“Solvej Balle leverer med ‘Om udregning af rumfang’ et mesterværk til tiden. Værket er Solvej Balles store comeback, ikke bare til dansk eller nordisk skønlitteratur, men til europæisk skønlitteratur.”
Sådan lyder et par linjer fra motiveringen af Nordisk Råds litteraturpris 2022, der tirsdag aften – mens mange var optaget af valget – blev tildelt danske Solvej Balle i musikhuset i Helsinki, Finland. Hun modtager sensationelt prisen for de tre første bind af en planlagt serie på syv. Så løfterigt finder juryen altså de første dele af værket om en kvinde, der igen og igen gennemlever dagen den 18. november. Hun oplever ikke ugernes, månedernes og årstidernes skiften, ligesom menneskene omkring hende ikke ældes.
Det er bemærkelsesværdigt, at et stykke spekulativ fiktion, som sjældent nyder litterær anerkendelse, modtager prisen. Ligesom det altså er bemærkelsesværdigt, at Balle får prisen – foran romaner af blandt andre svenske Kerstin Ekman og norske Linn Ulmann – for et end ikke halvt gennemført værk. Men endnu mere opsigtsvækkende er det, at udmærkelsen går til en selvudgiver. Trods et eksklusivt bagkatalog med storroste og oversatte titler udkommer 60-årige Balle nemlig ikke på et af de store etablerede forlag og er dermed udtryk for den kolossale forandring, det danske litteraturlandskab har undergået de seneste år.
I 2017 modtog Kirsten Thorup Nordisk Råds litteraturpris for “Erindring om kærligheden”, der udkom på Gyldendal. Mens den næste danske modtager, Jonas Eika i 2019 for “Efter Solen”, udkom på det lille forlag Basilisk, der nok støttes af Gyldendal, men har egen selvstændig redaktion. Og nu er det altså Solvej Balle, der prises for “Om udregning af rumfang”, der udkommer på hendes eget forlag, Pelagraf.
De tre tildelinger skitserer en sigende bevægelse fra stort forlagshus over et lille hyper-litterært kælderforlag og frem mod en forfatter, der selv står for hele processen. Fra spæd idé til trykt bog.
Tidligere var det første vejen frem for en rigtig forfatter. Kun de store forlag udstrålede lødighed og seriøsitet, og udkom man på et lille forlag var det typisk efter at være blevet afvist af først de store og så de mellemstore. Gik det helt galt, ja, så kunne man selv gøre det. En ofte lidt tragikomisk insisteren på at udgive, hvad der ikke burde udgives.
Sådan er det på sin vis stadig: Små forlag og selvudgivere er ofte lig med bras. Men samtidig er der en parallel forlagsvirkelighed, hvor en stribe små forlag udgiver fremragende litteratur – for eksempel Kronstork, Amulet, Asger Schnacks Forlag, OVO press – og hvor det blandt forfattere regnes for lige så cool at udkomme som på de store forlag. Mindst.
Med Nordisk Råds litteraturpris til Solvej Balle har udviklingen nået sin kulmination. En selvudgiver fra Ærø i spotlyset i Helsinki. Udpeget af en kræsen litterær jury. Det er en skelsættende begivenhed i ikke bare prisens historie, men i den grad også i dansk litteratur. At der er en vej fra “eget forlag” til en så højt estimeret udmærkelse. Men det kræver selvsagt en klasseforfatter som Balle, der har valgt at gøre det hele selv, og ikke er blevet tvunget til det efter afslag på afslag. Men fordi hun, som hun tidligere har forklaret, ikke orker det store kommercielle maskineri.
Så det kan da godt være, prisen er en misforstået opmuntring til landets mange lidet talentfulde forfattere. Men den er helt sikkert et vink med en vognstang til de store forlag med tusinder af tandhjul og frygtelig travlt. Som Balle vinker til med sin suveræne selvudgivne prosa.
Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.