Nogle instruktører dvæler ved karaktererne og lader pauserne tale, mens andre sværger til tempo, intensitet og en evig strøm af visuelle kicks.
Baz Luhrmann hører til i sidstnævnte kategori og har skabt trængsel i alverdens biografer med titler som “Romeo + Juliet”, “Moulin Rouge!” og “The Great Gatsby”. Men hvor instruktører med lignende temperamenter gerne gør sig i actionfilm, er Luhrmann – som tolkningerne af Shakespeare og Fitzgerald indikerer – interesseret i den store dramatik og kunst. På den måde er Luhrmann en ener, der både ønsker at levere vitaminer og popcorn til sit publikum.
Man gør dog klogt i at forvente mest af det sidste, meget luft og en lille smule smag, og det gælder også “Elvis”, hvor Luhrmann fortæller historien om den unge Elvis Aaron Presleys dragning mod sort musik, og om hvordan en vis "Oberst" Tom Parker i 1955 øjner muligheder for stor indtjening i den flotte hvide fyr, der synger og spiller rock’n’roll. Her er der, tænker han, penge at tjene på begge, skarpt opdelte befolkningsgrupper.
Obersten (Tom Hanks) er nu ikke oberst, men en tidligere cirkusdirektør med sans for salgbare illusioner. Sådan én mener han også, Elvis (Austin Butler) er, og samarbejdet gør ham i løbet af de næste årtier til en af klodens største stjerner.
Det er dog en djævlepagt, for hvor Elvis får en verden af tilhørere og tilbedere, kræver det offer på offer. Parker forlanger eksempelvis, at han – efter en tid at have givet de unge kvindelige koncertgængere noget, der ligner spontane orgasmer med sine hoftevrid – skifter stil.
Parker ser nemlig en større indtjening i ufarlige julesange og flødebollede shows for velhavere. Og da Elvis ønsker at turnere i Tyskland og Japan, da han drømmer om en anden frihed med sange som “That’s Alright, Mama” og “Hound Dog”, binder Parker ham – uden hans vidende – til en aftale med International Hotel i Las Vegas. Her kommer han til at give koncerter de næste fem år og her begynder nedturen, der varer frem til hans død, bare 42 år gammel.
“Et guldbur”, kalder Elvis hotellet uden at vide, hvor sørgeligt sandt det skal blive. Og som årene går, og Parker spinder Elvis stadig længere ind i sit spind, forlader hustru Priscilla (Olivia DeJonge) ham, og ensomheden, misbruget og selvparodien tager til.
“Elvis” er en typisk biopic og samtidig en fortælling om, hvordan kunst og kommercialisme indgår i en uhellig alliance, og om forræderi og kynisme. Og hvor Parker altså repræsenterer alt det onde, alt det ødelæggende. Virkelighedens Parker blev da også sagsøgt af Presley-boet, mens Elvis, ja, nu står tilbage som et offer for tiden og omstændighederne.
Kurt Cobain, Amy Winehouse og adskillige andre har lidt lignende skæbner i den vestlige populærkultur, der har det med at æde sine egne børn. Det er en tanke, der melder sig mod slutningen af den 159 minutter lange, men konstant stakåndede “Elvis”, hvor Luhrmann stresser lærredet med sine efterhånden velkendte tricks: tiltede og roterende kameraer, flittig brug af split-screen, hurtige klip og optagelser med forskellige farvetoner og teksturer.
Luhrmann er en Oliver Stone uden paranoia, kunne man sige, men han lægger intet nyt til historien om Elvis eller den tid, han levede og døde i. Filmen er virtuos rent teknisk, den er melodramatisk som en opera, og den er spektakulær i snart sagt hver eneste koncertscene, men begraver også sine eventuelle indsigter i alt dette.
Luhrmanns film er på mange måder som flere timer lange musikvideoer fra MTV-æraen. Ikke ét kedeligt øjeblik. Hvilket ironisk nok gør filmene en smule kedelige. Hvilket igen er ironisk, idet det synes at være Luhrmanns største frygt. At kede.
Tom Hanks får heller ikke mulighed for at løfte “Elvis”. Oberst Tom Parker forbliver en flad karikatur på et grisk menneske. Men Austin Butler er god som Elvis og formår både at skildre den unge, farlige, supersexede sanger med det hypnotiske underliv og det storsvedende, kvabsede ædelsten-pyntede jumpsuit i guldburet.
Det er godt gjort. I endnu en Luhrmann film, hvor det er svært at trække vejret. Også selvom man som Butler har hovedrollen.
Elvis. Instruktør: Baz Luhrmann. Medvirkende: Austin Butler, Tom Hanks m.fl. Premiere over hele landet.