Prøv avisen

Inger Christensen-værk viser en digter, der skrev sig frem til at blive et geni

6 stjerner
Antologiens virkelige øjenåbnende styrke ligger i genoptrykket af Inger Christensens essays, anmeldelser, forord, publiceret i forskellige blade, tidsskrifter, festskrifter og DR, hvor ingen almindelig læser ville have en kinamands chance for at finde dem. De viser hendes bredde, sproglige formåen og blændende analytiske evne. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Den i enhver henseende gigantiske bog ”verden ønsker at se sig selv” samler, hvad der tidligere har været spredt i Inger Christensens forfatterskab. Bogen viser en digter, der skriver sig frem til at blive et geni, anskuet under evighedens synsvinkel

Et halvt århundrede før Inger Christensen debuterede, udtalte en forgænger i feltet, forfatteren Sophus Claussen, at poesi var en slags ”sublim matematik”. Bedre betegnelse for Inger Christensens digtning findes ikke. Hendes poesi, ja, hele skrift er sublim matematik.

Litteraturhistorisk er Inger Christensen rubriceret som ”systemdigter”, fordi hun fra de tidligste år kendte de metriske mønstre og med værkerne ”Det” (1969), ”Brev i april” (1979), ”Alfabet” (1981) og ”Sommerfugledalen” (1991) stillede sig selv stadig mere krævende opgaver, hvad angår de rytmiske, metriske og kompositoriske mønstre, digtene skulle indskrive sig i. Inger Christensen påkaldte sig den digteriske frihed ved at spærre sig selv inde i en form for systematisk fængsel. Men netop dette, at sætte så rigide rammer op for sproget og tankens udfoldelse, skabte den ”sublime matematik”, hun i sidste ende ønskede.

For satte systemernes krævende virkelighed rammerne for den kunstneriske udfoldelse, skabte de også basis for at trænge igennem til en anden verden, bag den fordrende virkelighed. Et sted, der var sublimt, på en gang ophøjet og afgrundsdybt, blødt som en krop og hårdt som lysende krystaller på firmamentet. For Inger Christensen var der en virkelighed og bag ved den en verden. Denne verden har – dybest set – ikke noget navn hos Inger Christensen, men den er eviggyldig og i sidste ende numinøs, ja hellig. Og Inger Christensen måtte sætte alle mulige forhindringer op for ikke at forgribe sig på denne verden.

Det gjorde Inger Christensen så alligevel. For er hun en af det 20. århundredes største danske modernister, er hun også en af århundredets største romantikere. Den modernistiske prokrustesseng, hun lagde sit sprog ned i, kom, ved netop at blive presset til det yderste, til at rumme en ustyrlig sensibilitet, der flød igennem alle tænkelige sprækker og revner, og dermed et sprog, en poesi, som ingen hidtil havde set. Inger Christensens poesi i de ovennævnte digtsamlinger, samt de essayistiske poetikker, hun lagde til, ”Del af labyrinten” (1982) og ”Hemmelighedstilstanden” (2000), hører til verdenslitteraturen. Med disse bøger transformerede Inger Christensen sig til et verdensmenneske i den forstand, som Goethe drømte om. Et menneske, der både i ord og gerning overskred de givne grænser og beskrev mennesket og verden som en ubrydelig helhed. Inger Christensen gjorde sig selv modtagelig for verden og tog den ind.

Men Inger Christensens forfatterskab er jo i numerisk forstand større end de nævnte titler og strækker sig fra debuten i 1955 til år 2000, hvor hun mere eller mindre forstummede og lod ”Sommerfugledalen” stå som slutsten. Lejlighedsvis arbejdede hun også i andre genrer og i andre formater og bidrog med alt muligt andet i det levede liv, der jo netop skal leves. Blandt hendes efterladte papirer på Det Kongelige Bibliotek har hendes litterære eksekutorer, den svenske lyriker Marie Silkeberg og forskeren og sønnen Peter Borum, samlet et væld af digte, sange, noveller, bibelske gendigtninger, essays, anmeldelser, taler, forord, hyldestadresser og udkast til én gigantisk antologi. De 955 sider Inger Christensen uncut er anskuet under øjeblikkets synsvinkel. Det er et værk af tilblivelser, spontaniteter og skitser, der på mærkelig vis klæder og afklæder forfatterskabet.

