Prøv avisen
Bogen i tiden

To nye bøger viser strandvejssarkasme og søstersolidaritet

Foto: Leif Tuxen

Nye romaner fra Katrine Marie Guldager og Dy Plambeck skildrer henholdsvis den kølige overklasse før og efter finanskrisen samt utilpassede og vrede kvinder og ikke mindst moderskab. De fleste anmeldere står på – og enkelte helt af

Katrine Marie Guldager - Et rigtigt liv (Gyldendal)

Forfatteren Katrine Marie Guldagers nye roman, ”Et rigtigt liv”, handler om Filip. Han er opvokset med en handicappet bror, som han har et ambivalent forhold til, en mor, der dør ung, og en direktørfar, der sviger ham i sine bestræbelser på at give broderen et godt liv. Han bliver sendt på kostskole, læser jura og lever et på overfladen perfekt liv med succes og penge, med en smuk kone, en strandvejsvilla og et hus i Toscana, men under finanskrisen begynder det at gå galt for overklassens ellers så muntre søn.

Med sin nye roman fortsætter Katrine Marie Guldager dermed i det store episke format, som hun havde succes med i ”En uskyldig familie” (2017), men der er dog anmeldere, der savner Katrine Marie Guldager, som hun var engang – savner hendes digte, noveller og Køge-krøniken. Her Nanna Goul i Information:

”Var det bare dét, tænkte jeg, da jeg var færdig og følte mig snydt. Jeg havde nynnet med på romanens popsang hele vejen, men nu, hvor den var slut, blev det lidt for tydeligt, at sangen ikke ville mig noget. ’Et rigtigt liv’ er en roman, der ikke vil så meget andet end at fortælle en uforpligtende historie og underholde. Det gør den godt. Den gør på den anden side heller ikke den store forskel og er hurtigt glemt igen.”

Nanna Goul overgiver sig dog til Katrine Marie Guldagers sprog – ”hun skriver ikke bare underholdende og vildt effektivt, men også nuanceret, humoristisk og med et legende overskud”, skriver anmelderen og konstaterer, at det er ”mainstream, når det er bedst”, men også at forfatteren ganske enkelt skriver for godt til at skrive en roman som ”Et rigtigt liv”.

Det sidste er Klaus Rothstein enig i. Han finder nemlig, at Katrine Marie Guldager igen udsætter ”sin prosa for en ærgerlig og ret uforståelig reduktion”, og i sin anmeldelse i Weekendavisen konkluderer han:

”En advokatroman, der følger 1980’ernes boheme frem til finanskrisen, er absolut godt tænkt. Men ’Et rigtigt liv’ er stedmoderligt skrevet, som en synopsis, der venter på ankomsten af en forfatter, der kan give den form og fylde.”

Men i Kristeligt Dagblad lyder der ganske andre toner. Her giver Svend Skriver nemlig fem stjerner til en forfatter, der ”evner som få at skildre familiens vanskelige relationer”, og en roman, der er ”spækket med psykologiske nuancer”, samtidig med at den leverer en solid samfundskritik af vores forbrugskultur. Og så er Katrine Marie Guldager ikke, bemærker han, bange for at undersøge hele det grundlæggende eksistentielle spørgsmål: Hvad er et rigtigt liv?

Også i Berlingske er Katherine Diez glimrende underholdt. Hun kvitterer med fire stjerner ud af seks til en roman med ”en rummelig titel, som forpligter en rummelig fortælling”, og det er da også, hvad forfatteren leverer:

”Ligesom ’En uskyldig familie’ beror på et djævleblændt skarpt blik for generationernes dna og vekselvirkninger, gør denne nærmest lidt Lykke Per-agtige, ja, lad os bare kalde den ’dannelsesroman’, det også med sin indsigt i 1980’ernes begyndende yuppie-kultur og skriver sig samtidig morderligt relevant ind i en yuppie-generation 2.0 af overambitiøse, angstmarinerede djøf’ere og mig, mig mig-instagrammere.”

Alexander Vesterlund giver også fire ud af seks i Politiken, hvor han er glimrende underholdt af Guldagers strandvejssarkasme og af hendes humoristiske kynisme – og af en bog, der næs-ten læser sig selv: ”Der er noget ved kombinationen af Katrine Marie Guldagers korte sætninger og lynhurtige fortælletempo, der passer perfekt til historien om et liv, der synes at mangle et eller andet.”

