Stor digter og kæmpende menneske

PORTRÆT: For 50 år siden døde digteren Johannes Jørgensen i sin fødeby Svendborg. Nu frigives hans dagbøger og breve, der forventes at rokke ved den helgenstatus, som katolske trosfæller har forsynet ham med.

En ny mindesten over digteren Johannes Jørgensen blev afsløret i Svendborg i mandags af borgmester Jørgen Henningsen. Stenen er tegnet af Stig Holsting, formand for Johannes Jørgensen Selskabet. -- Foto: Tim K. Jensen.
En ny mindesten over digteren Johannes Jørgensen blev afsløret i Svendborg i mandags af borgmester Jørgen Henningsen. Stenen er tegnet af Stig Holsting, formand for Johannes Jørgensen Selskabet. -- Foto: Tim K. Jensen.

"Når arkiverne åbnes, vil historien om digteren Johannes Jørgensen skulle skrives om, og mange må revidere deres opfattelse af ham." Sådan sagde nu afdøde litterat Emil Frederiksen engang ved et foredrag i kælderen under Niels Steensens Gymnasium i København. Nu er tiden inde. Digterens manuskripter, hundredvis af breve, omkring et tusinde dagbogshæfter med mere, 10 flyttekasser i alt, er efter 50 års forsegling blevet overdraget Det Kongelige Bibliotek. Nu venter vi bare på, at materialet registreres bid for bid, så forskerne kan gå i gang med at løfte sløret for hemmelighederne.

– Jeg tror godt, jeg ved, hvad Frederiksen hentydede til. I mange katolikkers bevidsthed har digteren og trosfællen Johannes Jørgensen nærmest helgenstatus. Han gør op med Georg Brandes-tidens nihilisme og moralsk uforpligtende liv, konverterer til katolicismen, fordyber sig i spiritualitet, skriver bekendelsesdigte og internationalt roste biografier om Frans af Assisi, Katerina af Siena og Birgitta af Vadstena. Men han var ingen helgen, han var en stor digter og et kæmpende menneske. I kulturradikalismens København levede han fandenivoldsk som mange andre toneangivende kunstnere og forfattere, der syntes, det var det mest latterlige, man kunne tænke sig, at menneskets samvittighed skulle være bundet til en usynlig kraft uden for én selv. Johannes Jørgensen gik på bordel, gjorde sin kæreste Amalie gravid, giftede sig med hende, men forlod senere kone og otte børn, rejste til Siena og faldt tilbage i de gamle udskejelser, bliver "reddet" igen og gifter sig mange år senere, som 70-årig, med en 30-årig kvinde. Der er god grund til at tro, det er detaljer om dette brogede liv med de mange bitre fortrydelser, som især dagbøgerne vil bringe for en dag, fortæller Johannes Jørgensen-kenderen, formand for det litterære Johannes Jørgensen Selskabet, forfatter Stig Holsting.

Han sad som ung tilhører ved foredraget på Niels Steensens Gymnasium. I mandags var han hovedtaler ved en mindedag i Johannes Jørgensen fødeby, Svendborg, i anledning af 50-året for digterens død. Der blev blandt andet afsløret mindesten ved Svendborg Bibliotek i samarbejde med Svendborg Kommune, ligesom biskop Czeslaw Kozon holdt messe for digteren i Sankt Knuds Kirke.

Det er Johannes Jørgensen selv, der har bestemt, at arkiverne først må åbnes nu. Med de dokumenter, som kun digteren selv og cand.mag. Emil Frederiksen måtte vide, hvad rummede.

– Antageligt skyldes den lange frist, at Johannes Jørgensen ville sikre sig, at de fleste af de personer, han skriver om i sine åbenhjertige dagbøger, er døde, når arkiverne åbnes, siger Stig Holsting. Han fortæller, at digteren havde et kompliceret forhold til kvinder. Det er, som om ungdommens første, rå seksuelle erfaringer slår ham følelsesmæssigt ud af kurs. Med hensyn til bruddet med hustruen Amalie, mener Holsting, at en medvirkende årsag dog også kan have været konkrete problemer med, at Johannes Jørgensen i lange perioder var væk fra hjemmet på studie- og foredragsrejser, og at Amalie til sidst fik nok af børnefødsler og ægtefællens katolske nej til svangerskabsforebyggelse. Fru Jørgensen blev støttet i sit synspunkt af sin nære veninde, forfatteren Thit Jensen.

