To stjerner: Sognepræst misforstår noget centralt ved gudstjenesten

Ny bog om gudstjenesten med forslag til kollekter er for nydelig og savner poesi

To stjerner: Sognepræst misforstår noget centralt ved gudstjenesten
Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Gudstjenestens første led efter præludium, indgangsbøn og første salme er en hilsen (”Herren være med jer”). Derefter følger en bøn, den såkaldte kollekt. Her beder præsten den evige og almægtige Gud om, at søndagens gudstjenestetema må nå menigheden og løfte denne ud af mørkets magt og ind i evangeliets klare lys.

Da den første lutherske biskop i Danmark, Peder Palladius, i 1556 fastlagde gudstjenestens forløb, benyttede han Martin Luthers medarbejder Viet Dietrichs bønner. Denne havde tilføjet dem til Luthers prædikener som en slutkommentar. Disse bønner kom til at præge den danske gudstjeneste de næste 450 år. 

Bønnerne er blevet sprogligt bearbejdet senest i 1992, men da var der allerede nye strømninger på vej. Den klassiske lutherske teologi var ikke mere så letforståelig og ramte ikke rigtigt tiden mere. Derfor kom der nye forslag fra blandt andre Anna Sophie Seidelin, Johannes Johansen og Holger Lissner. Proppen var dermed røget af flasken, og mange præster – jeg selv indbefattet – begyndte at skrive kollekterne selv. Det var en god søndagsøvelse.

Hvordan skal man forstå kollekten? Ribe-præsten Simon Talbo Linneberg Stubkjær skriver i forordet til sin bog ”Samtaler med Gud”, der indeholder kollektforslag til hele kirkeåret, at kollekten er en bøn rettet til den treenige Gud, der skal åbne tilhørernes stemning mod de tekster, der skal høres under gudstjenesten. Samtidig skal den løfte en flig af sløret for det, der kommer under prædikenen. Det er en god intention.

Jeg har dog altid set kollekten som mere end bare noget, der skal løfte en flig af det, der kommer. Kollekten er for mig ligesom en kioskbasker for prædikenen: Glæd jer til at høre, blive ramt, og gå hjem med glæde og overraskelse!

Sådan er Stubkjærs kollekter desværre ikke. De er pæne og nydelige. Ikke en teologisk fod er sat forkert, men der er formuleringer, der virker tunge. Hør for eksempel fra juleaftenkollekten: ”Herre Jesus Kristus. Gud af Gud. Du er født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, og som for os og for vor frelse steg ned fra himlene.” Det er for indforstået – husk, at der sidder en fyldt kirke med mennesker, der er er i hopla med forventningens lys tændt i øjnene.

Fra en pinsedagskollekt om Helligånden: ”Gennem den er vi i stand til fortsat at høre ordet om, at du har skabt alting i kærlighed, og at du har forløst alt ved din enbårne Søn (...)”. Undervejs i læsningen savnede jeg poesi, overraskelse og indimellem humor. Der er en alvorstone, som jeg synes, godt må brydes en gang imellem.

Stubkjær mener, at bogen også kan læses som en andagtsbog. Der vil jeg nok også se et andet sted hen. Der er bedre bud på andagtsmarkedet. Han kalder sin bog for samtaler med Gud. Kollekten i kirken er ikke en samtale, men en fællesbøn og præstens stille proklamation på egne vegne og en morgentrompet på Guds vegne.

Simon Talbo Linneberg Stubkjær: Samtaler med Gud. 138 sider. 249,95 kroner. Forlaget Læselyst