Prøv avisen

Stormen har altid blæst liv i kunsten

Shakespeares ”Stormen” (1610-11) menes at være hans sidste stykke. Stykket åbner med, at troldmanden Prospero, der er strandet på en øde ø, hidkalder en gigantisk storm, der sender skibe på grund og åbner for et klassisk drama. – Illustration: Gravering baseret på maleri af George Romney, cirka 1790. Foto: hidkalder en gigantisk storm

Storme har inspireret såvel Shakespeare som romantikerne og moderne forfattere til at skrive. Men hvor stormen før blev brugt som en kulisse for de helt store følelser, bruges den nu som et fremmedelement, der irriterer civilisationen. Inspireret af stormen Bodil tog vi på rejse tilbage i blæstens kulturhistorie

En dag gik Jesus om bord i en båd sammen med sine disciple, og han sagde til dem: Lad os tage over til den anden bred af søen. De lagde så fra land. Mens de sejlede, faldt han i søvn. En hvirvelstorm fór ned over søen, og de tog vand ind og var i fare. De gik da hen og vækkede ham og sagde: Mester, Mester! Vi går under!
Han rejste sig og truede ad stormen og bølgerne; de lagde sig, og det blev blikstille. Men han sagde til dem: Hvor er jeres tro? Forfærdede og forundrede sagde de til hinanden: Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?.

LÆS OGSÅ: Kors, død og grav i Wagners univers

Stormen på søen, Det Nye Testamente, Lukasevangeliet kapitel 8, 22-25

Hvem der bare kunne true en storm til at opgive ævred og lægge sig fladt ned som Jesus. Hvis nogen forsøgte at gøre frelseren kunsten efter, da endnu en storm raserede det danske land torsdag aften, lykkedes det ikke specielt godt. Stormen Bodil efterlod sig både dødsofre, ødelagte diger og iturevne køreledninger. Et kærestepar fik ødelagt deres første date og strandede på Odense Banegård, kunne en avis berette. Og mangen en familiefar måtte igen i går ud med motorsaven for at ophugge familiens elskede æbletræ til føde for brændeovnen. Nej, var stormen noget, mennesket kunne kontrollere, havde vi nok gjort det for længst.

Stormens vildskab og ulydighed over for menneskets vilje har ikke kun gjort den til et motiv i Bibelen. Motivet går igen gennem hele kunst- og litteraturhistorien, fra det, der menes at være Shakespeares allersidste stykke, The Tempest fra 1610-1611, til helt ny dansk litteratur, forklarer Marie-Louise Svane, lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Men det er særligt i skiftet mellem 1700-tallets oplysningstid og 1800-tallets romantik, at interessen for den store storm for alvor kommer i fokus.

I maleriet afløses det klare, vindstille motiv af farlige landskaber, som i højere grad viser naturens kræfter og omskifteligheden. Og også i lyrik og prosa afløses det idylliske landskab af mørke skyer, der trækker op, det tågede, det oprørte og det forrevne, siger hun.

I denne bølge opstod begrebet Sturm und Drang (storm og længsel), som siden er blevet brugt om den hidsige variant af romantikkens dyrkelse af de store følelser. Bevægelsen kom især til syne i naturbeskrivelserne i Johann Wolfgang von Goethes roman Den unge Werthers lidelser (1774), hvor vejret bliver et akkompagnement for hovedpersonen, den selvmordstruede borgersøn Werthers, sindsstemning på grund af en ulykkelig forelskelse.

Stormen bliver individets store følelsesmæssige skæbne. Først går Werther langs borgerskabets pænt regulerede flodbredder, hvor tulipanerne kan gro. Men sidst i bogen er han på selvmordets rand og iagttager et stormvejr, hvor vandet i floderne stiger. Stormen bliver brugt som en følelseskulisse for individets mentale tilstand, som en illustration for det, der foregår inden i individet, siger Marie-Louise Svane

Et andet eksempel på ældre litteratur, hvor stormen spiller en afgørende rolle, er Emily Brontës Stormfulde højder (1847). Det er en kærlighedshistorie mellem det unge kærestepar Heathcliff og Catherine, som ikke kan få hinanden, fordi et ægteskab mellem dem ikke vil være et fornuftsægteskab, som det var normalt i 1800-tallets England. Også her symboliserer stormen oprør.

Også her har vi en voldsom passion, som ikke kan realiseres, forklarer Marie-Louise Svane.

Mennesket er natur ligesom stormen, driftsnatur med en evne til voldsom intensitet. Der er noget ægte på spil i modsætning til alle de borgerlige konventioner om ægteskab. Men det stormfulde kærlighedsforhold er også destruktivt, fordi den voldsomme udløsning af længsler og begær i sig selv får mennesket til at gå under.