Under titlen ”Verden ønsker at se sig selv” samles, hvad der hidtil er publiceret spredt, og i tillæg får læseren indblik i tilblivelsesprocessen bag nogle af hendes bedste værker. Af ”Sommerfugledalen” er der ikke meget, men dog nok til, at læseren bliver vidne til, hvordan forfatteren stædigt forsøger på at få den afsluttende mestersonet til at fænge lyrisk. Den er jo forudsætning for og rummer kimen til de andre sonetter, der går forud. En del er trykt i faksimile, der forlener publikationen med nærvær og autenticitet, man er i mere end en forstand tæt på, ja, inde i Inger Christensens håndskrift.

Mest bevægende er de mange udkast til ”Alfabet”. Digtsamlingen er alfabetisk bygget op efter matematikeren Fibonaccis progressive talrække. Da Inger Christensen kommer til ”o” i alfabetet, giver hun op. I den publicerede udgave slutter digtsamlingen med ”n” og dermed nummer 33 (0, Jesu død!), men digteren har altså givet den et skud mere i kladden uden på nogen måde at komme i mål. Som jeg ser hendes udkast i faksimile, overvejer hun på et tidspunkt at vende Fibonaccis talrække på hovedet og tælle ned igen, fordi den matematiske virkelighed, hun har opstillet, alligevel ikke kan rumme det totale skabelsens kosmos, hun ønsker at skrive sig frem til, ja, ind i og alfabetisk sætte i ord.

Denne nedtælling gælder overordnet også for kompositionsprincippet i antologien, hvad angår digtene. Der begyndes med digtene 2007-1991 og sluttes med digtene 1962-1955. Det giver god mening, for så begynder læseren med det bedste. Inger Christensen bliver bedre med årene. Der flyder mange slagger fra tidsånden ind i hendes poesi og tillige civilisationskritiske problematikker, og selvom Inger Christensen også hævder sig imod tidsånden ved eksempelvis fra begyndelsen at betjene sig af ordet og begrebet ”sjæl”, forstår man godt, at en række af hendes digte fra dengang blev refuseret af tidsskrifterne ”Hvedekorn” og ”Vindrosen”. Styrken i digtene fra første halvdel af hendes forfatterskab ligger i deres sensualitet og legende omgang med sproget og rimet. Hun kan tydeligvis slet ikke lade være med at lade sproget yngle, det er charmerende, men ikke nødvendigvis stor poesi.

Også andre dele af antologien vidner om, at ikke alt, hvad Inger Christensen rørte ved, blev magisk. Novellerne virker i de fleste tilfælde søgte, og de manieristiske træk ved hendes forfatterskab fordunkler her mere, end de forklarer, ligesom hendes notoriske passion ikke brænder rent igennem, slet ikke i en pænt pornografisk novelle, skrevet til antologien ”Sengeheste” i de frigjorte 1960’ere.

Et efter omfanget at dømme meget ambitiøst projekt om at skrive en kriminalroman på fransk med titlen ”Paris par arrondissement” med nye personer – og mord – i samtlige arrondissementer bringes i faksimile. Det virker litterært uinteressant, men vidner om, hvor nørdet Inger Christensen gik til arbejdet. Anskuet ovenfra tager projektet sig mere ud som en billedkunstnerisk labyrint med Paris’ distrikter slynget ind i hinanden som et uroligt hjerte. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var billedkunstneren Christian Vind, der havde konciperet denne ejendommelige visuelle kodificering af sprog, tal og arabesker til en af sine notesbøger.

Antologiens virkelige øjenåbnende styrke ligger i genoptrykket af Inger Christensens essays, anmeldelser, forord, publiceret i forskellige blade, tidsskrifter, festskrifter og DR, hvor ingen almindelig læser ville have en kinamands chance for at finde dem. De viser hendes bredde, sproglige formåen og blændende analytiske evne. Hun forstår intuitivt og intellektuelt andre kunstnere, selvom hun samtidig spejler sig i deres litterære og eksistentielle udlægninger af livet på rejsen mod det sted, hvor verden er uden ord, men blot til.