Dy Plambeck - Til min søster (Gyldendal)

Lidt flere kanter at støde sig på er der måske nok i Dy Plambecks roman ”Til min søster”, hvor anmelderne dels slås med formen, dels med de lidt stereotype kønsbeskrivelser, men de ender alligevel med at overgive sig til historien om de to søstre, historikeren Aya og frisøren Andrea, om Ayas datter Nola og hendes fødsel og om J.P. Jacobsens barndomskæreste Anna Michelsen, der endte på Sankt Hans, og hvis breve til forfatteren fletter sig ind i fortællingen.

Undtagen en enkelt. I Kristeligt Dagblad finder Nils Gunder Hansen nemlig, at Dy Plambecks roman er ”tidstypisk på en enerverende måde”, og at den ”jagter den rå attitude”. Han medgiver dog, at stoffet ”ligger utroligt godt til hendes stil”, men at romanen falder helt fra hinanden:

”Forholdet mellem Aya og Andrea forbliver utydeligt gennem hele romanen; til tider kan de være svære at skelne fra hinanden, og det er der vel nok en søstersolidarisk pointe i, men det gavner ikke den fortællende dynamik og den karaktermæssige portrættegning, som kunne bære en roman som denne. Synet på de to køn er helt parodisk som beskrevet ovenfor, og den stadige appetit på vold, sex, krop, materialitet i enhver tænkelig form er trættende.”

Også i Weekendavisen funderer Lars Bukdahl over den valgte form, men ender med at omfavne den:

”Lige så let som den første barselshotel-del kunne i og for sig Anna Michelsen-sporet undværes. Tilbage ville være en lille, tæt og mørk roman, i familie med mørke romaner af Susanne Staun og Kamilla Hega Holst, om at overleve og slippe for patriarkatet og drømme om at få ram på det med et jagtgevær. Men en sådan nedklipning ville gøre romanen langt mindre original, i forhold til akkurat Staun og krogede Hega Holst, og selvstændig og uregerlig. Det er fedt og vigtigt med al den barsel først, når der kommer al den knugende vold og død senere, og det er fint og bevægende med telegrammerne fra fortidens ubehjælpeligt forulykkede kvindelighed.”

I Information finder Nanna Goul, at det er ”ganske vidunderligt” med Dy Plambecks politiske kvinderoman – ”og til tider lige lovlig programmatisk” – og hun mener, at den første del er lidt af en bedrift:

”Det er en lidt Sonner- gaardsk lystig titelprovokation (Barselshotellet 2015, red.) over det, bare i en omvendt og mere feministisk version, og hele denne del synes jeg faktisk er en begivenhed i dansk litteratur!”. Hun sammenligner med så mange af de andre anmeldere med Dea Trier Mørks ”Vinterbørn” og konkluderer:

”Jeg synes nok, at det bliver lidt for meget – at leve op til den erklærede dagsorden, og indimellem ligger tankerækker og passager i sidste del af romanen også faretruende tæt på klichéen. Men det ændrer ikke på romanens andre store kvaliteter – og på en skrift, der, når den løfter sig, virkelig ikke er bange for at flyve.”

I Politiken er der fem hjerter ud af seks fra Alexander Vesterlund, der konkluderer:

”Og hvor ensidige kønsskildringerne end kan forekomme – alle mænd er svage svin med små pikke, mens kvinderne er heltinder i et søsterfællesskab, som romanen stolt og solidarisk tager på sig – undgår man hos Dy Plambeck ikke at føle, at ordene kun kan komme et sandt sted fra.”

Vellykket og en smuk skildring af bånd mellem kvinder er nogle af de ord, der falder i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor der er fire stjerner fra Erik Svendsen, mens der i Berlingske er fem stjerner fra Anne Sophia Hermansen til Dy Plambeck og hendes ”fabelagtige” roman, der ”ønsker at afdække den kvindelige vrede – og det vanvid, der kan opstå, hvis man kulturelt eller socialt tvinges til at være noget andet end den, man er”. Anne Sophia Hermansen konkluderer:

”’Til min søster’ er et højøstrogent frihedsbrev. En hyldest til kvinder, der kan håndtere et gevær, en fødsel og et konventionsbrud – uden slinger i valsen. Læs den, og bliv suget ind, som romanomslaget lover: Et blåsort univers med vilde tulipaner, enorm lidenskab og potentiel fortabelse.”

I ”bogen i tiden” skriver vi hver uge om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.