Som i bestselleren ”I tider med aftagende lys” er der i Eugen Ruges nye roman ”Metropol” tale om gendigtning af et stykke familiehistorie. I begyndelsen af 1930’erne forelsker forfatterens farmor sig i Wilhelm. Charlotte forlader derfor sin mand Erwin Ruge og drager med Wilhelm til Sovjet.
Her forskriver de sig til en ideologi, der bærer menneskeforagten og massemordet i sit skød, men i 1936 bliver Charlotte og Wilhelm suspenderet fra deres job i den sovjetiske efterretningstjeneste og indlogeret på ubestemt tid på det legendariske Metropol i Moskva. Parret har plejet omgang med en vis historieprofessor Emel, som er anklaget for kontrarevolutionær virksomhed. 477 dage kommer parret til at tilbringe på værelse 479 lige over for Bolsjojteatret, inden de kan emigrere til Mexico. På Metropol opholder sig også andre suspenderede agenter, men gæsterne holder behørig afstand til hinanden. Alle er bange for at blive set i det forkerte selskab. Jævnligt banker det hemmelige politi på en dør. Dagen efter er værelset forseglet, og der er en kuvert mindre i spisesalen.
Ethvert tilløb til opposition er livsfarligt.
Sålerne på Charlottes sko er således fremstillet af papmaché på statens fabrik, men i al hemmelighed får hun forsålet skoene med læder, og herefter går hun i frygt for at blive afsløret i den kontra-revolutionære manøvre, der udfordrer Stalins slogan ”Livet er blevet bedre, livet er blevet mere muntert!”.
Og om natten hjemsøges den russiskkyndige Charlotte af et mareridt om, at hun har fejloversat en tekst af Stalin:
”I drømme bliver alle sytten tusinde eksemplarer makuleret, fordi der mangler et komma i et Stalin-citat.”
Undervejs opstår der revner i Charlottes verdensbillede, men ikke nok til, at det kæntrer, forstår man på hendes barnebarn, der undrer sig over den hårdnakkede rettroenhed hos et menneske, som fik sit liv spoleret af ideologien. Ruge ræsonnerer i efterordet, at romanen på den måde er ”en historie om, hvad mennesker er rede til at tro på”.
Ideologien disponerer også den anden kvindelige hovedperson for selvbedrag og livsløgn. Hilde Tal, Wilhelms ekskone, er overbevist om, at det hemmelige politi opererer uden Stalins vidende. Derfor vil hun skrive til ham og orientere ham om uretfærdige overgreb, men netop da hun har fået fat på en skrivemaskine, bliver Hilde Tal arresteret og henrettet.
Ruge har skrevet en dokumentarisk roman, hvor de fleste personer optræder under eget navn. Det gælder også romanens tredje hovedperson, som er dommer ved de store udrensningsprocesser og underskriver 30.000 dødsdomme:
”I sommer lod han halvdelen af hærens ledelse slå ihjel. Eller næsten halvdelen.”
Vasilij Vasiljevitj Ulrich bor på Metropol og passerer uanfægtet de mennesker, som han siden dømmer til døden. Han er en blodtørstig bøddel, men han ser ikke desto mindre durk gennem stalinismens fascination, der får så mangen venstreintellektuel til at ty til groteske bortforklaringer:
”[Den venstreintellektuelle] vender og drejer tingene, indtil de igen passer ind i hans tro, og hans intelligens vil på ingen måde stille ham hindringer i vejen, men tværtimod være ham behjælpelig.”
Passagen fra Ulrichs tankestrøm er nøglen til at forstå en række af romanens personer, som for eksempel den tyske forfatter Lion Feuchtwanger, der skal rapportere om Moskvaprocesserne. Han har ladet sig spænde for Stalins vogn og kender ikke til skam, når det gælder propaganda for det kommunistiske tusindårsrige. Alligevel bliver han kendeligt utilpas, da han på Metropol bliver opsøgt af en af diktatorens ofre, der fortvivlet trygler ham om hjælp. Sådanne skikkelser burde jo slet ikke forekomme i det kommunistiske paradis!
”Metropol” er en bog om de velmenende hensigter, der brolagde vejen til stalinismens helvede, hvor afstumpethed og ligegyldighed overfor menneskelivet kom til at råde. Den ideologiske besættelse betød, at Ruges bedsteforældre end ikke på deres gamle dage turde vedgå deres skæbnesvangre medløberi og angre det i forhold til den offentlighed, de systematisk havde søgt at vildføre.
I Eugen Ruges roman løber en spændende handling, livlige portrætter og et ideologisk bestemt miljø sammen i en sanse- og erkendelsesmættet prosa, hvor de indstukne dokumenter minder læseren om, at vi slet ikke er færdige med at beskæftige os med totalitarismens epoke og fristelse.