Virkelig elegant er en hyldest til Klaus Rifbjerg fra 1985, hvor hun ud af den kulturradikale digters poesi læser både et nadvermotiv og et skabelsesteologisk vækstmotiv – på trods af alt, men måske så alligevel ikke imod Rifbjergs dybeste ambition. Helt essentielt, ja nærmest en eksistentiel prædiken over kærlighedens umulige væsen er et forord fra 1977 til Hjalmar Söderbergs ”Den alvorlige leg”. Det er ubetinget det bedste, smukkeste og mest forfærdende, der er skrevet om den roman, og det, hun kalder ”følelsernes ubeslutsomhed”.

Flere gange griber man sig som læser i at se Inger Christensen spejlet i de værker og de forfattere, hun skriver om. I en anmeldelse af Christa Wolfs selvbiografiske roman ”Tanker om Christa T.” fra 1970 skriver hun: ”Det drejer sig om en kvinde der er anderledes. Ikke på den måde at hun opfører sig anderledes end så mange andre, eller ser anderledes ud, eller har særlige særprægede holdninger eller i det hele taget særlige egenskaber der skiller hende ud. Det der gør hende anderledes er noget mere udefinerligt, ikke bare en særlig måde at gå på, men en særlig måde at gå gennem livet på, som om hun bar på en hemmelighed, som hverken er særlig mærkelig eller særlig tung, men som bare hele tiden er der, og som da også viser sig at være menneskets mest selvfølgelige hemmelighed: nemlig den at vi skal dø og dermed basta.”

Hos Inger Christensen er vi på vej mod en anden menneskelighed, en anden verden, en Andethed, og vi kan, som hun skriver i et forord fra 1977 til Tove Ditlevsens noveller: ”Det man ikke kan opleve”, til sidst komme til at ligge så langt uden for alt, uden for alle mennesker, at vi må dø for at finde det. Som om der kunne fødes en anden slags menneskelighed.

Man kan sige, at det er den anden slags menneskelighed, som Inger Christensen vedvarende forsøger at beskrive og skrive sig frem til i et sprog, der ikke er af denne verden. I et svar på en enquete: ”Hvorfor skriver De?” fra 1985, anskuer forfatteren ”det poetiske sprog, som en forlængelse af biologien” og føjer til: ”for mig er det en del af arbejdet som digter at behandle ordene som levende celler”.

Denne stadige undren over kroppens væsen, biologien og dette at få sprogets celler til at formere sig og følge samme retning: mod det punkt, hvor de er forbrugte, lukker ned og hører op til fordel for, hvad der skjuler sig på den anden side af virkeligheden. Det er selve digterens ambition.

I et forord til den minimalistiske forfatter Paal-Helge Haugens punktroman ”Verden open”, skriver hun: ”Den poetiske teknik, Haugen så ofte bruger, nemlig en præcision, der fejer al metafysik til side og sætning for sætning gør verden ekstremt synlig.” Præcisionen følger Inger Christensen også selv, men vel at mærke med det formål ikke at feje al metafysik til side, men at åbne sluserne for al metafysik. Endemålet for Inger Christensens præcise og systematiske digtning er, at den til slut skal stå ren, som pur metafysik.

Det er sjælerystende smukt og skønt at læse et af de sidste digte, hun overhovedet skrev, fra 2000 på tysk i en slags dialog med den romantiske forfatter Annette von Droste-Hülshoff. Det beskriver stjernerne. Støvets verden. Den kosmiske uendelighed og lysende evighed. Det rummer samme magiske effekt som ikke alene von Droste-Hülshoffs, men også Novalis’ poesi eller B.S. Ingemanns aftensange. Kosmos vider sig helt ud i Inger Christensens beskrivelse af stjernernes sprog, deres hemmelige gløden hinsides det jordiske, og hendes hemmelige længsel efter at være ”en sten på en vild himmel”. I en strofe fra digtet vender Inger Christensen tilbage til sin ungdoms sjæl og føler sig genkendt: ”Stjernernes sjæl, jeg kender den ikke. Men stjernerne kender min.”

I denne avis giver vi stjerner. Det må blive seks af dem, uanset hvad der ligger af tilløb, ufærdigheder, tidstypiske svagheder mellem de 955 blade i livets bog. For hvad giver man ellers en digter, der skriver sig frem til at blive et geni, anskuet under evighedens synsvinkel.