Man forstår intentionen bag biografien om Jesper Langballe. Den grunder i fascination af denne usædvanligt bramfri mand, der ofte omtales som en fordømmende teolog og politiker, men som faktisk er en yderst venlig person, hvis ildsprudende facon primært vidner om et enormt engagement i sagen.
En sag, der på kort formel handler om at slås for det, man ikke vil miste. Med bogen "Langballe" fortæller de to journalister Mads Bregenov og Mads Jensen historien om journalisten, der blev teolog, tidehvervsmand, sognepræst i Thorning i Midtjylland og endelig i 2001 folketingspolitiker for Dansk Folkeparti. Biografien er holdt i en let journalistisk stil med mange citater, overskuelig kronologi og en tilpas grundig indføring i de teologiske og historiske tankegange, der ligger til grund for Langballes stræben.
Fortællingen skaber også et vist indblik i Langballes skæbne med en far, der tog sit eget liv, da sønnen var 21 år, en alkoholiseret kone og en hverdag præget af lige dele systematiseret rod og hjertevarme.
Dog skal biografien ikke læses, hvis man vil ind under huden på Langballe, for det kommer man kun delvist. I stedet skal den læses, hvis man vil forstå kernen i den kamp, han og Søren Krarup gennem flere årtier har kæmpet sammen.
Jesper Langballe blev født i Randers som søn af læge Mogens Langballe, der var aktiv i modstandsbevægelsen, og med en mor, der introducerede ham for kunst og kultur.
Jesper var en doven rad, der kun beskæftigede sig med det sjove, som for eksempel at springe ud fra første sal med en paraply som faldskærm. Det urealistiske forhold til naturlovene og en klodset distraktion er kendetegnende for Langballe, og da faderen truede med at sende den ugidelige søn i lære som blikkenslager, for denne for en tid til søs.
Trods tre forsøg fik Langballe aldrig studentereksamenen, men blev i stedet journalist og stiftede familie. Efter nogle succesfulde år som morsom mand på Jyllands-Posten skiftede han til teologi og blev en højt respekteret præst. Imidlertid trivedes hans kone ikke i præstegården, og Langballe fremstår som en ægtemand, der som engageret samfundskæmper svigter sit bagland. Han erkender sine dyre prioriteringer, men bortset fra nogle tanker om skyld i forbindelse med hustruens død i 2005 tillader forfatterne, at hun forbliver en uvirkelig skæbne i baggrunden. Familielivet fremstår mest som konturer af kaos, hvor børnene tidligt lærer at ryge, hvor dørene står åbne, og hvor Langballe selv er fraværende. Faderens selvmord og konens skæbne er grundpiller i Langballes person, og med søsterens ord har han med årene lært sig en "benægtelse af tingenes tilstand".
Som barn havde Langballe et flygtigt forhold til fætteren Søren Krarup, men siden fandt de to hinanden i et tidehvervsk skæbnefællesskab.
Fædrenes modstandskamp blev ført videre mod humanistisk ideologi, statsligt formynderi og naturligvis indvandring. I 2001 blev fætrene valgt til Folketinget, som de indtog som to drenge på første skoledag, der insisterede på at sidde ved siden af hinanden. Men alvoren er umiskendelig. For Langballe er det Gud, der i det skjulte fører folket, mens vores opgave er at overtage det, vi af den højere instans er sat i. I god tidehvervsk ånd blev Langballe ikke politiker for at gøre verden bedre, og han forklarer: "Derimod syntes jeg, at jeg hele mit liv havde måttet kæmpe for at bevare noget, som jeg var lige ved at miste." Man bøjer sig dybt for Langballes livskamp og vidunderligt frygtløse opgør med den politiske korrekthed, men samtidig overvejer man, hvor grænsen mon går mellem realistisk dømmekraft og angsten for at miste.
Kan Langballe overhovedet i sin lydige fastholdelse af det bestående rumme forandring, og bruger han ikke i sin angst for tab Gud som instansen, der beordrer ham til at fastholde? Med bogen her præsenteres man for den mulighed, at tabet af faderen og trangen til at benægte tingenes tilstand udgør en vigtig forståelse af Langballes person.
Han vil sikkert mene, at anmelderen her foretager en utidig psykologisering af tingene, men er det ikke netop den dobbelthed, Langballe og Krarup repræsenterer i deres beundringsværdige kamp? En fantastisk styrke og en stor analytisk indsigt, men samtidig en manglende erkendelse af, hvor meget det personlige følelsesliv sætter kursen for enhver af os? Bogen om Langballe antyder dette. Ikke fordi stridsmanden for alvor sætter ord på sit eget indre, men fordi han sætter så lidenskabelige ord på alt det, han ikke vil miste, at læseren kan slutte selv.
Mads Bregenov og Mads Jensen: Langballe – en biografi. 299 kroner. 288 sider. People's Press