Strandpop og trestjernet vask – her er musikken til sommeren

Nye plader fra dansk-walisiske Drew Sycamore og Garbage har potentiale til at vrikke os alle fri fra hiet

Drew Sycamore lyder lidt som Kim Wilde, men er årgang ’90, født i Hobro, med et talent ud over det sædvanlige og med en sans for at skabe elegante popnumre som ”45 Fahrenheit Girl”. Her ses hun på scenen ved Zulu Awards i KB Hallen den 29. april i år.
Drew Sycamore lyder lidt som Kim Wilde, men er årgang ’90, født i Hobro, med et talent ud over det sædvanlige og med en sans for at skabe elegante popnumre som ”45 Fahrenheit Girl”. Her ses hun på scenen ved Zulu Awards i KB Hallen den 29. april i år. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Deja vu fra Maroon 5

★★★☆☆☆

Maroon 5. Jordi. 222 Records/Interscope Records.
Maroon 5. Jordi. 222 Records/Interscope Records.

Det er godt at fejle. Fejl igen, fejl bedre, sagde forfatteren Samuel Beckett.

Når Adam Levine fra softrockgruppen Maroon 5 synger ”Beautiful Mistakes”, sker det på gennemtærskede formler og uden højlitterære værdier overhovedet. Ligesom på ”Red Pill Blues” (2017) prøver de på ”Jordi” at udvide paletten med gæster: rapperen Megan Thee Stallion, Stevie Nicks (Fleetwood Mac), H.E.R. og Zimbabwe-musikeren Bantu. Og hittet ”Memories” kommer i en ny version med den nyligt afdøde rapper Nipsey Hussle. Nogle af prøvelserne fungerer. Især når Maroon 5 rammer neo-soulen.

Men overordnet er resultatet lidt deja vu: gennemkommercialiseret, fejlfri popmuzak i indiecamouflage, som sikkert vil køre på repeat på Burger King fra Californien til Silkeborg.

Perfekt, jazzet match

★★★★★☆

Girls in Airports feat. Aarhus Jazz Orchestra. Leap.
Girls in Airports feat. Aarhus Jazz Orchestra. Leap.

Kulørt, fritænkende og genrenedbrydende er indiejazzbandet Girls in Airports og institutionen Aarhus Jazz Orchestra – på hver deres måde. Og sammen lyder de – som man allerede konstaterer på åbneren ”Myanmar” – som a match made in heaven . Det fælles album ”Leap” fascinerer med sin mørktonede atmosfære båret af hypnotiske trommer. Robust og sart, dragende og mere dragende for hvert lyt og med mange fine soloer fra begge orkestre, spredt med løs hånd ud over den suite-lignende musik. Og i ”Vejviser” går der ren Bach i elklaveret.

Ikke alle af de mange samarbejdende projekter, som det aarhusianske storband har sat i søen gennem årene, har givet mening. Ud over at vise, at de kan jazze med musikere fra vidt forskellige genrer. Dette projekt er uden tvivl et af deres bedste og mest gennemførte. Og meget velproduceret.

Hot strandpop fra Sycamore

★★★★★☆

Drew Sycamore. Sycamore. Warner.
Drew Sycamore. Sycamore. Warner.

Havde den dansk-walisiske sangerinde Drew Sycamore levet i 1980’erne, ville hendes musik strømme fra en ghettoblaster i varmegrader over middel. Om kap med Kim Wilde & Co. Det nåede hun akkurat ikke. Årgang ’90, født i Hobro, med et talent ud over det sædvanlige og med en sans for at skabe elegante popnumre som ”45 Fahrenheit Girl”, der er født til en strand nær dig.

Producer-brødrene Frederik og Fridolin Nordsø var også inde over debutpladen ”Brutal” (2019), og man kan høre, at Sycamore på kort tid har lært, hvordan man skruer et gedigent radiohit sammen.

Det bliver interessant at følge nordjyden, som efter seks år i England er bosat i København og snart skal møde publikum på en omfattende turné. Og Sycamores ”I Wanna Be Dancing” må være det oplagte credo, mens vi alle vrikker os fri fra vores coroniale hi.

Spøjs Brorson

★★★☆☆☆

Stjernevask. Skt. Stefan Session. Träume Tone Records.
Stjernevask. Skt. Stefan Session. Träume Tone Records.

Det er helt nye dybder, bandet Stjernevask får ud af Brorson og B.S. Ingemann. I sidstnævntes ”Fred hviler over land og by” frister en forvrænget el-guitar med fuzz-pedal, og der er pigtrådshård rock, mandskor og tysk cabaret med tuba, som bringer tankerne helt dybt – til en kælder sort som kul og tunge, kæntrede drømme. Tom Kristensen og Halfdan Rasmussen er også leverandører af tekst.

Sådan lyder salmer og højskolesange, når et rockband boltrer sig i Sankt Stefans Kirke efter lukketid. Lidt monotont, ihvertfald spøjst, men ikke uden charme. Bandet bruger nogle gange skruetrækker og brødrister som instrumenter, så gad vide, hvilken kurv frontkvinde, sanger og guitarist Madelin Wilian skruer sammen næste gang. Denne vask er trestjernet.

Garbage er bare gode

★★★★☆☆

Garbage. No Gods No Masters. Stunvolume.
Garbage. No Gods No Masters. Stunvolume.

Problemerne kører i ring, vi begår de samme dumheder, og politivold mod afroamerikanere er ikke noget nyt fænomen: ”Over and over again,” synger Shirley Manson på titelnummeret ”No Gods No Masters” på det syvende album fra Garbage. Og hun rasper ”money, money, money” i ”The Men Who Run The World”, en sang, som kritiserer magtmisbrug og ringe kønsbalancer.

”Hvad venter vi på?”, lyder det fra Garbage, som igen kommer med en opsang. På sin vis intet nyt fra bandet, som kom frem i 1993, og som har holdt et par pauser i de hårde udladninger. Nu maler de igen himlen grunge. De er tændte nu. Med guitarriffs og energi nok til alle de festivaler, vi ikke får.

Drew Sycamore lyder lidt som Kim Wilde, men er årgang ’90, født i Hobro, med et talent ud over det sædvanlige og med en sans for at skabe elegante popnumre som ”45 Fahrenheit Girl”. – Foto: