Prøv avisen

Striden om Kaj Munks dramatik

Foto: Ritzau Scanpix

16 artikler om Kaj Munks dramaer har til formål at revurdere forfatterskabets betydning i dansk litteratur

I tomrummet efter Henrik Ibsen og August Strindberg blev Kaj Munk den store danske dramatiker i 1930erne og 1940erne, som vandt popularitet i hele Norden. Han var ikke nogen innovativ dramaturg, til gengæld var han brændende engageret i sin samtids politiske spørgsmål og ikke mindst kristendommens refleksion af forholdet mellem etik og autoritet, mennesker og Gud.

Hvor populær Munk egentlig var, kan være svært at afgøre i dag.

Stephen A. Mitchell skriver i forordet til en ny antologi, at Munks skuespil i gennemsnit blev spillet hver aften et sted i Norden gennem det meste af to årtier. Senere i antologien citeres Birgitte Hesselaa for at afkorte denne højfrekvente periode til otte år fra 1932 til 1940. Under alle omstændigheder var Kaj Munk i sin samtid en af de mest betydningsfulde forfattere.

Sin popularitet mistede Munk kort tid efter den tragiske død den 4. januar 1944. Man begyndte at tage afstand fra hans politiske sympatier med Hitler og Mussolini, og man miskendte den æstetiske værdi i forfatterskabet. De danske litteraturhistorier bidrog til udviklingen med en langsom afskrivning af forfatterskabets betydning.

Siden årtusindskiftet er der fremkommet en række indbyrdes uafhængige tiltag, der forsøger at ændre på den stigende marginalisering af Kaj Munk. Først kom Per Stig Møllers biografi Munk (2001), så kom en antologi med ni læsninger i Kaj Munks dramatik (2004), og nu i dag udkommer endnu en antologi med seksten læsninger af Munks dramatiske værker. Antologien har den tillokkende titel Kaj Munk. Opgørets dramatik, men hvad betyder den egentlig? Det forklares desværre ikke i bogens lidt for kortfattede indledning.

Den ene af antologiens to redaktører, Henrik Nygaard Andersen, skriver indledningsvis, at omdrejningspunktet for artiklerne er Munks livssyn set i lyset af hans skuespil. Hver bidragyder har taget udgangspunkt i et enkelt skuespil fra Munks omfattende produktion, herunder de mest kendte, En idealist, Ordet og Han sidder ved smeltediglen.

Bidragyderne er teologer og litterater fra Danmark, Norge og Sverige, hvoraf de danske er kendte og habile navne som Henrik Wigh-Poulsen, Anders Thyrring Andersen, Hans Hauge, Mogens Pahuus, Knud Bjarne Gjesing og Johs. Nørregaard Frandsen. Alle skribenterne er optaget af at gennemtænke de religiøse og historiske motiver og problemstillinger i Kaj Munks dramatik, og det gør de gennemgående godt.

Nogle skribenter diskuterer tillige med litteraturhistorikerne betydningen af Munks forfatterskab i dag. En af disse er Hans Hauge. Han undrer sig over, at Gyldendals nye litteraturhistorie opvurderer den kulturradikale Poul Henningsen, mens Kaj Munk nedvurderes. Det ligner rigtignok en betænkelig kulturpolitisk manifestation. Med afsæt i skuespillet I brændingen foreslår Hauge på vanlig provokatorisk vis at opfatte Kaj Munk som det tætteste, vi i Danmark er kommet på en brandesiansk og kristen forfatter.

Man kan udmærket opfatte antologien som et indlæg i den igangværende kulturkamp, men det er faktisk kun Hans Hauge og Henrik Nygaard Andersen, der direkte forsøger at rehabilitere forfatterskabet. De resterende bidrag koncentrerer sig hovedsageligt om fortolkningens kunst og er ikke ringere af den grund.

Ifølge antologiens indledning er der brug for en revurdering og en genindplacering af Munks person som forfatter. Hvis man nøjes med at læse indledningens to små sider, finder man ingen tungtvejende argumenter for nødvendigheden af denne udgivelse. Men læser man sig igennem antologiens seksten artikler, bliver det tydeligt, at Kaj Munk dramatik også den dag i dag virker igangsættende for dybe overvejelser over magtens tiltrækningskraft, hvad enten det er Guds magt ellers menneskers magt.

Når det er sagt, virker det forfriskende, at Knud Bjarne Gjesing tør skrive, at i hvert fald et af Munks skuespil, Havet og menneskene er dramatisk uafklaret og egner sig bedre til filmatisering end fremførelse på en teaterscene. Hvis man skal vinde kulturkampen, må man huske at nuancere sine udsagn.

Henrik Nygaard Andersen og Torleiv Austad (red.): Kaj Munk. Opgørets dramatiker. Forlaget Anis. 327 sider. 299 kroner. Udkommer i dag.