Professor og tidligere ærkebiskop af Canterbury Rowan Williams (født 1950) er en spændende og engageret teolog, som nyder international anerkendelse som forfatter, digter og oversætter.
I ”Gud med os” har han valgt at udfolde to af de største og vigtigste kristne begrebers betydning: korset og opstandelsen. Om korset hedder det, at det er et tegn på Guds transcendente frihed. Korset viser, at Guds kærlighed er fri og som sådan både almægtig og totalt sårbar. Ifølge Williams fører dette lige ind i hjertet af, hvorfor korset for mange kristne er så overbevisende et tegn på en både uudtømmelig, men samtidig sårbar kærlighed. Med et ord fra Thomas Aquinas ”tilskynder korset os til at elske, og det er derved, vi bliver tilgivet.” Store ord, smukke og værd at grunde over, hvilket der er lejlighed til efter hvert kapitel, som slutter med spørgsmål til refleksion eller diskussion. Om korset som tegn hedder det: ”Har der været øjeblikke i dit liv, hvor korset har brudt dine parader ned?”.
Til dem, som vil problematisere tanken om korset som offer, fordi det ikke passer helt godt med det billede af Gud, som Jesus formidler, hedder det: ”Vi glemmer undertiden, at vores jødiske og kristne forfædre ikke var nær så dumme og moralsk tykhovedede, som vi er tilbøjelige til at tro. De havde allerede fået øje på problemet.” De gamle jøder havde nemlig identificeret det problematiske ved offeret allerede før nytestamentlig tid. I Birgit Anks ellers udmærkede oversættelse hedder det om jøderne: ”De havde allerede konkluderet, at vi ikke på denne måde kan tale om at berolige Gud og hælde blod ud for at holde Gud glad.” At holde Gud glad er der ikke megen mening i – og hælde blod ud burde vel snarere oversættes med at ”udgyde blod”.
Men Williams understreger, at offerets inderste mening er: lydighed. Den største gave, vi ifølge Det Gamle Testamente kan give Gud, er vore hjerter, vore viljer, vore beslutninger – med andre ord vores lydighed. I den forbindelse nævnes en jødisk tradition, som taler om, at der findes 36 retfærdige, som er dem, der holder verden i gang. De 36, som vi ikke ved hvem er, holder med deres retskaffenhed og bønner verden oppe med en lydighed, som gør, at Gud siger: ”Jeg vil ikke opgive verden endnu”. Det er på den baggrund, at Jesu liv og død giver ”en smule mere mening”. Jesu offer er lydighedens offer. Hvert øjeblik af sit liv har han givet sit hjerte til Gud på en sådan måde, at Gud kan handle gennem ham uden afbrydelse.
I afsnittet om opstandelsen hedder det, at man mister sin teologi (ikke andet!?), hvis man ikke har en levende tro på opstandelsen. Jesus er levende som ”Gud med os” og aktiv i alt, hvad vi siger og gør. Ingen af de identitetsbærende handlinger i kirken – læsning af Bibelen, forkyndelsen af evangeliet, dåb, fællesskabet om brød og vin i nadveren – intet ville give den mindste mening, hvis ikke vi troede på Jesus som vores samtidige. Derfor læser kristne heller ikke Bibelen som en historisk kilde, men som et univers, de kan gå ind i, så Gud kan møde dem.
Afslutningsvis hedder det om bøn, at vi alt for let kommer til at tænke på bøn som en slags ”stormløb” mod himlen, hvor det gælder om at samle bønner nok sammen til at få Gud til at skifte mening, eller vi mener, at vi bør lave en masse larm, som tiltrækker hans opmærksomhed. Men hvis vi føres ind i en ny verden, det sted, hvor Jesus er, så er bøn i sin dybeste form ”at tillade Gud at virke i os”. Og til dem, som måtte være fyldt med bekymring angående deres bønsliv hedder det til trøst: ”Bøn er også at lade Gud være Gud”.
Østkirken spiller en stor rolle for Williams, og han slutter derfor også med at omtale en ikon, hvor Kristus henter Adam og Eva ud af graven. Om denne skriver han: ”Opstandelsen er ikke den lykkelige slutning på historien om Jesus: Den er historien om Gud, der taler i hjertet af mørket for at skabe liv af intet og at skabe menneskene, så de ligner ham og er bærere af hans billede”.