Når der bliver varslet nyt fra norske Erik Fosnes Hansen, spidser anmelderen blyant og læseren ører. For det sker ikke særlig tit. Nærmere betegnet cirka hvert 10. år. Siden han i 1985 som blot 20-årig debuterede med romanen ”Falketårnet”, er det således blevet til fire bøger, bedst kendt og højst elsket er Titanic-historien ”Salme ved rejsens afslutning” (1990), som også blev hans internationale gennembrud og grunden til, at Erik Fosnes Hansens bøger i dag er udkommet i 35 lande.
Nu er hans seneste roman, ”Et hummerliv”, så landet i Danmark. Den foregår i Norge i 1982, og det er den 14-årige Sedd, som bor hos sine bedsteforældre på det fordum så fine Fåvnesheim Højfjeldshotel, der fører os igennem fortællingen. Og har den været værd at vente på?
Det er anmelderne ikke helt enige om, omend unge Sedd er landet anderledes trygt og godt her end i hjemlandet, hvor de norske aviser ikke har haft specielt travlt med at rydde hæderspladsen på boghylden til deres nationale koryfæs nyeste. Således ser Aftenposten romanen som en parentes i forfatterskabet, VG følger trop og synes aldrig rigtig, at historien bliver interessant, mens NRK’s vurdering lyder, at romanen ikke kommer til at blive stående blandt Erik Fosnes Hansens bedste.
Men herhjemme har modtagelsen været overvejende positiv, og begejstringen over romanen om Sedds ”coming-of-age” og de borgerlige sæders forfald er stor. Ikke mindst hos Berlingske og Kristeligt Dagblad, som sender den af sted med fem stjerner i ryggen. I Berlingske skriver Søren Kassebeer: ”Ak, ja. Det går ikke så godt, og Sedd/Erik Fosnes Hansen fortæller om det hele, sørgmuntert og subtilt, med sans for det høje såvel som det lave, og hvis hummere med deres hårde ydre, bløde indre og grundlæggende eksistentielle udsathed er et billede på det på én gang stålsatte og udfordrede menneske, så rummer romanen også en grundtro på, at det svarer sig at gøre sit bedste og lade være med at klynke. Selv når ens hummerliv ser allersortest ud.”
Og det ser unægtelig sort ud. Både for Sedd og for hans bedsteforældre. Den ældre generation kæmper nemlig for at overleve på højfjeldshotellet, som har sin bedste tid bag sig, og som lider under, at nordmændene er begyndt at bruge deres oliekroner til at rejse på charterferie i sydens sol i stedet for at tage på fjeldet. Og Sedd kæmper, som så mange andre unge før ham for at finde af, hvem han er, hvor han kommer fra, og måske ikke mindst hvor han skal hen. Og det er netop hans naive og gammelkloge fortællestemme, som Iben Tandgaard i Kristeligt Dagblad er svært charmeret af: ”Oversættelsen får fint teenage-tonen og ironien med, og som læser flyver man jo bare af sted over fjeldene med Erik Fosnes Hansen, der skriver som en drøm. Der er kun godt at sige om denne roman.”
Også for Henriette Bacher Lind, der kvitterer med fire stjerner i Jyllands-Posten, er det Sedds stemme, der bærer romanen: ”Erik Fosnes Hansen har skabt en drenget fortællestemme, som på en gang er hjerteskærende naiv og overvældende voksen. Den rammer præcis den vigende overgang mellem ubetinget tillid og kriblende skepsis, som den pubertære Sedd befinder sig i, mens hans tilværelse spidser til og brister.”
Men i Politiken ser det noget anderledes ud. Her kalder Christian Johannes Idskov ”Et hummerliv” for både storslået og triviel. Han mener, at den mangler såvel stil som styring til at skabe et drama i de små begivenheder, og han giver den beskedne tre hjerter med på vejen. Og fortællestemmen er netop det, som han slår sig på, når han konkluderer: ”Men det bliver ofte enten for stillestående eller for aparte, når fortælleren Sedd, der tydeligvis har indoptaget en stor del af sine bedsteforældres verdensbillede, skal være tekstens komiske element med sine joviale og gammelkloge bemærkninger (”det er sikkert og vist”), og af samme årsag fylder sine sætninger med ”jo”: ”Jeg ser jo trods alt lidt speciel ud”, ”det forklarer jo”, og ”det kan man jo godt forstå”.
Heller ikke Martin Bastkjær i Information er pjattet med personerne i romanen, som han finder underholdende, men ikke så underholdende, som den kunne have været, måske mest, fordi ”(…) Fosnes Hansen overgør personskildringerne, så karaktererne ikke længere er genkendelige typer med tilstrækkeligt særpræg, men snarere virker karikerede”.
Men det ser Johannes Baun i Weekendavisen stort på. Han elsker, som Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, Sedd, som han kalder for ”et fund af en fortæller, præcis gammel nok til at lyde voksen og akkurat ung nok til ikke at være det”. Og han har nydt romanen som ”en storslået, let bedaget, meget skøn middag” og konkluderer: ”Er det nyt? Formforandrende? Viser det vej til en ny form for litteratur? Nej, Fosnes Hansen serverer en klassisk, velafprøvet menu. Men manner, hvor jeg nød den middag. Med avec.” Og dermed viderefører han den madmetaforik, som også de norske anmeldere benyttede sig flittigt af, omend deres mundvand ikke løb i samme grad som Bauns, idet de mente, at de fik serveret ”en lidt bleg hummersuppe” (VG) samt ”en hurtig rosinbolle frem for en napoleonskage” i et ellers ambitiøst forfatterskab (NRK). Smag og behag er, som vi ved, forskellig. Velbekomme.
I ”Bogen i tiden” skriver vi fremover hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig, aktuel bog, eller om en debat, som en bog har rejst.