I den helt nye danske litteratur er stormen, vejret og naturen også til stede, selvom der de senere år har været et stort fokus på det private og psykologiske, påpeger Marie-Louise Svane. For eksempel i Josefine Klougarts Stigninger og fald.

Det er ikke den skønne, rene og ophøjede natur, vi har fat i her. Vores hovedperson iagttager stormen eller blæsten, men det, hun ser på, er plasticspande, der ruller rundt på den bare jord som et billede på, at det blæser. Modsat romantikerne er uvejret ikke brugt som en kulisse, men som en indre følelse, der løber videre i naturen.

Kristian Bang Foss roman Stormen i 99 fra 2008 er endnu et eksempel på litteratur, der bruger stormen. I virkeligheden handler bogen slet ikke om stormen som helhed, men om de små magtkampe, der foregår mellem de ansatte på et tøjlager på Amager ved København. Stormen optræder her som en kaosfaktor, der forstyrrer de små spil, de har kørt med hinanden i årevis.

Vejret og naturen er ikke en faktor i hovedpersonernes liv normalt, men er der så lige pludselig som noget, der sætter ind ud af det blå og kommer til at betyde noget for hovedpersonernes magtkampe. Her vækker stormen den reaktion, at hovedpersonerne bliver irriterede, fordi de stoppes i det, de har gang i. De registrerer stormen i et sideblik, og det er meget langt fra den måde, man før brugte stormen. Men den forfatter, der skriver sådan, ved godt, at stormen før har været brugt til de store følelser og dramaer og vælger så modsat at trykke det helt ned på minimalplanet. I moderne litteratur slår man altså ikke ud med armene.

Da stormen Bodil var på vej ind over Danmark i torsdags, sad Johannes Nørregård Frandsen, professor mso ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet, stadig på sit kontor et godt stykke ud på eftermiddagen og var egentlig på vej hjem i sikkerhed, da Kristeligt Dagblad ringede. Han havde dog lige tid nok til at give sit bud på, hvad det er ved stormen, som inspirerer til stor kunst.

Der er jo mange vejrfænomener, som inspirerer vores kunstnere og forfattere. Solen, sneen, den lange vinter og det spirende forår. Naturen er den største inspirator for kunsten, så det er i sig selv ikke mærkeligt. Men når man skal udtrykke store følelser og finde flere billeder, så er stormen oplagt, fordi den er stor og forandrende.

Ligesom man finder inspiration til kærligheden i rosen, så finder man inspira-tion i stormen til det omkalfatrende og det voldsomme. Stormen er måske et af de mest udtryksfulde vejrlig, vi har, fordi vi i stormen ser, hvor små vi er. Den banker sig igennem og er også blevet religiøst fortolket mange gange som Guds straf. Men den er grundlæggende så voldsom og indgribende, at den er indiskutabel.

Stormen er også gået hen og blevet et yderst populært motiv i den moderne visuelle kultur og filmens verden. Søren Staal Balslev, anmelder ved Weekendavisen, er ekspert i katastrofe- og stormfilm. Den brusende kraft til at feje alt skidtet væk og starte på en frisk går igen i såvel Ang Lees The Ice Storm (1997), og Wolfgang Petersens The Perfect Storm fra 2000. I sidstnævnte kæmper et hold nordatlantiske fiskere i skikkelse af skuespillerne George Clooney, Mark Wahlberg og Diane Lane mod en altødelæggende storm i et helt traditionelt menneske mod natur-epos, forklarer han. Men her skjuler stormen faktisk en decideret samfundskritik.

Kampen er her ikke af en intern mental karakter, men snarere en elegisk ode til arbejdere, der kæmper forgæves mod naturens kræfter, siger han.

Det er ikke til at sige, om der kommer stor kunst ud af de to storme, der er fejet over Danmark i de seneste måneder, og hvordan den vil blive tolket. Men stormen vil sandsynligvis bestå som et grundmotiv i kunsten for alt det, vi mennesker ikke kan kontrollere. Og så skal man huske, at stormen også vækker til eftertanke, påpeger Søren Staal Balslev.

Grundlæggende er bevægelsen den samme: Stormen rusker kulturenheden og individerne i deres grundvold, de går til grunde eller overlever men stormen er netop pr. definition forbipasserende. Der kommer altid stilhed efter stormen.

danmark side 17

Storm i Sproget

Kilde: Johannes Nørregård Frandsen, professor mso i kulturvidenskab ved Syddansk Universitet

Storm i kulturen