Prøv avisen
Bog

Når nazi-kortet trækkes i den filosofiske kamp

5 stjerner
Hvis Martin Heidegger, som her er fotograferet i sit hjem i 1968, virkelig var dybfølt nazist, hvorfor skiltede han så ikke lidt mere med det i de mange år, hvor nazisterne regerede i Tyskland? Det er et af mange relevante spørgsmål, som Hans Hauge stiller i sin bog. Foto: Ullstein Bild/Polfoto

Hans Hauge har skrevet en livlig, kaotisk, fortællende og anekdotisk bog om Martin Heidegger, men hovedtesen er klar nok: Det 20. århundredes store filosof var kun en meget lille nazist

Hans Hauge, der nok ikke behøver nærmere præsentation i disse spalter, blev i 1992 dr.phil. på en disputats om K. E. Løgstrups liv og tænkning, og hans nye bog ”Løgstrup, Heidegger og nazismen” kan ses som et supplement til denne. Man følger tæt Løgstrups studieophold i Tyskland i første halvdel af 1930’erne, og man får især mange oplysninger om Løgstrups vidtforgrenede svigerfamilie, som han giftede sig til gennem sin tyskfødte hustru, Rosemarie Pauly.

Anledningen til bogen er helt aktuel. Den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976), der var en af Løgstrups vigtigste filosofiske læremestre og også én, han respektfuldt holdt opgør med, er igen sat til heftig debat. Det har altid været kendt, at Heidegger var medlem af det tyske nazistparti og også i en kort periode som universitetsrektor i årene 1933-34 agiterede for det nye Tyskland under Føreren. Var Heidegger nazist? Konsekvent og dybtfølt? Eller var det en kortvarig raptus, en grille? Det er ikke et ukendt fænomen, at intellektuelle kan være politisk ”letantændelige”. Var det måske snarere opportunisme og karrierepleje? Eller et behjertet forsøg på at værne om universitetet i en svær tid?

Debatten har kørt med mellemrum siden krigen uden for alvor at antaste Heideggers filosofiske ry, men den er intensiveret i de senere år, hvor hans private optegnelser (de såkaldte ”Schwarze Heften”) bliver udgivet og angiveligt skulle vise, at det står så meget værre til end før antaget med Heideggers anti-semitisme, at selv tidligere svorne støtter nu begynder at falde fra.

Det er dette højspændte, historiske og principielle felt, Hauge intervenerer i. Kan man tillade sig stadig at læse Heidegger og anerkende hans filosofi med denne nye viden, eller bør han udvises af åndshistorien? Få det røde kort eller rettere: nazi-kortet?

Bogen er skrevet i en meget speciel stil og bærer ikke uden grund den lange undertitel ”Biografier, diskussioner, erindringer, polemikker og anekdoter”. Hauge skriver fortællende, snakkende, sladrende, gisnende. Man kan ikke altid helt se, hvor han henter sine oplysninger fra, og hvor vi lige nu befinder os.

Det er velkendt, at Hauge ikke bryder sig meget om nutidens universitet, og bogen er nærmest vellystent skrevet på en måde, der ville sende mange akademiske bedømmere (de såkaldte ”peers”, der laver ”peer reviews”) i kunstig koma af raseri og forargelse.

Jeg lader mig kun irritere i det små, og selvfølgelig er det krukkeri, når Hauge påstår, at man kan læse bogens små kapitler i helt vilkårlig rækkefølge.

Men for at få det fulde udbytte af bogen, skal man være meget interesseret i især tysk universitetshistorie før Anden Verdenskrig og i aarhusiansk universitetsliv på ikke mindst Det Teologiske Fakultet efter krigen. Og selv med disse forudsætninger kan en del oplysninger forekomme noget perifere.

Men Hauge stiller en stribe gode og indlysende spørgsmål bogen igennem.

Hvorfor talte Løgstrup og hans kone aldrig om Heideggers nazisme? Hvorfor tog de ikke efter krigen afstand fra Heidegger? Løgstrup var immervæk med i modstandsbevægelsen, og Rosemaries jødiske slægtninge i Tyskland var udsat for forfølgelser. Det logiske svar ifølge Hauge er, at de ikke opfattede ham som nazist. Og det er også forklaringen på, at så mange antinazister og jøder frejdigt og uden forbehold blev ved med at omgås Heidegger.

Og videre: Hvis Heidegger virkelig var dybfølt nazist, hvorfor skiltede han så ikke lidt mere med det i de mange år, hvor nazisterne regerede i Tyskland? Som Hauge siger, ville det svare til at gå meget stille med, at man var marxist-leninist i det hedengangne DDR. Og hvorfor var der mange nazister den gang, også ”tænkere”, som ikke regnede Heidegger for nazist?

