Prøv avisen

Strindberg i Danmark

August Strindberg med døtrene Karin og Greta, fotograferet året før han og familien flyttede til Danmark. (Arkivfoto)

teater Han passer fortrinligt til vor tid. Sådan forklarer teaterchef ved Dramaten i Stockholm Staffan Valdemar Holm den store interesse for August Strindbergs dramatik. Lige nu er ": Frøken Julie" og "Pelikanen" på plakaten i København

Den 27. september 1888 åbnede Politikens læsere deres avis til denne notits: "Til Beroligelse. I Anledning af de skæmtsomme Rygter, mine litterære Meningsfjender har udpredt om min Person, skal jeg herved tilkendegive for Venner og Frænder, at jeg ikke har voldtaget Børn og ikke har været delagtig i Tyverierne i Taarbæk. Kjøbenhavn den 26 Septbr. 1888. August Strindberg."

Notitsen bekræftede fiskerfamilierne og naboerne i Taarbæk nord for København i deres indtryk af den svenske forfatter, der havde indlogeret sig med sin familie i Villa Maud på Strandvejen, som værende bindegal.

Fra gaden kunne de se ham jagte ægtefællen Siri von Essen rundt om spisebordet og gestikulere vildt. Venner og forretningsforbindelser modtog i samme periode breve fra Strindberg, hvor han beklagede sig over sin fortvivlede økonomiske situation og luftede rasende jalousi mod hustruen, som han mistænkte for utroskab. Alt sammen medvirkende til, at der opstod vilde rygter om hans gøren og laden.

Strindberg boede i omegnen af København, brødrene Edvard og Georg Brandes' hovedstad, i årene 1887-1889, hvor han skrev nogle af sine mest spændende romaner og skuespil og forsøgte sig med en eksperimentalscene, som skulle arbejde efter dogmeprincipper med minimal scenografi og besætning og rå, uslebne opsætninger af nyskrevet skuespil i direkte og pågående stil.

Et af skuespillene var "Frøken Julie", der spilles netop nu på teatret Kaleidoskop med Maibritt Saerens, Janus Nabil Bakrawi og Marie Louise Wille i hovedrollerne. Også Teatret ved Sorte Hest spiller Strindberg p.t. – "Pelikanen" med Karen-Lise Mynster i hovedrollen som monster-mor til to forpinte voksne børn.

Og for nylig blev Strindbergs "Dødsdansen" opført på Betty Nansen Teatret, ligeledes i København. Helt så let gik det ikke for Strindbergs forestillinger, mens han opholdt sig i frivilligt eksil i Danmark.

Det var meningen, at "Frøken Julie" skulle opføres på Dagmarteatret, men Københavns Politi fik nys om, at stykket indeholdt både sex og selvmord og nedlagde forbud.

Strindbergs hustru, der var direktør for Strindbergs Skandinaviske Forsøgsteater, prøvede at overtale justitsministeren til at give lov alligevel, men han bøjede sig ikke.

I stedet skrev Strindberg et andet stykke til Dagmartea-tret, "Paria", og for en sikkerheds skyld et ekstra, "Fordringssägere", og forvandlede "Frøken Julie" til en privat forestilling i Studenterforeningen.

Skuespillet "Faderen" blev derimod opført på Casino-teatret. Det Kongelige Teater afstod konsekvent fra at spille Strindberg i hele 1800-tallet. Første gang det skete, var i 1901 med "Skyldig – ikke skyldig?". "Frøken Julie" nåede først frem til nationalscenen i 1924, mens "Et drømmespil" måtte vente helt til 1940.

Lad det så være en trøst, at "Frøken Julie" først blev spillet offentligt i Sverige i 1906. Siden har der jævnligt været spillet Strindberg på teaterscener i og uden for Norden, med en stadig voksende interesse for ham den seneste halve snes år.

– Måske fordi han passer fortrinligt ind i vores tid. Hans lyst til at overskride grænser og eksperimentere med form og indhold svarede ikke altid til datidens forestillinger om stor teaterkunst. Men for nutidens søgende individer og deres kredsen om rollebegrebet er Strindberg sagen. Han leverer slagmarksdramatik om kønsroller og magtroller med næsten vellysten energi. Eller som han udtrykte det: "Jeg finder selv livsglæden i livets stærke og grumme kampe." Ikke som Ibsen, hvor personerne først skal sidde ned eller have frakken af og foretage sig alt muligt, før vi kommer til biddet. Men lige på og hårdt: "I aften er frøken Julie vanvittig igen!" lyder indgangsreplikken i stykket om grevedatteren og herskabstjeneren, fortæller teaterchef ved Dramaten i Stockholm Staffan Valdemar Holm til Kristeligt Dagblad.

Det er hans skyld, at dele af det danske teaterliv stadig ryster en smule ved tanken om at sætte Strindberg op. Hans Strindberg-instruktion fra begyndelsen af 1990'erne og frem er blevet næsten legendarisk.

Blandt mange instruktøropgaver i ind- og udland har han haft succes med en række stærke og radikale opsætninger af Strindbergstykker som "Spøgelsessonaten", "Frøken Julie" og "Faderen". Flere af dem har også kunnet opleves i København.

