Prøv avisen

Stort og småt om Dan Turéll

Helgenkåringen af Dan Turéll er godt i gang med endnu en hyldest til digteren. – Foto: .

Henrik Palle udråber ukritisk Dan Turéll til geni og gør det i et besynderligt miskmask af et sprog

Det er 20 år siden, at digteren og skribenten Dan Turèll døde. Allerede to år efter udgav vennen Peder Bundgaard bogen Superdan. Et portræt af Dan Turèll. Op til tiåret for hans død udgav vennen og digteren Asger Schnack endnu en biografi om ham, nemlig Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste. En bog om Dan Turèll. Og nu 20 år efter udgiver den yngre beundrer journalist på Politiken Henrik Palle endnu en hyldest til digteren DT. En krønike om Dan Turèll og hans tid. Så er helgenkårigen af digteren vist efterhånden også på plads.

LÆS OGSÅ: Gud er en ørn, et ådsel og en natsværmer

Den bog, som Palle har skrevet, er, som han selv indledningsvis skriver, ikke en biografi og ikke et forsøg på at trænge ind bag facaden. Det er forfatteren, mediefiguren og hans tid, det drejer sig om at få beskrevet. Og det gør Palle så i let krønikesludrende stil, hvor der er rigelig plads til digressioner. Stort og småt får man at vide om tiden. Det ene øjeblik hører man, at badmintonstjernen Svend Pri bliver født dagen før idolet, det næste, at benzinmangel ikke spillede den store trille for hr. og fru Dannevang, som alligevel kørte på cykel i efterkrigstidens Dannevang. Andre gange får Palle sat Dan Turèlls liv og værk i godt historisk perspektiv. For eksempel hører man om hans berømte sorte negle, som gav ham masser af medieomtale, men som han egentlig bare brugte efter udenlandsk forbillede. Musikken især jazzen, som han hørte og blev inspireret af er også godt og grundigt belyst.

Henrik Palle leverer dog sin historie i et gammeldags krønikesprog, så jeg så småt var ved at blive lullet i søvn under læsningen, hvis det da ikke lige var, fordi jeg blev så hamrende irriteret over det. Det er ikke sjovt konstant at høre om den gode Dan, den ældste af Turèll-familiens sønner, det gode hoved med en del mere charme end visse af sine jævnaldrende, som om han var hovedperson i en Flemming-bog.

Palle benytter sig af et anakronistisk sprog, hvori man hører om Danernes tungemål. Var der én modus, Turèll i hvert fald ikke udtrykte sig i, så var det den fjollede altmodische stil, som Palle har mikset sammen med en mere nutidig. Dan Turèlls liv var et spørgsmål om stil. Det kunne wannabe-Turèll-skribenten Henrik Palle godt have taget ved lære af. Turèll blev en folkelig forfatter med Vangedebilleder og Mord i mørket og alle de andre krimier i den serie, men han talte da aldrig i et forestillet og forstilt folkesprog.

DT er skrevet af en dedikeret fan, der kun sjældent har øje for geniets begrænsninger. Han tilbageviser derimod gerne kritiske røster, idet han mener, at stort set alt fra Dan Turèlls hånd er ualmindeligt velskrevet. Det kan der vist godt sættes spørgsmålstegn ved, og det er præcis det, man mangler i litteraturen om Dan Turèll. Der er nu skrevet rigeligt med lovprisende bøger om Superdan, og vi er klar til en, der går kritisk til både værket og myten om manden. Det er på tide, at vi kommer bag om masken og ser manden bag, sådan som Chili Turèll har ladet offentligheden ane i I livets strøm. Måske kommer den bog om 10 år, og al ære være med Dan Turèll, men den vil jeg se frem til.