Prøv avisen

Stor svensk børnebogspris går til sydkoreansk forfatter

Den sydkoreanske illustrator Baek Heena får årets Almapris på fem millioner svenske kroner. Når hun arbejder med sine bøger, bygger hun små miniature-verdener. I den seneste bog, der har den engelske titel "I am a dog", har hun bygget 50 små hunde i ler. Foto: 10090 Claudio Bresciani/Tt/Ritzau Scanpix

Med børnebogsprisen Alma, der gives til minde om Astrid Lindgren, følger fem millioner svenske kroner.

Almaprisen i Sverige, der populært kaldes børnebøgernes nobelpris, tildeles i år den sydkoreanske børnebogsforfatter Baek Heena.

Med prisen, der gives til minde om Astrid Lindgren, følger fem millioner svenske kroner (knap 3,4 millioner kroner).

Det oplyser Astrid Lindgren Memorial Award (Alma).

I Danmark er Baek Heena endnu ukendt for de fleste. Men i Sverige er en af hendes bøger udkommet på svensk med titlen "Molnbullar", som nogenlunde kan oversættes til "skyboller".

Bogen er blevet en stor succes både i Sverige og i andre lande.

Baek Heena er i dag en af Sydkoreas mest kendte billedbogskunstnere med 13 bøger bag sig.

Uddelingen af Almaprisen skulle have fundet sted i Koncerthuset i Stockholm den 1. juni. Men på grund af coronaudbruddet er ceremonien nu udskudt til en endnu ikke fastsat dato.

/ritzau/TT