I 1905 skrev en 15-årig dreng i en skolestil, at Frankrig engang i fremtiden ville blive reddet af "general de Gaulle". Drengens eget navn var Charles de Gaulle, og som voksen general, leder af den franske frihedskamp under Anden Verdenskrig og siden fransk præsident gjorde han sit til, at profetien kom til at holde stik.
En lang række andre statsledere synes at have haft den samme blanding af store personlige ambitioner og profetiske evner. Som dansker kommer man til at tænke på Anders Fogh Rasmussen (V), statsminister 2001-2009, der som barn på gården Hviddinglund nær Viborg spillede sit eget hjemmelavede samfundsspil med lillebrødrene Peter og Jørgen, hvor han selv permanent havde rollen som statsminister. En brite tænker på Boris Johnson, premierminister 2019-2022, der som barn fortalte sine klassekammerater, at han havde planer om at blive World King, når han blev stor. Konge over verden. Intet mindre.
Den 79-årige verdensberømte britiske historiker sir Ian Kershaw trækker på smilebåndet over den lille udveksling af fortællinger om magthavere, der drømte stort, da de var små. Eksemplerne understreger en af pointerne i hans bog, "Personlighed og magt. De mennesker, som byggede og ødelagde det moderne Europa", som analyserer de 12 mest betydningsfulde europæiske stats- og regeringsledere i det 20. århundrede. Vi taler med ham i København, som han gæster, i forbindelse med at han skal holde oplæg om bogen på historiefestivalen Historiske Dage.
"Den røde tråd for disse ledere er krise og brutalitet. Hver eneste af dem havnede i en position, hvor de kunne udnytte en krise til at skaffe sig selv magt. Og hver eneste af dem havde en ekstrem målbevidsthed, som selv for de demokratisk valgte ledere havde autoritære træk. Selvfølgelig regerede diktatorerne med brutalitet, det giver næsten sig selv, men også folk som de Gaulle, Churchill og Adenauer var dominerende, ryggesløse og egocentriske personligheder, og flere af dem havde en opfattelse af, at de var mænd, der var født til at lede deres land," fortæller Ian Kershaw.
11 mænd og en kvinde
Han skynder sig at gøre opmærksom på, at det samme gør sig gældende for feltets eneste kvinde, Margaret Thatcher. En i begyndelsen undertippet leder, som efter egenhændigt at have ført sit land ind i Falklandskrigen og vundet den i 1982 vandt en jordskreds-valgsejr og siden – sammen med Churchill – har været den autoritet, alle senere britiske ledere har spejlet sig i.
"Folk sagde om Thatcher, at hun var den bedste mand i kabinettet. Hun kunne slå charmen til og bruge sin femininitet, når det var belejligt, men ellers havde hendes personlighed mange af de samme karakteristika som mændenes," siger Ian Kershaw.
Historikeren funderer samtidig over, om den egenrådige, brutale facon også er den forventning, omgivelserne traditionelt har til en leder. Han påpeger, at førnævnte Boris Johnson havde Winston Churchill som sit erklærede forbillede og med sin store krop og lidt aparte fremtoning kunne minde lidt om forbilledet. Anderledes er det med den nuværende konservative premierminister, Rishi Sunak, som med sin afdæmpede facon og en højde på kun 1,70 meter ikke ligner det traditionelle folkelige billede af en regeringsleder.
"I kritikken af den nye regeringsleder har Labour argumenteret for, at Sunak slet ikke er en ledertype. Han ligner ikke en leder, og han mangler de typiske dominerede karaktertræk. Tænk engang, at oppositionspartiet klager over dét," siger Ian Kershaw.
Dette fører frem til, at selvom det 20. århundredes Europa var domineret af traditionelle prototyper på stærke mænd, så ser i hvert fald den demokratiske del af Europa ud til i det 21. århundrede at have fremelsket ledere med et lidt andet udtryk.
"Interessante lederskikkelser i nyere tid er for eksempel præsident Emmanuel Macron i Frankrig og tidligere forbundskansler Angela Merkel i Tyskland. Der er ingen tvivl om, at de begge besidder en målrettethed og en evne til at bokse sig igennem al modstand, som minder om ældre tiders ledere. Men de agerer på en anden, mere samarbejdende og kompromissøgende måde," siger Ian Kershaw og tilføjer:
"Denne nye ledertype er så tilbøjelig til at få nogle grupper i nutiden til at føle træthed over alle de kompromiser og savne den stærke mand."
På vandring med skæbnen
Det skal understreges, at historikeren på ingen måde påstår, at det 20. århundredes diktatorer og demokratisk valgte ledere var lige brutale og dominerende.
"Der er selvfølgelig forskel på Hitler og Churchill. En demokratisk valgt leder som Churchill kunne ikke bare diktere sin vilje, han måtte finde veje til at overtale sine omgivelser, som fungerede inden for dét magtsystem. Men der er noget beslægtet i målrettetheden og følelsen af, at deres lederposition var skæbnebestemt," siger Ian Kershaw, som tilføjer, at Winston Churchill direkte skrev, at han som premierminister under Anden Verdenskrig følte, at han var "walking with destiny", altså at han vandrede med en forudbestemt skæbne.
