Prøv avisen
Boguddrag

72-årig digterdebutant: Strikketøjet flyver over gulvet. Du råber op, bander, skriger

72-årige Per Lykke Jacobsen har ellers tidligere haft det svært med ord. Han var ordblind i skolen, men i dag myldrer ordene frem og vil ud. Han mener selv, at det er nærværet med døden, der har pustet liv i dem. Foto: Lars Aarø.

Per Lykke Jacobsens digtsamling "Du gik før mig" går meget tæt på det, man oplever, når man står magtesløs overfor døden og må tage afsked med en af sine nærmeste. Her er tre udvalgte digte

du gik før mig

du gik før mig
en sensommermorgen
tågen drev ind over landet
ingen vind rørte sig
jeg så dig da du drejede
til venstre ved stranden
en flig af din lyserøde
morgenkåbe

jeg så dig da du gik ud
på broen morgenkåben havde
fået et skær af noget blåt
over sig
håndklædet hang over
skulderen og var hvidt i
tågen var der kun dig og
badebroen
alt andet gik i ét

så tyst der var
selv vandet gav ingen lyd
fra sig kun lyden fra
stalddørsgrebet da du
bnede badehusets dør

måske var det den lyd der
gjorde mig varm
måske var det noget andet
da jeg kom ud på broen
havde du taget
morgenkåben af der var
ikke andre end dig og mig

maskerne vil ikke

i døråbningen ser jeg
strikketøjet flyve over gulvet
du råber op
bander
skriger

jeg farer sammen
kommer løbende
adrenalinen pumper
forventer det værste

du sidder i lænestolen
raser som aldrig før
knyttede næver hamrer
mod benene
mod stolen
hårdt
hidsigt
opløst
grædende
fejer mig væk

jeg kan ikke mere
jeg vil ikke mere
det er slut
slut
skriger du

min mave snører sig sammen
ordløst henter jeg strikketøjet
i det modsatte hjørne
fortvivlet står jeg og fumler
med strikketøjet
mellem hænderne

hvad strikker du
spørger jeg

en trøje til vores yngste
hulker du

det ser lidt småt ud
svare jeg
og holder strikketøjet frem

det er til når de får et barn
deres første skal også have
en strikketrøje
fra mig
men nu
nu
jeg kan ikke

det er fjerde gang
det er fjerde gang
jeg trevler op
maskerne vil ikke

de sidste ord forlader
næsten ikke dine læber
triller ned ad hagen
som tårer

jeg lægger strikketøjet
breder det ud på bordet
sætter mig på knæ
holder om dig
trækker vejret dybt
leder efter ord

en striktrøje
fra farmor
ligesom de andre
børnebørn har fået

dagen efter
giver du strikketøjet
til vores ældste datter

vil du strikke det færdigt
til når engang de får et barn
ja mor

I græder begge to
jeg kører til bageren
efter wienerbrød

ingenting ser fint ud

frygtsomme står vi omkring dig
mens de tømmer dine lunger

sætter mig på sengekanten
slangen ud af siden på dig
du læner hovedet mod mit bryst
alle er så alvorlige
vigtigt du kan trække vejret
det forstår jeg godt

det ser fint ud
siger sygeplejersken

ingenting ser fint ud tænker jeg
holder dit hoved i mine arme
du vånder dig
gisper svagt
jeg mærker det mere
end jeg hører det

hvad skulle jeg gøre uden dig
hvisker du