Prøv avisen
Koncert

Store symfonier i sikre hænder i Tivoli

5 stjerner
En flot aften i den gamle have, skriver Peter Dürrfeld om Tivolis Symfoniorkesters fortolkninger af Beethoven og Tjajkovskij. Modelfoto.

Dmitrij Kitajenko bød på klar Beethoven og glødende Tjajkovskij ved en koncert i Tivoli i København

Den snart 75-årige russiske dirigent med den imponerende hvide kunstnermanke Dmitrij Kitajenko har i årtier været en skattet gæst i danske koncertsale.

Og man følte sig helt tryg ved, at det var ham, der skulle dirigere Tivolis Symfoniorkester ved den sidste koncert i juni.

Programmet var lige så enkelt, som det var storladent.

Først Beethovens 5. symfoni i c-mol, som på grund af førstesatsens iørefaldende ”bankemotiv” almindeligvis går under navnet ”Skæbnesymfonien”, og efter pausen Tjajkovskijs sjette og sidste symfoni i h-mol, ”Pathétique”, som fik sin uropførelse i Sankt Petersborg kort tid inden komponistens død i slutningen af 1893.

Beethoven-symfonien var i sikre hænder med velvalgte tempi gennem alle fire satser.

Kitajenko er ikke en maestro, der forsøger sig med overraskelser i en af musiklitteraturens mest ikoniske klassikere, så det blev en fortolkning i stil med dem, han må være vokset op med i sin hjemby, Leningrad, hvor navnkundige dirigenter som Jevgenij Mravinskij og Kurt Sanderling i mere end én forstand slog tonen an.

Femmeren blev tolket klart, sikkert og veldisponeret.

Og Tivolis Symfoniorkester spillede, anført af koncertmester Jon Gjesme, denne juniaften anno 2015 glimrende, formodentlig markant bedre, end hvad et forfrossent publikum i Wien en kold decemberaften i 1808 kunne opleve, da en kolerisk og mere end halvdøv Beethoven dirigerede uropførelsen med et semiprofessionelt orkester.

Med Tjajkovskijs sjette stod det hurtigt klart, at Kitajenko var på hjemmebane.

Allerede i de indledende takter, hvor Kitajenko gav sig rigtigt god tid, og hvor solofagottisten Karen Lassen med sublimt spil anslog værkets tragiske karakter, følte man sig helt tryg.

Det store, romantiske sug var anslået, og det ændrede sig ikke i løbet af symfoniens fire satser - hverken under den valsende allegro con grazia eller den flotte marchlignende tredjesats - der begge mindede os om, hvor stor en balletkomponist Tjajkovskij var - og da slet ikke i den glødende og dybt tragiske finalesats, der med rette bærer betegnelsen adagio lamentoso.

Man forstår, at Tjajkovskij om denne symfoni skal have erklæret: ”Jeg elsker den, som jeg aldrig før har elsket en af mine kompositioner.”

En flot aften i den gamle have.

kultur@k.dk