Alle kender Robert Storm P.(1882-1949) for hans uhyrligt mange (60.000!) satiriske tegninger med stoddere, der afdækker løgnen bag de vedtagne samfundsnormer og dogmer – også inden for kirken. Han var kristen, men han afskyede hele det klerikale ”apparat” og præstevældet.
Hvad de færreste ved, er, at han også var en genuin maler, som udviklede sit eget formsprog i overensstemmelse med de avantgardistiske strømninger i begyndelsen af det 20. århundrede: først symbolisme og jugendstil, dernæst ekspressionisme. Hans palet er stærk og til tider skinger, og penselstrøgene er grove og synlige. Motiverne er let naivistisk malet, de er krasse, satiriske og ja, tilgangen til virkeligheden hviler på en anarkistisk grundholdning. Storm er virkelig radikal og på den måde ret udansk.
Som sandhedssøgende og malende filosof lægger han ikke fingrene imellem. Hans kunstneriske forbilleder er i begyndelsen symbolisten Johs. Holbek. Senere bliver det Edvard Munch, der oven i købet besøgte ham i København, og kunstnerne fra Die Brücke, ikke at forglemme Toulouse-Lautrec, hvis kunst han stifter bekendtskab med efter at have vundet et rejselegat i 1906 til Paris, som bliver hans faste destination i årene fremover. Herefter er han ”solgt” til cirkus, kabaret, bohemelivet omkring Moulin Rouge, de udbrændte stjerner og i det hele tage det excentriske natteliv og Seinen med skrigende, absintgrønt vand.
Udstillingen rummer blandt andet en række portrætter af ”vampede” kvinder med bittesmå øjne og smøg i mundvigen. I det hele taget er Storm, som han blev kaldt, fra begyndelsen optaget af skæbner, som har rendt sig nogle staver i livet, og som svømmer ude på eksistensens yderste revle, så den pæne facade er krakeleret, og kampen for overlevelse fylder det hele.
Således som det fremgår af ”Gadebillede Monmartre” fra 1915, hvor en fed, rødmosset borgermand kommer gående hen ad gaden ved nattetide. Her er en prostitueret sat ud som lokkedue, mens hendes medsammensvorne venter på at sætte kniven i ”fangsten.”
Der er i det hele taget mange selvmordere og drankere allerede tidligt i Storm P.s kunstneriske produktion. Men de udleveres aldrig. Han er solidarisk hele vejen igennem med disse marginaliserede skæbner, hvis livskamp og pauvre omstændigheder brænder igennem til betragteren.
Fra 1906 får Storm sideløbende fast engagement som bladtegner hos først hos Ekstra Bladet, senere et livslangt engagement hos B.T. I disse år slår han kludene sammen med en 23 år ældre kvinde og mor til to døtre, kaldet ”Mads.”
Men lad os lige få nogle biografiske detaljer på plads, inden vi går videre: Robert Storm P var søn af en slagtermester fra Valby. Han kom selv i lære som slagter, men faderen tillod ham sideløbende at forfølge sin interesse i at tegne. Efterhånden får han vristet sig fri fra af slagtergerningen for i første omgang at blive skuespiller.
Men han får kun småroller, og lidt efter lidt tager kunsten og tegneserierne over. Sideløbende har han en multimedial praksis og er en i forhold til sin samtid en tidlig cross over -kunstner, der laver teaterscenografi, tegnefilm, objekter, grafik og altså tegninger. Høj og lav kultur smelter sammen hos Storm. I 1909 udstiller han sammen med modernistiske sværvægtere som Weie, Rude, Jais Nielsen og flere andre senere toneangivende kunstnere, og i 1912 er han med i det ekspressionistiske tidsskrift Der Sturm med to træsnit i bedste die Brücke-stil. Desuden udtages han sammen med Franciska Clausen til en udstilling i 1926 i Brooklyn Museum, som de eneste danskere blandt store navne som Duchamp, Kandinsky, de Chirico med flere, oplyser Claus Carstensen i sin vidende og inspirerende katalogtekst.
Til B.T. skaber Storm flere berømte serier, blandt andre ”Peter og Ping” og ”Fluerne”. Men han maler sideløbende og er i en periode i 1930’erne medlem af Den Frie. I 1933 færdiggør han en frise af malerier til Esbjerg Biblioteks børnebogsafdeling. Hele denne eventyrlige serie med regnbuer, snegle, jægerscener, en læser der læser sin bog i månelyset, isbjørne og andre dyr for første kan gang ses uden for Esbjerg. Der er noget Scherfigsk over disse sprudlende og eksotiske malerier, der for fleres vedkommende peger direkte tilbage på hans tegneseriekunst.
Imidlertid viser flere af udstillingens billeder – specielt dem efter 1920 – at Storm havde et ambivalent forhold til den moderne kunst, som han på den ene side ikke kunne modstå, fordi den var så forfriskende ny, men som han på den anden side frygtede som et lidt blasert modefænomen, der ofte var uforståeligt for menigmand, som han altid var solidarisk med.
I sidste del af sit liv er Storm P. optaget af cirkus – især af klovne. Efter at have oplevet den belgiske samfundssatiriske ekspressionist James Ensors værker, bliver han sporet ind på denne vej, hvor samfundet fremstilles som en scene eller en manege, og hvor borgerne gemmer sig bag masker. Udstillingstitlen ”Humsti Bumsti” henviser direkte til en klovn, der optrådte under dette navn i 1920’erne. Billede anvendes som logo for udstillingen. Det er et meget stærkt portræt af en sorgmunter klovn, hvor døden venter i baggrunden.
Med udstillingen i Nivaa-gaards Malerisamling, hvor der traditionelt vises førsteklasses billedkunst, løftes Storm P.’s kunstneriske produktion ind i kunstrummet og bliver indskrevet i den danske kunsthistorie. Det er på høje tid.