Senest har Holm på Dramaten instrueret sin landsmands forestilling "Leg med ild", der også gæstede Det Kongelige Teater.

I 1988, hundredåret for Strindbergs forsøgsteater i København, var Staffan Valdemar Holm medstifter af Nyt Skandinavisk Forsøgsteater, og det var truppen her, der for alvor fik gang i de pågående tolkninger af Strindberg, som kom til at danne skole, og som også har påvirket Rolf Heim og Alexa Ther i deres arbejde med de aktuelle forestillinger i København.

– Jeg tror, der i 1970'erne og 1980'erne var en tendens til at gøre Strindberg mere diskret og politisk korrekt, end han var. Han skånede ingen af kønnene. Men jeg faldt netop for hans provokerende fremstillinger af kvinder og mænd, der længes efter kærlighed, men i stedet gør livet til et helvede for hinanden, i onde cirkler af erotisk tiltrækning, angst, jalousi, dominans og hævn. Og jeg fik lyst til at spille ham hele vejen ud. Prøve at få fat i hans desperate afsløringer og formidle dem med hans egen ekstreme sproglige energi, siger Staffan Valdemar Holm.

Han tilføjer, at når Strindberg indimellem kunne virke lettere sindssyg på sine omgivelser, var det blandt andet, fordi han levede et moderne liv, før det var blevet moderne at gøre det. Ligesom vi i dag kom han vidt omkring geografisk og mentalt og var svær at fastholde på et bestemt synspunkt eller en bestemt identitet.

Og ligesom vi blev han gift og lod sig skille flere gange og var fuld af paradokser. Idylliserede til en vis grad kvindens rolle som opofrende hustru og mor, men giftede sig tre gange med kvinder, der havde egen karriere, skuespillerne Siri von Essen og Harriet Bosse og journalisten Frida Uhl. Fremhævede den stærke mand som ideal, men kunne selv virke næsten feminin på folk. Interesserede sig for børn og mente, det var forfærdeligt, hvis de skulle rammes af forældrenes kampe, men formåede ikke at holde sit eget afkom fri af kampzonen.

– Nogle mener, Strindberg vil være umulig at spille den dag, vi har fuldstændig ligestilling i samfundet. Men i Sverige har vi fifty-fifty kvinder og mænd i Rigsdagen, og alligevel er Strindberg mere populær nu end for 10 år siden. Jeg tror, det er, fordi stykkerne ikke bare handler om mænd og kvinder, men lige så meget om dominans og underkastelse, siger Staffan Valdemar Holm.

Hvad angår Strindberg og Taarbæk, skrev han med baggrund i sit eget ægteskab bekendelsesromanen "En dåres forsvarstale", mens han boede der.

Siden flyttede familien videre til Virum og landstedet Skovlyst for foden af Geels Bakke, hos forvalteren og en excentrisk komtesse, der var hans halvsøster. Disse to – stakler, tør man vel godt sige – bliver nu hans litterære råstof. Han gør sig gode venner med forvalteren, går tæt på hans lidt sære relation til komtessen og gør sig herefter uvenner med manden ved at gå i seng med hans "rigtige" søster, en 16-årig pige, og dernæst pudse politiet på ham!

Strindbergs begrundelse for politianmeldelsen var, at forvalteren opførte sig underligt. Sagen ender med tumultarisk flugt fra Skovlyst til et Hotel Nyholt på den anden side af Geels Bakke, hvor Strindberg indkvarterer sig med hustru og børn. Mange år efter Strindbergs død, i 1920'erne, skriver forvalteren i nogle notater: "Hvad havde jeg dog gjort ham?" En ringe trøst var det, at der kom stykket "Frøken Julie" ud af mareridtet på Skovlyst, samt romanen "Tscandala", en næsten ord-ret beskriver hele forløbet. Og at forvalteren og hele Skovlystmiljøets lavadelige havekultur indgår i henholdsvis "Klokkeren på Rånø" og "Blomstermålninger och Djurstycken".

"Pelikanen" spiller til den 11. december og "Frøken Julie" til den 18. december.

boas@kristeligt-dagblad.dk

august strindberg

1849-1912. Er blevet kaldt for Sveriges største digter og dramatiker. Født og opvokset i Stockholm som søn af en far fra det bedrestillede borgerskab og en dybt religiøs mor, der kom fra små kår og blev tjenestepige. Fra hans litterære produktion kan, ud over de værker, der er omtalt i artiklen, nævnes "Fritänkaren" , "Mäster Olof", "Röda rummet", "Lycko-Pers resa", "Svenska folket", "Dikter", "Utopier i verkligheten", "Giftas", "Hemsöboerne", "Inferno", "Till Damaskus", "Ensam" "Svarta fanor", "En blå bok" og fembinds-selvbiografien "Tjänstekvinnans son". Efter i mange år at have været afvisende over for kristendom og tro blev Strindberg reliøst søgende i begyndelsen af 1890'erne. På sit dødsleje greb han ud efter Bibelen og sagde: "Dette er det eneste rigtige. Nu siger jeg ikke mere."

Strindbergs stykker handler ikke bare om mænd og kvinder, men lige så meget om dominans og underkastelse, mener teaterchef ved Dramaten Staffan Valdemar Holm. (Foto:Leif Tuxen)