888888
Af Claus Grymer
Hvilken funktion har et transformatortårn dog på en næsten vinter- øde strandbred? Ingen som helst.
Og dette er netop pointen. Transformatortårnet, en hyppig rekvisit i maleren Poul Anker Bechs billeder, minder om en sammenhæng, der var engang. Nu er kun fragmenterne tilbage. De har ingen steder at være mere, men er her alligevel. Ofte på helt forkerte steder. Men alle steder er forkerte. I den herskende meningsløshed findes ingen reservater for mening. Civilisationen er som en losseplads ved afgrundens rand. Helt derud kommer vi med Bechs værker.
Det er der lejlighed til på Randers Kunstmuseum, der viser udstillingen "Det Tabte Land" bestående af de mest monumentale malerier fra Poul Anker Bechs produktion – der ophørte med hans selvvalgte død i 2009. Mange af billederne præsenteres hermed offentligt for første gang. Det samlede antal værker er ikke overvældende, men det er til gengæld deres formater. De tyste hvide rum opfordrer til fordybelse i hvert enkelt. Og dette er om ikke en fornøjelse, så i hvert fald givende. På den dystre måde.
Trods den enerådende pessimisme er billederne imidlertid aldrig entydige eller forudsigelige. Tværtimod. Til stadighed udfordres man af det magiske og gådefulde i Bechs realisme, der drillende og ikke mindst foruroligende følges tæt af surrealismen – samt til tider af humor, men altid en humor dyppet i mørke. Kunstneren gav aldrig sine finurligheder fri fra det melankolske – eller fra det, der er værre. Ingen af de tøvende smil fører væk fra afgrunden: den er under alt og alle.
Man kan lade, som om den ikke er der. Måske ved at koncentrere sig om et arbejde, der engang havde et formål – som i "Asfaltserenade" (2002), hvor en vej er ved at blive asfalteret, skønt der tilsyneladende ikke er ret meget andet tilbage af verden end den vej, svævende mellem tomheden både oppe og nede. Som en ø midt i ingenting.
Titlen på udstillingen er også titlen på et af Poul Anker Bechs hovedværker, et triptykon, der samler en række af hans centrale motiver. Det blev til i årene 2003-05 og udgøres af billederne "En vinter lang", "I drift" og "Sommernat". Det er et rigt værk, som man ikke ser sig færdig på, uanset hvor længe man bliver stående foran det.
Inspireret af blandt andre Johannes V. Jensen betegnede den meget belæste kunstner motivet som "den nordiske gåde om det tabte land". Han mente, at mennesker i vores del af verden er drevet af en længsel og søgen efter "det tropiske lykkeland, som fandtes i Norden før Istiden, og som har afsat sit blivende aftryk i nordboens sjæl" – således formuleret af Randers Kunstmuseums leder, Finn Terman Frederiksen, i dennes store, dybdegående bog "Det tabte land. Poul Anker Bechs billedverden", der er udkommet i forbindelse med udstillingen. Længslen har – efter kunstnerens vurdering – gjort livet i Norden til en stadig vekslen mellem erindring og forventning, altså til en stadig bevægelse i tiden. Angiveligt i modsætning til Sydens menneske formår det nordiske ikke at hvile i nuet og søger – ansporet af en udlængsel, der samtidig er en slags hjemlængsel – bestandigt på eventyr i fjerne egne. Måske vil det en skønne dag gense sin drøm som skinbarlig virkelighed.
Denne filosofi bag billederne kan sagtens anfægtes. Derimod kan det ikke anfægtes, at den har ført til stor kunst. En troværdig kunst på sine egne præmisser.
Transformatortårnet på strandbredden indgår i første del af triptykonet – sammen med en gyllevogn, hvis hældning røber dens havari. Endda lige ved tårnet: koncentreret meningsløshed under truende skyer. Som så ofte hos Bech hælder også horisonten. Her dog kun i lettere grad. Men tendensen er alligevel tydelig nok: verden er ved at kæntre – med transformatortårne og gyllevogne. Og alt det andet, der nu bare er skrammel. Til højre i billedet venter afgrunden som et hav af nat.
I triptykonets midterste billede, "I drift", ses til venstre en række personer, der kunne være turister på vej mod sydens sol, hvis varme, gyldne lys, der strømmer dem i møde, da også virker meget tillokkende. Afgrunden, som de går langs, bekymrer dem tilsyneladende ikke. Og de vender alle ryggen til forgrundens besynderlige brune skikkelse, der måske er på vej op fra afgrunden – eller måske er ved at styrte ned i den. Det tredje billede, "Sommernat", skildrer – med Poul Ankler Bechs ord – "den drømmende danske sommernat, der lige så stille driver af sted og næsten ikke er her længere". Gådefulde er de antydede skikkelser i forgrunden omkring et bål. Hvem er de? Hvad sidder de der for? I hvert fald ikke for at opleve romantisk lejrbålsstemning. Måske er de sammen med de to ensomme måger de eneste overlevende i en sammenbrudt verden. Den forfaldne gård i baggrunden kunne være en ødegård. Ligesom alle de andre gårde, der endnu ikke har overgivet sig til afgrunden af skyer.
Poul Anker Bech opererede med begrebet "solnedgangssentimentalitet". Det er den, han langer ud efter i "Efterårsmail fra en kabeltromle" (2007). Den gammeldags klædte kvinde, der sidder ved havet med sin bærbare computer, kan få beskueren til at tænke på kunstens klassiske Skagensidyller – for straks efter igen at forlade dem. Fordi så meget kommer i vejen for tankens nostalgiske flugt, først og fremmest kabeltromlen og den besørgende hund. I øvrigt synes denne at være ene om at have blikket rettet mod solnedgangen. Men det er – må man formode – et noget indadvendt blik.
På udstillingen er billedets kabeltromle ikke alene. En identisk – og virkelig – er anbragt ved siden af. Et kuriøst, men overflødigt påfund, der snarere distraherer end uddyber oplevelsen af værket. Det er da heldigvis heller ikke et påfund, der er karakteristisk for den samlede præsentation.
Poul Anker Bech: Det Tabte Land. Randers Kunstmuseum, Kulturhuset, Stenmannsgade 2, 8900 Randers. Åbent tirsdag-søndag 10-16. Vises indtil den 20. februar.