Hauge indkredser et par paradokser: Det er af en eller anden grund ”nemmere” at blive regnet for nazist her mange år efter, end det var, dengang nazisterne faktisk bestemte. Og det er også, som det bliver mere og mere alvorligt, som tiden går, at man måske kunne mistænkes for at være nazist. I dag er man i chok over Heidegger, dengang tog man det hele mere afslappet. Det er, fordi sandheden først nu endelig kommer for en dag, vil nogen sige. Men det forudsætter, at Heidegger har været mest nazistisk i ophøjet ensomhed og kun betroet det til sine private optegnelser. Eller at en masse mennesker har konspireret med ham om at holde det skjult, også selvom det var i modstrid med deres egne holdninger. Hauge konkluderer:

”Det er ene og alene, fordi Heidegger er den største filosof i det 20. århundrede, at man med et forstørrelsesglas ser på hans nazistiske raptus.”

I sidste ende er Hauges tese nok, at der ikke er så meget forskel på Heidegger-debatten og så dette at trække nazi-kortet i debatten på de sociale medier. Dem, man er politisk uenige med eller af andre grunde ikke bryder sig om, er nazister. De vil måske ikke selv anerkende det, men de er nazister i en eller anden objektiv forstand eller i hvert fald skyldige ved association, de kan let gå hen og blive det.

Når man hævder, at Heidegger var (dybfølt) nazist, er det, fordi man ikke kan fordrage hans filosofi og alt det, der kan forbindes med den såsom fænomenologi, eksistensfilosofi, hermeneutik, dekonstruktion og så videre. Det er en brutal værdikamp på universitetet, det er de lange knives nat blandt de lærde, det er udtryk for en generel mistænkeliggørelse (djævleuddrivelse) af store dele af det klassiske humaniora og af teologien, der kan bane vejen for ”rigtig videnskab”, det vil sige neo- naturalisme, neodarwinisme, hjerneforskning, neo- positivisme og så videre.

Hauge maler fjendebilledet meget voldsomt op, og selvom jeg ikke vil følge ham så langt, er der grund til at være på vagt over for brug af nazi-kortet i filosofihistoriske debatter. For hvis Heidegger var nazist, er hans filosofi så også nazistisk, og hvad så med alle hans elever og for den sags skyld også forgængere? Jeg husker selv fra min studietid, hvordan datidens marxister kunne dømme ganske mange tænkere ude, fordi de var småborgerlige, præfascistiske, irrationalister eller andet, der skulle antyde association med det absolutte onde, nazismen. Som på gamle fotografier fra Stalins Sovjet, kunne det ende med, at den ene efter den anden skulle retoucheres ud af åndshistorien. Eller at historien løbende skulle skrives om som i George Orwells ”1984”.

Jeg er hverken ekspert i Heideggers filosofi eller i debatten gennem tiderne, men Hauges argumentation virker overbevisende. Metodisk må man adskille person og sag: En filosof eller en forfatter kan være nok så moralsk eller politisk betændt. Det smitter ikke nødvendigvis af på hans værk. Det kræver i hvert fald en analyse og en argumentation at godtgøre det. Det er ikke nok at trække kortet.

Men det forbliver, også efter læsning af Hauges bog, stadigvæk gådefuldt, hvorfor Løgstrup og Rosemarie aldrig talte om Heideggers grille. En anden filosof, Hans Lipps, der var en endnu større inspiration for Løgstrup, og som han også gik til undervisning hos, blev SS-officer og faldt på Østfronten. Det blev der heller ikke talt om. Adskilte Løgstrup konsekvent person og tænkning? Eller mente han, at Lipps heller ikke var rigtig nazist? Blev det alt sammen pakket væk, fordi det var for uoverskueligt at tage fat på?

Løgstrup skrev, bortset fra enkelte essays, aldrig erindringer, hvor han fortalte om sit liv og sin tid. Vennen Hal Koch skosede ham for, at hans breve fra Tyskland i 1930’erne, var så filosofiske og upersonlige, at man ikke kunne se, hvilket århundrede de var skrevet i! Men han reagerede heftigt på studenteroprøret i Danmark og Tyskland i 1968. For en politisk betragtning var Løgstrup temmelig venstreorienteret i de år, men fanatismen i oprøret så han tindrende klart. Hauge fortolker det som en traumebestemt reaktion: Nu kom det igen, alt det, han havde oplevet i Tyskland i 1930’erne og måske ikke så klart nok i dets opkomst og sidenhen aldrig var vendt tilbage til.

Denne gang skulle han vide at sige fra i tide.