Biografi om Storm P. er en imponerende skildring af livet som "danmarkshistoriens morsomste mand"

Med sin gennemresearchede biografi har Peter Borberg leveret en imponerende bedrift

Tegning af Robert Storm Petersen

Litteraturmagister Peter Borberg har længe været bjergtaget af Robert Storm Petersen, og med sin omfattende biografi begrunder han hvorfor. Det er blevet en detaljeret og gennemresearchet levnedsskildring af danmarkshistoriens morsomste mand, som han kaldes.

Storm P. skulle egentlig have været slagter, men han valgte i stedet kunsten, og han beskriver selv karriereskiftet i et digt, der formelig runger af eksistentiel resoluthed: ”Den hånd er hvid- / som før var rød- / Den hånd gi’r liv- som før gav død.”

Storm P. havde arvet anarkistiske træk fra den iværksætterkultur, han var vokset op i, så er fordøren låst, springer han om til bagdøren, og er der også lukket der, kryber han ned gennem skorstenen. Borberg understreger, at det er mødet med arkitekten Thorvald Bindesbøll, der bliver vendepunktet i Storm P.’s liv. Bindesbøll forstod, at der bag falbeladerne og de skøre påfund befandt sig et utvivlsomt talent med strejf af det geniale, som Storm P. måtte udvikle på egen hånd.

Et vendepunkt i privatlivet bliver mødet med Lydia Clementine Angelica Pfeiffer, der siden blev kaldt Mads, fordi hun var så uforsigtig i Storm P.’s selskab at udbryde: ”Ellers må I kalde mig Mads.” Den 18-årige Storm P. forelskede sig heftigt i den 41-årige kraftige slagterkone, og de holdt sammen i lyst og nød indtil Mads’ død mange år senere. Storm P. var dog også forelsket i andre kvinder undervejs, og mest opsigtsvækkende er det, at Storm P. lærer sin anden kone at kende, fire år før Mads dør.

Storm P. prøvede ikke at bilde sig selv og andre ind, at han lige så godt kunne have god som dårlig samvittighed over at have brudt det sjette bud. Storm P. fastholdt sin dårlige samvittighed og dermed også det personlige ansvar, selvom en og anden venlig sjæl sikkert har søgt at lette den. For han var vokset op med kirkegang, og han kendte til den etiske fordring. Det er derfor en svaghed i biografien, at Borberg ikke berører Storm P.’s forhold til kristendommen nævneværdigt, skønt humoristen i tegninger, breve og interviews tydeligvis tilkendegiver, at det er den åndsmagt, han bygger sit liv på.

Til gengæld får vi god besked om de kunstneriske inspirationskilder, hvor maleren Edvard Munch nok er den mest kendte. Storm P. blev med tiden selv en meget kendt multikunstner, men ifølge Borberg ville Storm P. langt hellere have været anerkendt som kunstmaler.

Megen plads bliver brugt på at skildre de udmattende turneer, hvor nye festlige ord konstant fødtes på Storm P.’s læber. Bertolt Brecht standsede engang en snakkesalig skuespiller i opløbet. Klap i og vis det, sagde Brecht. Det samme kunne man udbryde under læsningen af disse kapitler af biografien. For sjove har Storm P.’s optrædener utvivlsomt været, men den mest morsomme episode, Borberg gengiver, er, da nogle tilhørere forlader en forestilling i utide, og Storm P. spontant udbryder: ”Ingen panik – kvinder og børn først.”

Som skuespiller medvirkede Storm P. i opsætningen af ”Dronning Margrethe”, hvor han skulle spille majestætens døde søn, men Storm P. havde malet ansigtet hvidt, læberne røde og næsen sort og placeret en dampende kridtpibe i munden, og da dronningen åbnede kisten, hvislede Storm P. ”bøh!”. Oda Nielsen, der spillede dronningen, blev forskrækket og knaldede låget i, men tog siden hævn ved at sætte sig på kistelåget efter tæppefald.

Storm P. hørte til de ulyksalige, der skabte inflation omkring sine præstationer. Han skulle overgå sig selv og arbejdet med at stampe ord og billeder – ikke op af jorden, men – op og ud af den træge bevidsthed, hvilket var en udmattende øvelse. I perioder blev Storm P. trist, hans nerver kom i uorden, og med smerte måtte hans venner være vidner til det tungsind, der greb ham. Men som levende blikfang var han alligevel her og der og allevegne med pibe, blink i øjet og komiske kommentarer, skønt han ikke altid imødekom den verdensomspændende opmærksomhed i de danske medier. Med forvrænget stemme forsøgte Storm P. at affeje journalister i telefonen: ”Næh… hr. Petersen er ikke hjemme. Han står nede i gården og pumper cykel, og der er ingen ventilgummi, så det kan godt vare nogen tid.”

Storm P. forsøgte sig derfor med en ny karriere i USA i 1919, men vendte skuffet tilbage til Danmark, hvor han tre år senere lancerer sin mest berømte tegneserie, nemlig Peter og Ping i BT. Det skaffede ham store indtægter, og det satsede Storm P. også på, at medlemskabet af det nazistisk influerede Nordische Gesellschaft skulle gøre.

Efter krigen blev medlemslisten over Nordische Gesellschaft fundet, og dagbladet Information nævnte, at Storm P. havde været medlem, men ellers fik medlemskabet intet efterspil. Og en bevæget Storm P. fik i begyndelsen af 1949 overrakt Ridderkorset af kong Frederik med ordene: ”Tak for alt, hvad De har været for nationen.”

Få måneder senere drog Storm P. sit sidste åndedrag, men det er vitterlig lykkedes Borberg undervejs at skildre alt det, som Storm P. indtil da havde været for nationen. Hans biografi er en imponerende bedrift om et liv spækket med nerver, med præstationsangst og med lavmælt jubel, når tingene lykkedes.