Prøv avisen

"Min fars farvel" er rendyrket public service om selvmord i den nærmeste familie

4 stjerner
Pernille Højmark, kommunikationsrådgiver Anna Thygesen, journalist Mikkel Frey og tv-vært Peter Ingemann har alle levet som statsløse i sorgens land. De er forbilledlige eksempler på erkendelsen af, at der er ting i livet, der gør ondt. At terapi ikke handler om at fjerne smerte, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: DR Presse

”Min fars farvel” er en reflekteret og generøs DR 1-dokumentar om at tage livet på sig

”Sorg er et land uden retning. Man tumler rundt i den sovs.”

På den ene side et noget nært uforståeligt udsagn. På den anden side ualmindeligt klarsynet. Ordene kan tilskrives skuespiller og sangerinde Pernille Højmark. De falder sidst i andet afsnit af DR 1’s aktuelle dokumentar ”Min fars farvel”, hvor fire behjertede og generøse voksne børn mellem 40 og 60 år fortæller om deres fars selvmord.

”Sorg er et land uden retning.” Pernille Højmark, kommunikationsrådgiver Anna Thygesen, journalist Mikkel Frey og tv-vært Peter Ingemann har alle levet som statsløse i sorgens land. De er forbilledlige eksempler på erkendelsen af, at der er ting i livet, der gør ondt. At terapi ikke handler om at fjerne smerte. Uden omsvøb, uden kælende underlægningsdramatik, uden smiskende spørgsmål om, hvordan man mon har det, lykkes tilrettelægger Louise Addemos Jappe med at give seerne et rendyrket public service-program om senfølgerne af selvmord i den nærmeste familie.

”Man tumler rundt i den sovs.” De fire væsensforskellige mennesker udtrykker på hver deres måde en form for blufærdighed over at stille deres sorg til skue. Men det gør de ikke. De angler hverken efter medlidenhed eller berømmelse. De er reflekterede. Men mest af alt er de generøse. Generøse med deres sorg, med deres erfaringer, deres historier.

De fire forskellige sorgstrategier, som man ville sige med tidens ubesjælede managementsprog, kan man være enig eller uenig i. Men man får ikke lyst til at råbe, for der er så meget at spejle sig i, så mange forløsninger, så mange sorte huller.

Mikkel Frey Damgaard, der gav os ”Selvmordstanker” på P1, kredser om frygten for at arve sin fars selvmord. ”Det var først, da jeg tilgav, jeg kunne give slip på frygten,” siger han foran den kæmpe sommerfugleplakat, der bemægtiger sig hele hans stue. Faderen elskede sommerfugle.

Anna Thygesen insisterer på, at livet kan være godt, skal være godt, selvom hun har mistet sin far. Og så sin mor. Til selvmord. ”Det er nemt at sidde nede i et hul og brokke sig over alt.” Anna vælger ikke den nemme udgang.

Pernille Højmark tvivler på terapi: ”Sorgen er en del af livet, livet kan gøre forbandet ondt.” Hun kredser om tilgivelse, som var hun en bramfri præst i folkekirken. Troen er ellers snublende tæt på udeladt af ligningen, hvor tilgivelsen derfor tynger den enkelte.

Peter Ingemann insisterer på alt det, hans far også var. Uden snert af selvmedlidenhed fortæller han lakonisk om en barndom i kvartalsdrankerens altdominerende skygge. ”Men jeg har tilgivet ham. Den kæmpe egoist.”

I slipstrømmen af tanker, udsagn, det uegennyttige nager angsten for at blive beskyldt for at promovere sig, sole sig i selvmordets skygge. Det vil være et følelsesmæssigt undertrykt samfunds svar, et undertrykt selvs anklage uden skyggen af næstekærlighed.

”Min fars farvel” er sobert tv om den skyld, den skam, alle bærer med sig.

”Det har jo halvt været sådan noget selvhjælp,” siger Anna Thygesen om at være åben om familiehistorien. Selv tak for hjælpen, må det lyde fra den anden side af skærmen.