"Små skikkelige altertavler" kaldte Storm P. sine billeder. Og så gav han ellers ordet til vagabonder og klovner, der intet har og intet skal have sagt – og derfor kan sige alt. Individer, der tør sætte foden frejdigt på jorden under en ren, blå himmel. Som midt i mørket og ondskaben giver os glimt af lys og fortrøstning og minder os om, at menneskelivet er en kompleks affære.
Ved et besøg på det lille Storm P.-Museum over for Frederiksberg Kirke, nær indgangen til Frederiksberg Have i København, står det hurtigt klart, at der er masser af hentydninger til kristendom og kirke i Storm P.'s kunst.
– Storm P. overrendte ikke kirkerne, men bevarede troen på, at Guds nåde er større end den jordiske retfærdighed. Og hver dag takkede han Gud for livet, siger museets direktør, kunsthistoriker Jens Bing til Kristeligt Dagblad.
Han tilføjer, at mange præster holder af at komme forbi og kigge på Storm P.'s præstebilleder. Især dem, hvor Storm P. er hård ved dem og for eksempel fremstiller dem som velnærede levemænd med ryggen til den lidende Kristus på korset. Det religiøse aspekt hos Storm P. er også med i Jens Bings store værk fra 1985 "Maleren Storm P.", som Politikens kunstanmelder kaldte "en af de dejligste kunstbøger, der nogensinde er lavet i Danmark".
Bing tiltrådte jobbet i 1977 og byggede Storm P.-Museet op fra bunden. Siden har han været utrætteligt optaget af at lodde dybderne hos vores store danske kunstner, satiriker og humorist. Jens Bings forskning i Storm P.'s liv og værk bygger primært på efterladte malerier, tegninger, dagbøger, bibliotek, scrapbøger, breve, inventar med videre fra Frederiksberg-villaen på Asgårdsvej 17, hvor Storm P. boede fra 1934 til sin død i 1949.
Hjemmet hos hustru nummer to, Ellen, var ifølge en gæst præget af proper præstehjemshygge, iblandet Storm P.'s krasse skildringer af prostituerede og andre ringeagtede eksistenser. Jens Bings arbejde har beriget os med et langt mere facetteret portræt af Storm P. end billedet af den hyggelige og elskelige, piberygende humorist. Storm P. var også vægelsindet og splittet. Han kastede sig ud i tegning, maleri, digtning, gøgl, fortælling, film, skuespil, fotografering med mere og kunne komme i mismod og dyb tvivl om, hvad han ville med sine evner.
En Amerikarejse i 1919 blev for eksempel ikke det kunstneriske og arbejdsmæssige eventyr, han havde forestillet sig. Fra drengeårene havde Amerika været det store forbillede. Tegneserierne med "De tre små mænd og nummermanden" og "Peter og Ping" i B.T. var amerikansk inspirerede.
Med interesse havde han studeret de amerikanske aviser, der fra 1890'erne begyndte at trykke tegneserier i kulørte tillæg. Engelsk var ikke hans stærke side efter bare syv års skolegang. Men stregen og de ofte voldsomme optrin fascinerede ham. Datidens amerikanske aviser udkom i kæmpeoplag og henvendte sig til en voksende samfundsgruppe af fabriksarbejdere og indvandrere.
Mange af dem var analfabeter og uden uddannelse. Derfor måtte bladtegnerne sige tingene rent ud, i billeder, som kunne fattes af enhver og hvor sentimentalitet og brutalitet gik hånd i hånd. I 1919 rejste han til Amerika – og blev slemt skuffet. Han led forfærdeligt af hjemve og var med Jens Bings ord på én gang tiltrukket af det mægtige lands måde at fokusere på alt nyt og samtidig frastødt af umenneskeligheden bag et samfund, der med alle midler drev det frem.
Storm P. gav mange interview, og i et i B.T. fra 1920 spørger journalisten, om Storm P. er religiøs: "Ikke noget hængehoved i alt fald ... Men min alvor har måske nok sit udspring, ret beset, fra en religiøs følelse ... Komikerens tungsind, det er en gammel erfaring, ender ofte i religiøsitet". Én af Storm P.'s venner Preben Bille Brahe, elev af religionshistorikeren Vilhelm Grønbech, udgav i 1919 "Prædikener for kristne" og fik Storm P. til at illustrere. Ved vennens dødsfald udtaler Storm P. "Jeg siger aldrig, at det er synd at nogen dør, eller at den eller den døde alt for tidligt ... Hvor ved vi det fra?"
Robert Storm Petersen med kunstnernavnet Storm P. voksede op i et hjem med livsglæde og almindelig gudsfrygt. Faderen var slagtermester i kvarteret omkring Nikolaj Kirke i indre by i København og her hjalp sønnen til, men ville hellere tegne og skrive digte. Slagterfaget kunne være barskt og svendene sjofle.
Storm brød sig ikke om frivolitet og sjofelheder. Blufærdigheden skyldtes ikke seksualforskrækkelse, men ulyst til at få påduttet andres intimitet. Han var livet igennem af den opfattelse, at ligesom man har ret til at have sit privatliv og inderste tanker og følelser for sig selv, burde man også lade være at krænge dem ud over andre i utide. Vennen og skuespilleren Ebbe Rode kunne fortælle, hvordan Storm P. kunne nøjes med at hilse ham med et "Du ved besked", når de passerede hinanden på Frederiksberg Allé.
Storm P. mente selv, at han havde arvet sit lune fra faderen, Frederik Christian Petersen, der drev spas med folk, når lejlighed bød sig, og roen fra moderen, Oline Marie, der var et stille, tænkende menneske. Sønnen elskede forældrene. Som 14-årig skrev han et digt til Gud med tak for sin mor! Og nogle mener, han senere i livet valgte hustruer, som lignede hende. Den første ægtefælle Lydia, kaldet "Mads", var 23 år ældre end han selv.
Folk, der kendte Storm P., har udtalt, at de især husker hans mildhed og tilfredshed med livets enkle glæder. Han blev engang spurgt, hvor han fik sine sjove indfald fra. "Jeg er ikke sjov", svarede han, "men dét jeg ser, er sjovt!".
Måske hans måde at sige på, at vi alle er hans modeller.
