I ugerne op til uddelingen af Nobelprisen i litteratur giver kritikere og bookmakere gerne deres mere eller mindre kvalificerede bud på, hvilke forfattere der har de bedste chancer.
En af dem, der ofte nævnes, er norske Jon Fosse, som da også besidder mange af de litterære kvaliteter, akademiet traditionelt sætter pris på: Han er rundet af den europæiske modernisme, han dyrker langsomheden, og han indkredser det menneskelige vilkår på sin egen måde.
Alt det har Fosse senest demonstreret i ”Septologien”, hvis syvende og sidste bind for nylig udkom i dansk oversættelse.
Men bøgerne synes også at være kommet lidt på tværs af Karen Marie Mortensens bog ”Jeg er poet. Om Jon Fosses forfatterskab”. Her fylder ”Septologien”, der allerede regnes for et hovedværk i forfatterskabet, nemlig ikke nævneværdigt, og danske Mortensen nåede, forstår man, kun at læse de tre første bind, før hun afleverede sit manuskript til forlaget.
Man kan måske også mene, Mortensens bog er blevet mindre vigtig efter ”Septologien”, der har givet Fosse masser af omtale herhjemme – anmeldelser, portrætter, interviews – og dermed taget noget af luften ud af ambitionen om ”at udbrede kendskabet til Jon Fosse i Danmark”.
Men bogen viser sig – lykkeligvis – at mane den tanke i jorden. For nok er Fosses romaner blevet belyst den seneste tid, men han er, som ”Jeg er poet” viser, meget andet og mere og altså også digter, essayist og dramatiker.
Og som Mortensen – præst, højskolelærer og ekstern lektor i religionshistorie – skriver:
”Fælles for Fosses romaner og dramaer er hans stil. Den er fortættet i et repetitivt, rytmisk, enkelt talesprog. Punktummerne er få. Læseren og tilhøreren glider med ind i en tidløs verden.”
Temaerne er også de samme. Kærlighed, ensomhed, død, alderdom, tro. Og hvor Fosses romaner har et trofast og hengivent publikum, så spilles hans stykker på talrige europæiske scener, og der har han ”et ry som Ibsens, siges det”.
Fosses essayistik – vel den mest underbelyste genre i forfatterskabet – har et andet temperament, en lidt anden temperatur. Men i den tegnes et interessant billede af Fosse, før han blev katolik. Det sidste er tydeligt i ”Septologien”, men i essayet ”Negativ mystik” fra 1999 skriver han om, hvordan det at skrive, selve skriften, gav ham en indsigt, der har presset ham ud af ”den trygge ateisme”.
Det var hverken livet eller døden, der havde den indvirkning, men det at skrive. Og som Mortensen skriver:
”(...) i 1994 melder han sig ind i kirken igen, og i 2013 bliver han katolik.”
Genrerne, Fosse har skrevet i, er som nævnt flere, men i de senere år har prosaen domineret for så periodevist at give plads til dramatik, som han har skrevet med inspiration fra Samuel Beckett, Thomas Bernhard og Elfriede Jelinek, og som han skriver i en slags raptusser.
Det er en anden disciplin, et andet gear. Ligesom lyrikken er det. Fosse har skrevet fem digtsamlinger, hvoraf den seneste udkom i 2003, og de bæres alle af prosaens sans for rytme og gentagelse, men beskriver naturen; fjorden, fjeldene, regnen, stranden og bølgernes bevægelse. Og Mortensen drager en interessant sammenligning mellem Fosse og Søren Ulrik Thomsen. Om hvordan ingen af dem ”trives i gudløse tider”. Og man kan også sige, at de begge via skriften har nærmet sig noget større, som siden er slået om i kristendom.
Ja, der er meget interessant at tænke over og blive klogere af i Mortensens bog. Jeg vidste for eksempel ikke, at Fosse sammen med Jan Kjærstad blev indlemmet i kredsen om Poul Borum og Inger Christensen. Og at Borum beundrede Fosses digte, selvom han syntes, der stod alt for lidt på siderne!
Det kan man læse i ”Jeg er poet”, der dog lover lovlig meget, når der på bagsiden står, at den indeholder samtaler med Fosse. Det ligner mere en håndfuld korte mailudvekslinger.
Men billedet af Jon Fosse står ikke desto mindre mere nuanceret frem efter de 175 velskrevne, velstrukturerede, oftest klart formidlede sider. Med flere farver, længere linjer og større dybdeskarphed.