Prøv avisen
Bog

Stormfulde højder og autofiktionens afgrunde

3 stjerner
Kærlighedens veje er uransagelige. Det er de også i denne roman af Pablo Llambias, hvor kærlighed og vold er knyttet så tæt sammen. Forfatterskolen, Peders Skrams gade 2A, København Pablos telefon 27 29 11 85Portræt til stort interview i anl. af bogudgivelse, sonetter, der går ret tæt på selvbiografiske (?) situationer. Afprøvning af grænsen mellem kunst og liv. (falsk/sandt; fiktion/fakta) Forfatterskolen, Peders Skrams gade 2A, København Pablos telefon 27 29 11 85 Foto: SIMON FALS/Ritzau

Vold og kærlighed støder sammen i ny autofiktiv roman af Pablo Llambias. Det er pinligt oplysende, men hvorfor skal læseren egentlig belemres med disse private bekendelser?

”Hold nu op!”, tænker jeg undervejs i Pablo Llambias’ roman ”Natteskær”. Jeg orker ikke mere. Nu må både denne roman og det parforhold, den skildrer, have en ende. Det er efter, at kvinden i forholdet har sagt op for hundrede syttende gang og tæsket manden, og efter at han for hudrede syttende gang grædende har tilgivet hende, og de igen er blevet forsonet.

Det er den store kærlighed det ene øjeblik, og vold og ballade det næste. Det gentager sig så mange gange, at det bliver en hel farce og kalder på grinet.

Men ellers er der ikke meget at more sig over i Llambias’ roman. Den fortælles af en lærer i litteratur og kreativ skrivning. Han bliver ”gået” fra sin ansættelse på universitetet, hvor han har gjort sig uheldigt bemærket ved at have lagt an på en ung studerende. Det er i sig selv ingenting, men i det betændte universitetsmiljø med en hakkeorden, der især går ud over de sårbare typer, bliver det fatalt. Miljøet er voldeligt på sin egen subtile måde.

Omtrent samtidig med disse begivenheder konktakter en ung studerende, som har overværet et af hans foredrag, ham over nettet. Den korrespondance fører til, at de mødes og indleder et stormfuldt forhold. De bliver gift og skilt i løbet af trekvart år. Hun er 22 år. Han har passeret de 50. Det skal være de to for evigt og mod omverdenen, som ikke fatter det ulige forhold. Hvad vil han med så ung en kvinde, bortset fra at hun ser godt ud og er god til sex? Og hvad vil hun med ham, der kunne være hendes far, og som interesserer sig for ting, som hun er fuldstædig ligeglad med? Hun bliver ovenikøbet gravid, men beslutter af tage en abortpille.

Kærlighedens veje er uransagelige. Det er de også i denne roman, hvor kærlighed og vold er knyttet så tæt sammen. Dels i deres sadomasochistiske forhold, dels i den vold, som hendes skuffede kærlighed slår ud i. Så snart han ikke elsker hende nok og er hende hengiven nok, slår hun op med ham og banker ham.

Han forsøger at forstå hende og undersøger, om hun lider af en personlighedsforstyrrelse, og hvordan vold fungerer i et forhold. For det meste er det mænd, der banker deres kærester, men her er det altså omvendt. Sådan handler romanen også om køn og kønsidentiteter. Et emne, som Llambias har dyrket i flere af sine værker.

Romanen er dog også en roman om sig selv. Altså et stykke metafiktion. Fortælleren er hos sin forlægger og taler om muligheden for at få udgivet nogle fabel-lignende tekster, som han skriver på og læser op for sin unge elskede, der falder i søvn til dem. Forlæggeren vil heller ikke udgive dem i den form, de har. De må ind i en kontekst – og det kommer de så i denne roman.

Kender man blot overfladisk til det litterære miljø, som Llambias’ hovedperson bevæger sig rundt i, kan det være svært at skelne mellem fiktion og virkelighed. Ingen navne er nævnt i romanen, men heller ikke glemt. Her er både Johannes Riis, den skønlitterære direktør for Gyldendal – Llambias’ forlag, og rivalen og den nuværende rektor for Forfatterskolen, Jeppe Brixvold. Og så er der det, man engang regnede for privat, og som jeg ikke skal kunne sige noget om. Og heller ikke skal sige noget om, da det jo i det mindste i princippet er en roman, det drejer sig om.

Llambias’ roman er på nær navneforbuddet at opfatte som en af de mange autofiktioner, som udkommer i disse år. Jeg er selv grundig træt af dem som anmelder. Jeg ved ikke, om det er folks liv, jeg anmelder, eller en digters fiktion.

Jeg ved ikke, om jeg skal blive pinligt berørt over Llambias’ bekendelser eller bare irriteret over at skulle belemres med dem. Eller om jeg skal tage dem som et vidnesbyrd, der gør min viden om mennesket større. Jeg vil gerne det sidste, men det første står i vejen. Som roman betragtet giver den et bredt indblik i voldens karakter. Godt så.

Men jeg håber selv på mere fiktion, mere fabuleren, flere fabler.