It is not that far, the one fine day.”