Når emnet for årets sommerserie er øer i litteraturen, må én dansk bog uundgåeligt omtales. Peter Seebergs roman Ved havet er en uforlignelig fortælling om tiden og tidløsheden i menneskers liv. Den er skrevet med et mesterligt håndelag, som indfanger variationerne i menneskers tanke og adfærd, og den giver læseren indtryk af at indkapsle noget universelt menneskeligt. Det er således en bog, man kan læse sommer efter sommer og betragte som en god ven, man har indledt en samtale med, og som man tør have de største forventninger til.
LÆS OGSÅ: Bogen, der skabte sin helt egen genre
Ingen steder i romanen angives det, at stedet for handlingen er Rømø, og blot et enkelt sted står der, at stranden ligger på en ø. Seeberg tilhører ikke de forfattere, der udpensler stedets navn, når det ikke er nødvendigt. Romanen kunne udspille sig på Rømøs strand en sommerdag i nærheden af 1978, men den kunne for så vidt også foregå andre steder. Det afgørende er, at stranden grænser op til havet, og ikke til bælt eller sund, for netop havet tillægges en betydning som det absolut andet. På bagsiden til førsteudgaven er et citat fra bogen fremhævet, hvori havets metafysik skitseres:
Stranden har altid været der. Den er før end alt andet og bliver længere end alt andet. Den er det første og det sidste. Men før den og efter den er havet. Menneskene fylder så lidt i strandens tid. Og ingenting i havets. Hvis havet har tid?
Når de fleste læsere føler sig overbeviste om, at Ved havet har Rømø som sit geografiske forlæg, skyldes det kendskab til forfatterens liv. Peter Seeberg købte allerede i 1947 et sommerhus på Rømø til afslapning, læsning og samvær med venner og familie. Seeberg er opvokset i Sønderjylland, og fra 1960 arbejdede han som museumsinspektør ved Viborg Stiftsmuseum. Forfatterens nære forbindelse til Rømø, stranden og havet understreges af, at han lod sig begrave på øens kirkegård.
Ved havet er skrevet som en jubilæumsbog i 25-året for Arena, Forfatternes Forlag, og den bærer da også præg af forlagets interesse for moderne europæisk litteratur. Det fjerne udgangspunkt er Alain Robbe-Grillets lille prosastykke La Plage (1962, på dansk Stranden) om tre drenge på en ubestemt strand. En nærmere inspiration er James Joyces Ulysses (1922), der hen over 18 timer skildrer det kaotiske, moderne liv i Dublin. Ingen af disse kilder er nødvendige for forståelsen af Seebergs roman, men en viden om dem giver en dybere forståelse af bogens virkemidler.
Det fortalte forløb i Ved havet begynder med tidsangivelsen 6.00 (markeret i marginen til brødteksten) og slutter først kl. 24.00. Sammenlagt er romanens tidsrum 18 timer, nøjagtig som i Ulysses, men stedet er her stranden, i kontrast til den moderne storby.
Der optræder så mange personer i romanen, at bogen indledes med et personregister. Alene ud fra personregistret får man en fornemmelse af bogens menneskelige spændvidde fra bibelske navne som Abraham og Rebecca over et filosofnavn som Friedrich til almindelige danske navne som Ulrik og Maja.
Selvom romanen fokuserer på dagens små begivenheder og øjeblikkets urolige tanker, synes der at være et dybtliggende ønske om at beskrive mellemmenneskelige relationer til alle tider.
Spørgsmålet om fortidens levevis diskuteres kort før klokken 9.55 af vennerne Bloch og Gerard. Om mennesker i gamle dage siger Bloch:
de var ikke endnu indstillet på at leve længere, alt havde sin tid, den forkortede sexualitet i ægteskabet, følelsernes begrænsning, altings formalisering, indstilletheden på at dø, men livet var tættere
Den sidste bemærkning, men livet var tættere, er seebergsk, så kort og så fyndigt kan det altså siges.
De samme to personer drøfter senere på dagen klokken 13.00, hvilken indvirkning havet har på menneskene. De er enige om, at havet gør det lettere for menneskene at leve med deres problemer, men uenige om, hvorvidt det i et større perspektiv er en fordel:
hvis samfundslivet foregik ved et stort lunt hav, ville der ingen problemer være, siger Bloch, alle problemer er indlandsproblemer
og der ville ingen tankevirksomhed være, ingen udvikling, siger Gerard
nej overhovedet ikke, havet er så stor en gåde, som himlen er det, at det ville være tilstrækkeligt, og tilmed kan man færdes i den jorden er friktion, slid, slæb, havet er omfavnelse, bæren, opdrift, du kommer aldrig til bunds i havet .
Flere af bogens andre personer erfarer den sandhed, at små, bitre irritationer forsvinder, så længe man bader i havet. Desværre er kuren uden langtidsvirkning.
Den primære grund til at tage til stranden er badning. På en varm sommerdag står bilerne parkeret i lange rækker, der flyttes op og ned på stranden alt efter tidevandet. Enkelte som Peter kommer også gerne til stranden uden for badesæsonen og da af helt andre grunde:
Jeg tager ofte herud. Det er en særlig stilhed. Og der kommer ingen. Der er kun fuglene. Og vejret. Da er man sig selv.
Man behøver ikke tvivle på, at Peter Seeberg med dette udsagn lagt i munden på en person med samme navn også siger noget om sit eget behov for en gang imellem at være alene på stranden.
Ved eftermiddagens ende er der opbrud i de små grupper på stranden. For nogle er der ikke sket noget særligt den dag, og sådan er det i øvrigt med de fleste dage i vores liv. Helene genkalder sig dagen med følgende lille tankerække:
Nu letter dagen i sindet. De nåede ikke så meget. Men det nåes nok. Forunderligt dog.
Når man beskæftiger sig med Seebergs forfatterskab, bliver man opmærksom på den ejendommelige langsomhed, hvormed det udvikler sig. Det er, som om en idé skal lagre sig længe, før den er moden til et kunstværk.
Allerede i 1947, det år Seeberg købte sit hus på Rømø, skrev han i et brev til vennen Thorkild Hansen om sine gåture på stranden. Han meddelte dengang, at han ikke ejede nogen livsklogskab, men højst strandklogskab. Først 31 år senere, i 1978, fik danske læsere del i Seebergs strandklogskab, og gudskelov er romanen genoptrykt sidste år, så alle i dag kan nyde godt af denne personligt tilegnede viden om tiden og tidløsheden i billedet af stranden og havet.