Prøv avisen
Bog

Strindbergs helvede er et sjælerystende besøg værd

6 stjerner
Strindbergs selvfremstillende ”Inferno”-trilogi er noget af det bedste, den svenske dramatiker har skrevet. Foto: Nf/Ritzau Scanpix

Den svenske dramatiker August Strindberg angav vejen for en ny tids litteratur med sin ”Inferno”-trilogi, der nu er udkommet i ny dansk oversættelse

Man har kaldt det galskabsskrift. En sygejournal. En forrykt mands dunkle dagbogsnotater. Det skal såmænd nok passe. Men det ville alligevel være for nemt og forkert at afskrive Strindbergs bizarre ”Inferno” og efterfølgeren, den ikke mindre mærkelige ”Legender”, som lutter tøjlesløs paranoia på skrift. For tør man tage med August Strindberg på den sjælerystende færd gennem skærsildens cirkler, ser man, at skriften er ladet med dybsindig metafysik, med religiøs indsigtsfuldhed og underlagt et klart kompositionsprincip, der foregriber den moderne autofiktion.

Strindbergs selvfremstilling er ikke bare umådeholden selvudlevering, men en besættende, famlende og vitalistisk, sjælens dannelsesroman om den evige vaklen mellem tro og tvivl. Og noget af det bedste, Strindberg har skrevet.

I det afsluttende årti af det 19. århundrede gennemlevede den store svenske dramatiker en skelsættende livskrise, kendt som Infernokrisen, der kløvede hans forfatterskab i to. Fra den fortumlede tid har vi tre selvbiografiske skrifter; ”Inferno” (1897), ”Legender” (1898) og ”Ensom” (1903), der hver på sin vis er en rastløs gennemrejse i sjælens krigszone. Undervejs martres han af forfølgelsestanker, registrerer sammenhænge og ser tegn; dulgte meddelelser, onde øjne, der belurer ham fra pudens folder, og elektricitet i væggene. Led ved poesien og ansporet af tidsånden kaster han sig over naturvidenskabelige eksperimenter og forsøger sig sågar en tid som alkymist. Men alle forsøg på at undslippe sit personlige inferno støder på grund, indtil han stifter bekendtskab med okkultisten Swedenborg, som bliver hans guidende Vergil gennem Helvedet.

Værkerne bør læses i sin sammenhæng for til fulde at fornemme den religiøse sjælevandring frem mod lyset, som de tre værker udgør. Og derfor er det også glædeligt, at det lille kvalitetsforlag Batzer og Co nu udgiver trilogien i en flot, gennemarbejdet oversættelse af Gregers Steendahl i behændige lommeformater.

Med ”Inferno”, som er skrevet i en raptus over få uger i Paris i 1897, begynder nedstigningen i Helvedet. En manisk Strindberg har forladt kone og barn for at hellige sig sine sælsomme videnskabelige eksperimenter i Paris. Han vil fremstille guld. Men hotellerne er indrettet til beluring, nogle vil ham til livs, og han må flygte fra beværtning til beværtning for at være i fred for sine tugteånder. Først da han når frem til hustruens familie i Østrig, møder han sin Beatrice i form af datteren Kerstin og finder en form for forklaring på de forborgne hændelser i den protestantiske mystiker Emanuel Swedenborgs korrespondenslære. Verden er ikke kun det fysiske udtryk for naturlovene, men bærer af betydning.

Vanviddet, forfølgelsestankerne, de infernalske rædselsnætter er et led i en renselsesproces, og Strindberg forstår sig som en gammeltestamentlig Job, der ”skal vise de onde, hvordan en retskaffen mand kan udholde uretfærdige lidelser”. Med Swedenborg finder han mening i lidelsen i en blomstrende nyreligiøs synkretisme mellem teosofi, katolicisme og kristen gnosticisme. Hans forkyndelse er svær at følge, for den er behæftet med selvmodsigelser, paradokser og flagrende indfald, som en sådan sjælelig nævekamp for åbent tæppe må være. Men heller ikke dette er tilfældigt. Stilistisk er vi et sted mellem Knut Hamsuns ”Sult” og Arthur Rimbauds ”En årstid i Helvedet”, og Strindbergs selvbiografiske bidrag er således et uvurderligt kig ind i maskinrummet i en tid, hvor prosaen finder nyt skælvende udtryk.

”Inferno” falder i to dele. I første del er nedstigningen, i anden del indleder han opstigningen og begynder samtidig at stykke sin metafysiske tankebygning sammen. I ”Legender” fortsætter han, hvor han slap i ”Inferno” og folder sin nyfundne tro endnu mere ud. Selv påstår han, at der kun er tale om en let redaktion af dagbogsnotater, men det er bare koketteri, for det er åbenlyst, at værkerne har en nøje bearbejdet komposition, en bevidst impressionistisk stil.

Således udgør ”Inferno”-serien en central kilde til forståelse af Strindbergs sene forfatterskab, hans symbolistiske periode, hvor vigtige dramaer som ”Et drømmespil” og ”Spøgelsessonaten” blev til, som Uffe Hansen bemærker i sit vidende efterskrift. I værkerne vender Strindberg sig væk fra tidens naturalisme, som han tidligere var bannerfører for. Fra fremskridtets førstemand og religionens uforsonlige fjende, sværger han nu indædt til katolicismen, som den eneste sandhed og søger sågar mod klosterlivet.

I ”Legender” går Strindberg endnu videre i sit flagellantiske angreb på sin fortids synder. Den tomme frigørelse, socialismen, kvindesagen, den dorske ungdom og den kedelige avantgarde står alle sammen for skud i nogle herlige strindbergske syrepassager. Men det er også en anderledes sangvinsk Strindberg, vi møder her. Han aner en ny tid i horisonten. En ”middelalderens, troens og trosretningernes tidsalder” – genkomsten af en æra, hvor ”menneskene forstod at nyde livet og at lide, hvor kraften og kærligheden, skønheden i farver, i linjer og harmonier åbenbarede sig”. Fra ”Infernos” totale meningsopløsning begynder tingene at samle sig i ”Legender” på den tunge vej fra ”lidelse, gennem videnskaben til bodsgangen”.

Med sine selvfremstillinger angav Strindberg vejen for en ny tids litteratur – og en ny tids tvivl. Han tegner et ætsende ærligt selvportræt af det moderne menneskes religiøse vægelsind, så man kun kan nyde at færdes i hans Helvedet og må citere forfatteren selv: ”Urolige sjæl, lidende hjerte, tolle et lege!”.

Tag og læs!