Winston Churchill var ikke alene så dygtig en skribent og kommunikator, at han siden fik Nobelprisen i litteratur i 1953. Han skulle også vise sig at være lige præcis den leder, Storbritannien havde brug for i maj 1940, da Anden Verdenskrig ville være sluttet med sejr til Nazityskland, hvis ikke den britiske nation var blevet besnakket til kampgejst af en 65-årig lettere bøllet nytiltrådt premierminister, hvis lange politiske liv indtil da havde været alt andet end en succes.
"Churchill var som politiker lidt af en fiasko frem til 1940, hvor han så pludselig viste sig at være en enestående dygtig leder i krig og skulle blive en af de personer, som var helt afgørende for udfaldet af Anden Verdenskrig," siger Ian Kershaw, som drager en parallel fra dette til Ukraines nuværende præsident, Volodymyr Zelenskyj, som synes at være en lignende figur.
"Zelenskyj var ikke en voldsomt succesrig leder i fredstid, men har overrasket hele verden som leder i krig. Det understreger en af min bogs pointer, som er, at det er en anden type lederskab, der efterspørges i fredstid, mens det typisk er kriser og krige, der bringer den mere autokratiske ledertype til magten," siger Ian Kershaw, som dog understreger, at han som historiker er på lidt gyngende grund, når han udtaler sig om Zelenskyj, for hans historie er stadig i proces. Den endelige analyse ligger langt ude i fremtiden.
Troen på sin egen myte
Den eneste af de 12 ledere i hans bog, som ikke kom til magten i en krise- eller krigssituation, er den tyske forbundskansler Helmut Kohl. Han kom til magten i Vesttyskland i relativt fredelige tider i 1982. Var han forblevet leder af det halve rige frem til sin afgang, var han imidlertid næppe kommet med i bogen. At han optræder dér, skyldes den beslutsomhed, handlekraft og brutalitet, han udviste, da han i 1990 spillede en absolut hovedrolle i den tyske genforening og opbygningen af et nyt Europa.
Krige og kriser fungerer således som en katapult til en berømmelse, der rækker langt ud over landets egne grænser, og til en magtposition, der nogle gange først ophører ved døden. I hvert fald to af bogens ledere, Franco og Tito, var krigshelte, der opnåede at blive nærmest synonyme med det land, de herskede over, hvorefter regimet ved deres død brød helt sammen.
"Men selvom krig kan give en leder en stærk magtposition, kan selv de stærkeste ledere blive ofre for krigens egen dynamik. Der er også en tilbøjelighed til, at ledere bliver gradvis mere overbevist om deres egen usårlighed, hvis de ikke mødes med nogen form for intern opposition. Mussolini, Stalin og Hitler endte med selv at tro på deres egen myte," siger Ian Kershaw, som vurderer, at Ruslands nuværende præsident, Vladimir Putin, kan føjes til denne liste, når hans historie engang skal skrives.
"Hvis man ser tilbage på Putins 23 år ved magten, kan man se, hvordan han opnår en stadig mere sikker magtposition i sit land, hvilket fører til, at han tager stadig flere chancer, indtil han i forbindelse med Ukraine-krigen begår stribevis af fejl," siger Ian Kershaw, som mener, at denne udvikling var forventelig.
"Det meste af tiden er han blevet undervurderet og fejlfortolket af vestlige ledere, selvom han i mange år har talt om, at Nato er en trussel mod Rusland, og at Ukraine ikke er et legitimt land. Den nationalistiske tankegang er blevet mere tydelig, men essensen var der lige fra begyndelsen," siger Ian Kershaw.
Ifølge historikeren er Putin en snu leder. Så snu, at verden ikke skal frygte brug af atomvåben. Man skal heller ikke håbe for meget på Putins totale nederlag, men vente et eller andet kompromis.
"Stort set alle krige ender med en forhandling og en aftale. Det er meget sjældent, det slutter med den store ødelæggelse som i Tyskland i 1945," siger Ian Kershaw.
Den velartikulerede, høflige og afdæmpede britiske historiker synes selv at have en personlighed, der ligger meget langt fra de oppustede egoer, han har skrevet om. Ifølge fortællingen om Kershaw var det også lidt en tilfældighed, der førte til, at han i 50 år har studeret Hitler, Nazityskland og det 20. århundredes magthavere.
Faktisk begyndte han med at forske i middelalderen og rejste i 1972 til Vesttyskland i forbindelse med et projekt om klosterøkonomi. Men det fortælles, at han på en café i en lille by i Bayern mødte en ældre mand, der 27 år efter Hitlers død stadig var glødende nazist og drømte om den stærke mand, hvilket fik den unge historiker til at skifte spor.
Ian Kershaw smiler lidt, da han bliver bedt om at bekræfte anekdoten, hvorefter han tilføjer lidt af den nuancering, som er enhver troværdig historikers adelsmærke:
"Det er sandt, at jeg mødte denne eksnazist og var chokeret over det, han sagde. Men det var ikke sådan, at jeg ved et tilfældigt møde over en kop kaffe lagde middelalderhistorien på hylden og for første gang kastede mig over et nyt emne. Inden jeg mødte ham, havde jeg allerede fundet et par bøger om nazi-æraen, jeg ville læse. Og hvad angår klosterøkonomien i det 12. og 13. århundrede, kan det da være, jeg vender tilbage til det. Det var faktisk et meget sjovt emne."