Jón Kalman Stefánsson er en af Islands store fortællere. Hans romaner har modtaget en hel himmel af anmelderstjerner og er blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris flere gange. Romanerne er realistiske og helt nede på jorden, samtidig med at de er højpoetiske og delagtige i et uendeligt univers.
Hans nye roman ”Stjernernes knitren” fortsætter disse takter. Det er en slægtsroman, der bringer os tilbage til den første del af det 20. århundrede og frem til begyndelsen af det 21. århundrede. Handlingen foregår i Island med landets udvikling fra et bonde- og fiskersamfund til et moderne industrisamfund med en stor by som Reykjavik som bagtæppe.
Det er den 40-årige fortæller i den foreløbigt sidste generation, der ser tilbage på sin egen og sin slægts historie. Han søger ”hjem” – et ord, der karakteriseres som sprogets ”mørkeste og lyseste ord”. Ordet rummer en længsel efter dem, som man er knyttet til, og det er disse personer og steder, han beskriver.
Det viser sig at være en slægt af drømmere med hans oldefar og mor som de ypperste. Mens oldefar overlever, dør mor. Hun sygner hen i den drømmeløse kernefamilie og i vag udlængsel, hvad der til gengæld efterlader den syvårige søn i sin egen drømmeverden. Drømmene gør verden stor, men har det også med at lukke den drømmende inde i sig selv.
Oldefaderen drømte også stort og havde planer om at rejse ud i verden og senere om at flytte ud af Reykjavik og bosætte sig på egen gård med fårehold og fiskeri. Men det forlyder om ham, at hans ”eneste sande hjemsted er i ordene (…) Han kan ikke styre sig men mener ikke noget ondt med det; han er helt enkelt det han til enhver tid siger, og så kommer der andre tider, andre ord, andre mennesker”.
Den entusiastiske og charmerende drømmer med champagnesindet bruser op – og falder ned. Det er hans livsrytme, som hans kone og børn må følge, hvis de vil være sammen med ham, ligesom hans bedste ven også følger ham og finansierer hans uoverlagte idéer.
Men vigtigst viser det sig at være, at hans hustru heller ikke kan give slip på ham, uanset hvor mange tossede ting han har gang i, og hvor mange sidespring han har med andre kvinder. Det stærkeste ord i romanen bliver da ”kom” – for det er det, hun siger, når han har svigtet endnu engang.
Poesien i romanen når helt ud til kanten, hvor det tipper over og bliver for meget og for poetisk følsomt og kært. Tingene, naturen og universet besjæles, og verden bliver dyb, men manéren lurer også på Stefánsson. Det ligger allerede i titlen, der med sine knitrende stjerner har drysset så meget sødt stjernestøv på, at det er lige før, at det hele karamelliserer og størkner.
Trods disse forbehold er romanen – selvfølgelig – værd at læse, og har man før nydt Stefánssons poetiske realisme, så er ”Stjernernes knitren” endnu en adgang til et fabelagtigt islandsk univers.