Endelig har "Hobbitten" fået lov til at spille. Og forventningsglæden bliver til fulde forløst

Alle teatersejl er sat til i Ulvedalene ved Klampenborg, hvor årets store sommerforestilling, ”Hobbitten”, endelig har fået lov at spille. Resultatet er et overdådigt orkestreret samspil mellem musik, skuespil, animation og effekter, der på bedste vis vækker Tolkiens eventyrlige univers til live

Kasper Holtens forankring i operaen skinner tydeligt igennem i dette storladne og ekstravagante gesamtkunstwerk, der egner sig så eminent til udendørsteatrets krav om store armbevægelser.
Kasper Holtens forankring i operaen skinner tydeligt igennem i dette storladne og ekstravagante gesamtkunstwerk, der egner sig så eminent til udendørsteatrets krav om store armbevægelser. Foto: Miklos Szabo/Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teaters stort anlagte opsætning af ”Hobbitten” skulle allerede have haft premiere sidste sommer, men blev desværre som så meget andet coronaaflyst. Det er derfor med en særlig forventningsfuld glæde og en følelse af, at lyset omsider har besejret mørket, præcist som i eventyret, at vi i år finder vej til Ulvedalenes udendørs gigantscene.

Og forventningsglæden bliver til fulde forløst. Det er teaterchefen selv, der instruerer. Kasper Holtens forankring i operaen skinner tydeligt igennem i dette storladne og ekstravagante gesamtkunstwerk, der egner sig så eminent til udendørsteatrets krav om store armbevægelser. Her nytter det ikke noget at fedte med et lille kammerspil. ”Hobbitten” forener alle scenens stærkeste kræfter i et overdådigt orkestreret samspil mellem musik, skuespil, animation og effekter, der vækker Tolkiens eventyrlige univers til live.

”Hobbitten” er en simpel, men gribende historie om at tage sin skæbne på sig – også selvom man kun er en lille undermåler af en hobbit. Tolkiens forlæg var jo oprindeligt tænkt som en børnebog, men er siden blevet mindst lige så omfavnet af voksne. Og med Niels Brunses lydefri og lette oversættelse får historien tilmed en munter tone. Replikskiftet er holdt enkelt og kort uden for mange moralske tirader af fantasy-tilsnit. Hertil har man klogeligt sørget for, at hobbitter og dværge ikke helt forsvinder i skumringen på den enorme scene ved at lade de fleste hovedkarakterer spille af dukker. Fra små kompakte dværge til langlemmede kæmpetrolde, der kræver hele tre dukkeførere. Med dukkernes forstørrede stirreøjne, overdimensionerede munde og groteske proportioner fremmanes et barnligt, næsten naivistisk, men samtidig faretruende og unheimlich univers, som passer forbavsende perfekt til Tolkiens verdenskrigsformørkede Midgård.

Miklos Szabo/Det Kongelige Teater
Miklos Szabo/Det Kongelige Teater Foto: Miklos Szabo/Det Kongelige Teater

Dukkespil er en særlig disciplin, som kræver særlig mestring. Derfor er det godt, at man har allieret sig med rutinerede kræfter i form af dukkeførerinstruktør Rolf Søborg Hansen, så ensemblet er blevet i stand til at forlene dukkerne med så levende, dynamisk og poetisk et udtryk, at selv en forbenet dukkeskeptiker som Deres anmelder må overgive sig. Ikke mindst til hobbit-hovedpersonen Bilbo Sækker, som gestaltes mesterligt af Signe Egholm Olsen. Hendes stemmes spinkle og stærke klang rammer så præcist den universelle vaklen mellem tryghed og retfærdighed, som Bilbo er et billede på.

Skæbnen har valgt ham til at hjælpe dværgene med at generobre deres tabte rige, men den frygtsomme hr. Sækker vil hellere blive i sin magelige hobbithule. Det får troldmanden Gandalf dog lavet om på.

Den agtede Gandalf, i skikkelse af en stovt og velspillende Kasper Leisner, entrerer scenen ridende på en blanksort ganger, og pludselig befinder Bilbo sig midt i et afgørende slag mellem det gode og det onde, hvor selv en lille hobbit må mønstre stort mod.

På sin farefulde dannelsesfærd har Bilbo følgeskab af et spraglet dværgentourage anført af Jens Jørn Spottags dværgkonge Thorin. Med udstående øjne og grotesk skægstil står truppen for underholdningen, når de traller røverviser og gang på gang kommer i livsfare blandt Dunkelskovens og Tågebjergenes ondsindede væsener. Ida Marie Ellekildes sære, vidunderlige kostumer forvandler på magisk vis dalen til det ene eventyrlige rige efter det andet befolket med svævende elverskarer, frygtindgydende horder af røde ulve på krykker og lysende bjerguhyrer. De sælsomme skabninger danner betagende tableauer, som vækker Kim Ditzels grålige klippescenografi til live. Ved første øjekast er der ikke megen magi over den golde klippeblok. Men intet er som bekendt, hvad det tager sig ud for at være her i Midgård, og snart viser klippen sig både som slagmark, fortryllet skov, bjergets svimlende indre og et stort pulserende drageøje.

”Hobbitten” er genuint god underholdning. En billedmættet øjenlyst af blændede scener, der hverken sparer på fyrværkeri, røgmaskiner, shetlandsponyer, droneørne, fakkelkor eller patos. Befriende uironisk og over the top . En familieforestilling, der vækker barnlig begejstring i både store og små hobbitter.