– Hvor ungdomsromanerne kan opfattes som Johannes Jørgensens tilbageskuende opgør med det moderne, moralsk uforpligtende, splittede og fremmedgjorte menneskeliv, bliver hans helgen- og rejselitteratur en vej til fordybelse i troen. Her sætter han sin egen ufuldkommenhed op over for det fuldkomne. Georg Brandes-kredsen dømte ham ude, fordi han blev bekendende kristen og udtrykte modvilje mod, at mennesket jagtede sin egen lykke på bekostning af andre. En dom, der har forfulgt hans forfatterskab siden. Undtagen i udlandet, hvor han er vores mest oversatte forfatter, næst efter H.C. Andersen. Men noget tyder på, at billedet er ved at vende. Interessen for Johannes Jørgensens liv og værk er stigende i disse år, siger Stig Holsting.

Stig Holsting forbereder i øjeblikket en antologi, sammen med en række andre Johannes Jørgensen-kendere, om Johannes Jørgensens opgør med kulturradikalismen, om hans konversionshistorie, hans helgenbiografier med mere. Bidragyderne er blandt andre udenrigsminister, dr.phil. Per Stig Møller og kulturredaktør på Weekendavisen, dr.phil. Henrik Wivel.

Sidstnævnte har ved flere lejligheder beskæftiget sig indgående med Johannes Jørgensens forfatterskab og indflydelse på dansk kulturliv. På spørgsmålet, hvad der skulle få en læser til at gå ombord i Johannes Jørgensens bøger i 2006, siger han:

– Johannes Jørgensen har skrevet nogle af de mest enkle, musikalske og smukke digte i dansk litteratur. Ved siden af Johannes V. Jensen og Thøger Larsen er han den bedste til at beskrive det danske landskab og den danske natur. Måske netop fordi han var en pilgrim, en rejsende, en europæer, der i kraft af sin mangeårige udlændighed fik en særlig sensitivitet over for sit hjemland. Endvidere er hans syvbindsværk "Mit livs legende" et helt enestående stykke kulturhistorie og bærer – som andre af hans essay – vidnesbyrd om dansk og europæisk kultur omkring år 1900. Det er også et nådesløst selvopgør, som er både spændende og rystende at følge, en klassiker i dansk litteratur.

Henrik Wivel minder om, at Svendborg-digteren fra 1890'erne blev primus motor i en kulturel fornyelse, der, ligesom den, hans store forbillede Georg Brandes havde stået for i 1870'erne og 1880'ernes såkaldte moderne gennembrud, fik åbnet dansk kultur mod Europa. Som publicist og litteraturkritiker havde Jørgensen samme følsomhed og blik for det interessante som Brandes, og det lykkedes ham på mindre end 10 år at bringe det københavnske kulturliv i vital dialog med tidens væsentligste, europæiske, symbolistiske og modernistiske strømninger.

– Men den sjælelige splittelse hos tidens kunstnere vækker efterhånden en stærk længsel i Johannes Jørgensen, der rækker ud over det jordiske liv og ind i evigheden. Han lancerer tidsskriftet, Taarnet, med redaktion og mødested i hans lejlighed på kvisten af hjørnet H.C. Ørstedsvej og Kastanievej på Frederiksberg. Her samles Sophus Claussen, Ingeborg og Viggo Stuckenberg, Sophus Michaelis, Thor Lange, Svend Hammershøi, J.F. Willumsen, Mogens Ballin og andre fra 1890'ernes unge kulturliv. Et broderskab der for en stund har fodslag om en fælles sag med at definere tidens stil på tværs af de kunstneriske genrer. For Jørgensen bliver symbolismen i digtning og billedkunst i første omgang et alternativ til det moderne gennembruds gudløse evangelium. Symbolismen er troen på en metafysik, en anden verden, et hinsides. Den sande kunstner er nødvendigvis symbolist, mener Jørgensen, for hans sjæl genkender "bag de timelige Ting den Evighed, hvoraf hans Sjæl er udsprungen," siger Henrik Wivel.

Men den symbolistiske skønheds- og åndsdyrkelse tilfredsstiller ikke Johannes Jørgensens religiøse søgen. Han mangler Guds kærlighed og tilgivelse. Konversionen til katolicismen blev ikke en trylleformel, der med et slag befriede ham for tvivl og indre kampe. Der skulle gå år, inden han fandt den fred, han søgte. Men den gamle Adam sled stadig i ham nu og da. Hvor meget vil arkiverne på Det Kongelige Bibliotek måske snart afsløre. Mens vi venter, kan vi for eksempel slå op i Højskolesangbogen på digterens sommersang fra 1891 "Nu lyser løv i lunde" til melodi af Carl Nielsen.

boas@kristeligt-dagblad.dk

På Selskabets hjemmeside www.johannesjorgensenselskabet.dk kan man læse mere om aktiviteterne i forbindelse med 50-året for digterens død.