Store stjerner i tynd fortælling

Fortællingen er tynd som tankkaffe i Abba-Björn og -Bennys koldkrigsmusical, men Xenia Lach-Nielsen synger, så hjerternes jerntæppe falder

I rollen som den eksilerede Florence tilfører Xenia Lach-Nielsen forestillingen et strejf af charme, et scenisk nærvær og papfiguren en kærkommen følelsesfuld menneskelighed.
I rollen som den eksilerede Florence tilfører Xenia Lach-Nielsen forestillingen et strejf af charme, et scenisk nærvær og papfiguren en kærkommen følelsesfuld menneskelighed. . Foto: Rumle Skafte.

Lad det være sagt med det samme. Musicalen ”Chess” har sine medfødte problemer. Først er der fortællingen, der mildest talt er temmelig tyndbenet. At skulle skrue en historie om noget så stillesiddende som en skakturnering op til storslået dramatik er i sig selv et benspænd af de umiddelbart uoverkommelige. Og så hele denne koldkrigsoverbygning, som i bedste fald virker bizar og i værste fald som en papirstynd fernis af tyngde over en klichéfyldt kærlighedsfortælling.

I al sin eklatante enkelthed handler Abba-drengenes musikalske 1980’er-forestilling om verdensmesterskaberne i skak. De rivaliserende kræfter er på den ene side en stoisk russer og på den anden en slesk amerikaner. Linjerne er tegnet hårdt op som de sorte/hvide felter på et skakbræt.

Dog skal man ikke tage fejl. Undervejs lærer vi nemlig, at virkeligheden langtfra er helt så enkel, og at den rummer flere nuancer og farver end bare de sorte og hvide. Himmelråbende banalt er det.

Men selvom banaliteterne står i kø, fortællingen er tynd som tankkaffe, og musikken svinger i et ørehængende, men anstrengende felt mellem 1980’er-pop, opulente kærlighedsballader og operette tilsat elguitar, får ensemblet i Tivoli det alligevel sært nok til at fungere.

En afgørende årsag hertil er Xenia Lach-Nielsen. I rollen som den eksilerede Florence tilfører hun forestillingen et strejf af charme, et scenisk nærvær og papfiguren en kærkommen følelsesfuld menneskelighed. Foruden at synge helt uovertruffet; på én gang råt og følsomt med et imponerende register og med en overlegenhed i leveringen, er hun noget så sjældent som ægte troværdig. Et sandt scoop for den danske musicalscene.

Xenia sekunderes af rutinerede Stig Rossen. Som skakgeniet, russeren Anatolij, leverer Rossen en sikker præstation. Måske for sikker. Synge kan han dog utvivlsomt. Det får vi endegyldigt demonstreret, da han blæser os og alle forbehold bagover med hittet ”Anthem”. Desværre formår han aldrig rigtig at gøre et menneske af sin beklemte russer. Rutinen sidder som en tyngde i mimik og gestik og gør, at kærlighedsaffæren mellem ham og Florence får svært ved for alvor at leve. I det hele taget er de to et lidt umage match.

Scenografisk har man valgt at gå enkelt til værks, hvilket klæder den svulstige fortælling. Et lysende skakbræt-illuderende univers understøtter adræt de talrige sange om spil, skak og kærlighed, uden at kæmpe om opmærksomheden med de syngende. Hvad kostumer angår, er der noget ”Nordea After Dark” over de syngende jakkesæt. Lidt vel tykt i symbolsproget bliver det også, når den ulidelige amerikanerkliché til skakspilleren ”Trumper” partout skal iklædes kondisko og storblomstret, mens han skiftevis sniffer, drikker og tygger tyggegummi. Mindre kunne også gøre det.

Trods holdets dygtige indsats for at synge sig ind i selv det mest koldkrigskolde musicalhjerte er det svært at se bort fra de talrige klichéer. Og da Bjarne Langhoffs glatte skurk svulstigt synger sin hårde barndom ud, fordi virkeligheden jo ikke er så sort-hvid som skakbrættet, bliver det svært at være i skoene for bare krummede tæer.

Alligevel er det næsten umuligt at forestille sig en bedre og mere velsunget forløsning af musicalgenrens problembarn ”Chess” på en dansk scene anno 2018.