Striden om Gud får næring i ny bog

Carsten Breengaard retter skarp kritik mod moderne teologer, der har erstattet klassisk kristendom med gammelt kættersk tankegods fra gnosticismen

"Det er spændende at følge Breengaards detektivarbejde med at grave sig igennem de bibelske skrifter og nå frem til pointen om, at Grønkjær og Sandbeck fejllæser Det Nye Testamentes beskrivelse af, hvem Gud er," skriver Peter Lodberg.
"Det er spændende at følge Breengaards detektivarbejde med at grave sig igennem de bibelske skrifter og nå frem til pointen om, at Grønkjær og Sandbeck fejllæser Det Nye Testamentes beskrivelse af, hvem Gud er," skriver Peter Lodberg. .

De seneste års vigtigste teologiske diskussion handler om, hvem Gud er, og hvordan vi i dag skal tale om Gud. Det er en diskussion, som dukker op med jævne mellemrum og går helt tilbage til Det Nye Testamentes forkyndelse af, at kendskab til Gud går via troen på Jesus af Nazaret, som de første menigheder bekendte som Guds Søn.

Teologer op igennem kirkens historie har foreslået forskellige billeder, ord og begreber, der skal indfange Guds væsen og betydning for den kristne tro. I middelalderen er det opgøret mellem reformatorerne og de katolske bodsteologer, der kræver en genbesindelse på spørgsmålet om, hvem Gud er. Da oplysningstiden bryder igennem i Vesteuropa, kommer teologer igen på overarbejde. De er udfordret til at gennemtænke gudsbegrebet ud fra den ny tids sandhedsidealer.

I dag melder naturvidenskab, religiøs fundamentalisme og ateisme sig som nye udfordringer til teologiens bestræbelser på at tolke, hvem Gud er, og hvordan vi i dag taler forpligtende om Gud.

I Danmark kom diskussionen om Gud på alles læber med præsten Thorkild Grosbølls udsagn om, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud. Også kollegaen Per Ramsdal skabte opmærksomhed, da han i begyndelsen af i år måtte tage imod sin biskops tilbud om et teologisk mentorforløb. Ramsdal havde skabt tvivl om sin forkyndelse af Jesu opstandelse i forbindelse med især begravelser.

Grosbøll og Ramsdal blev kendte uden for kirkens og teologiens rum. Mindre opmærksomhed i medierne fik Vartov-præsten Niels Grønkjær og teologen Lars Sandbeck for deres teologiske udkast til, hvordan vi skal forstå Gud i dag. Men det betyder ikke, at deres bøger om henholdsvis ”Den nye Gud” og ”De gudsforladtes Gud” ikke er blevet gjort til genstand for omfattende diskussioner blandt interesserede lægfolk, præster og teologer.

Undervejs har især tidligere universitetslektor, dr.theol. Carsten Breengaard forholdt sig meget kritisk til både Grosbøll, Ramsdal, Grønkjær og Sandbeck for at bevæge sig ud på en helt forkert teologisk kurs i deres forsøg på at formulere et gudsbegreb, der henvender sig til nutidens mennesker.

Breengaard sammenfatter og uddyber i sin nye bog, ”Gud i klemme”, kritikken af ikke mindst Grønkjær og Sandbeck. Deres gudsbegreb er ikke i overensstemmelse med det, som Breengaard kalder for klassisk kristendom. Det er en kristendomsforståelse, der udgør en grundstruktur i kristen tro og tænkning med vægt på skabelse, syndefald og forsoning. Den treleddede grundstruktur genfinder Breengaard i evangeliernes teologiske opbygning og i apostlen Paulus' breve.

Det er spændende at følge Breengaards detektivarbejde med at grave sig igennem de bibelske skrifter og nå frem til pointen om, at Grønkjær og Sandbeck fejllæser Det Nye Testamentes beskrivelse af, hvem Gud er. Deres opgør med tanken om, at Gud er almægtig og deres betoning af, at Gud er den svage Gud, afvises.

Sandbeck fejlfortolker Jesu gudsforladthed i Matthæusevangeliet, fordi han ikke tolker Jesu korsord: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” i lyset af hele Salme 22 i Det Gamle Testamente. Dermed forbliver Sandbeck i talen om Jesu lidelse og når aldrig frem til at kunne forholde sig konstruktivt til at tale om Jesu opstandelse.

Men især er Breengaard kritisk over for Niels Grønkjærs nye Gud. Den er slet ikke så ny, som Grønkjær gerne vil gøre den til. Tværtimod hviler den på gammelt kættersk tankegods, der går tilbage til gnosticismen i kristendommens første århundreder. Især hæfter Breengaard sig ved, at Grønkjær meget bevidst har overtaget en gnostisk forståelse af verdens tilblivelse. Dermed fortrænges talen om Gud som skaber og skabelsen som god. Det får også betydning for, hvem mennesket er, og hvorfor mennesket skal blive forsonet med Gud gennem Jesus Kristus.

Breengaards teologiske anliggende er så vigtigt, at det kan stå for sig selv. Han behøver ikke sine indledende polemiske udfald mod Grosbøll, Ramsdal, Sandbeck og Grønkjær. De kan kun afspore en nødvendig teologisk diskussion om et helt centralt tema, der må optage enhver med interesse for tro, tænkning og kirkens forkyndelse.

Breengaards budskab om, at den nye Gud og den afmægtige gud er en kættersk gud, må kalde på et gensvar, der forholder sig til sagens kerne og ikke forfalde til ufrugtbar polemik.

kultur@k.dk