Der findes ingen særlig socialistisk, liberalistisk eller konservativ måde at spille Mozarts eller Beethovens musik på. Klassisk musik plejer ikke at være genstand for politiske slagsmål, og derfor har det hos de fleste kommentatorer vakt undren, at Danmarks Radios beslutning om at lukke sit underholdnings-orkester har vakt store folkelige protester og tre måneders politisk uenighed.
Konflikten er endnu uløst og blev sat på spidsen, da et flertal i Folketinget i går - efter intens debat i onsdags - stemte for en opfordring til kulturminister Marianne Jelved (R) til ”fortsatte forhandlinger for at sikre økonomi til at bevare UnderholdningsOrkestret uden alternative besparelser på DR's budget”.
Kulturministeren har nu indbudt til nye politiske forhandlinger fra på tirsdag om en sag, som åbenlyst bekommer hende dårligt. I Folketinget gentog hun flere gange, at sagen efter hendes opfattelse ikke handler om DR UnderholdningsOrkestret, men om armslængdeprincippet, som giver DR frihed til at disponere uden politisk indblanding. Og mest taletid brugte hun på at udtrykke irritation over, at Venstre ikke tidligere i forløbet havde meldt klart ud.
Hele sagen kunne ligne politisk drilleri. For hvorfor er det lige, at et klassisk orkester, der rent kunstnerisk tilhører eliten, der ledes af en internationalt berømmet ungarer, Adam Fischer, og som indgår i mange eksperimenterende konstellationer med moderne musikere, er blevet indbegrebet af folkelighed, danskhed og kulturarv for socialisten Jørgen Arbo-Bæhr (EL), den liberale Michael Aastrup Jensen (V), den konservative Lars Barfoed (K) og den nationalkonservative Axel Ahrendtsen (DF)?
Men ifølge Michael Böss, samfundsdebattør, lektor ved Aarhus Universitet og forfatter til debatbogen ”Det demente samfund”, er det højst Venstres positionering, der har været påvirket af muligheden for at kunne give ministeren en begmand. Han mener, at orkestersagen er udtryk for, at der er opstået, hvad han kalder ”en ny dannelsesalliance” i dansk politik:
”Selvom det politiske venstre og højre stadig er fordelingspolitisk uenige, har der vist sig en kulturkonservativ position, som spænder fra De Konservative og Dansk Folkeparti til Enhedslisten. En konservatisme, som fremhæver værdien af kulturarv og tradition og vender sig imod den teknokratiske tænkning, som præger dansk politik og embedsværket,” siger han.
Michael Böss uddyber, at partierne ikke er enige om alt. Det er betegnende, at alle kan blive enige om at pålægge ministeren at bevare orkestret, men ikke om, hvordan DR så skal finde pengene:
”For en konservativ som Lars Barfoed er det naturligt at ville bevare orkestret som en del af den kulturelle dannelse. Hos Enhedslisten vil man ikke hylde national kulturarv, men i stedet bruge betegnelsen 'folkeligt' om orkestret. Begge positioner er et oprør mod det kultursyn, som kommer til udtryk ved, at der i regeringsgrundlaget ikke står noget om kulturarv, men kun om, hvad dansk kultur kan bruges til på det internationale marked.”
Han mener, man også kan finde alliancen i undervisningspolitikken, hvor et individuelt, projektorienteret og internationalt fokus og en obligatorisk forlænget skoledag vækker skepsis hos både K, DF og EL. Som omtalt i gårsdagens avis er der også en politisk debat om læreruddannelsens dannelsesfag KLM, hvor de borgerlige partier og EL udgør én front omkring tradition og værdier over for dem, der prioriterer modernitet og praktisk anvendelighed.
For nylig stod Enhedslisten og Dansk Folkeparti også side om side i forsøget på at redde en anden kulturinstitution med henvisning til den historiske dimension. Det handler om Københavns Rådhus' over 100 år gamle og flotte rådhusbibliotek, som et flertal i Borgerrepræsentationen i sidste uge besluttede at lukke. Materialet skal destrueres, flyttes eller digitaliseres. Kommunens kulturborgmester fra DF forsøgte til det sidste at bevare biblioteket.
Om der virkelig er tale om et fast, fælles kulturpolitisk udgangspunkt tvivler Peter Duelund, lektor ved Center for Kulturpolitiske Studier på Københavns Universitet, dog på.
”Det er en umage konstellation. Det viser, at Enhedslisten aldrig har formuleret en reflekteret kulturpolitik, og at det er blevet lidt tilfældighedernes spil i denne måde at markere sig på. Det er et parti, der umiddelbart hellere skulle kæmpe for kunstnerisk autonomi og selvforvaltning,” siger han
Ifølge Peter Duelund er De Konservatives argumenter ”noget brogede”. Orkestret har bygget bro mellem det klassiske og rytmiske, og derfor er det ikke klassisk kulturarvspolitik at ville bevare orkestret, vurderer Duelund, som mener, at der i kølvandet på den aktuelle debat er behov for at få kortlagt, hvordan armslængdeprincippet udmøntes og håndteres:
”Det handler mest af alt om en politisk markeringskamp i spektret mellem politisk styring af institutioner og kunstnerisk selvforvaltning.”