Prøv avisen

Strofer fra digterens lønkammer

INTERVIEW:Anne Marie Løns seneste roman »Hvis barn...« tager udgangspunkt i et indremissionsk miljø. Forfatteren fortæller her om sin jyske barndom, sin afstand til kirken og om sine reflektioner på 11. september

- Jeg skal vare mig for at pege fingre ad den kristne tro. Nogle mennesker har brug for at gå ind ad en kirkedør, selv kan jeg bedst fornemme altets storhed udenfor, siger forfatteren Anne Marie Løn, der er aktuel med romanen »Hvis barn ...«, som tager udgangspunkt i religiøs fanatisme.

Anne Marie Løn er født på Samsø, men opvokset i Vendsyssel og i Vestjylland, hvor faderen var dyrlæge.

- Det var godt at bo på landet i Vendsyssel men hæsligt at bo på landet i Vestjylland, siger Anne Marie Løn, der peger på, at det kan skyldes tiden og hendes og hendes tre søskendes alder, men at det også kan skyldes divergerende mentalitet hos de lokale.

I Vendsyssel, fortæller Anne Marie Løn, var indemissionske folk dejlige mennesker. Med sin hjerteveninde, Emma, gik hun i søndagsskole, og to gange var hun selv på Indre Missions sommerlejr.

- Vi sang bordbøn og alt muligt til køkkenets og Herrens pris. Jeg husker ord og melodier endnu. Ateistisk præget, som mine søskende og jeg var fra min mors hjem, morede familien sig diskret, men kosteligt over mit religiøse engagement. Jeg har aldrig fortalt dem, at flytningen til Vestjylland bekom mig godt.

Anne Marie Løn var »blevet lidt klam« over sit indremission-ske tilhørsforhold.

- Jeg havde lagt to og to sammen og opdagede, at der efter alt at dømme ikke findes anden frelse end den, man kan opnå ved at være omhyggelig med sine handlinger og menneskelige relationer. En omvendt åbenbaring, som Emma for alt i verden ikke måtte kende.

I Vestjylland fik Anne Marie Løns forhold til frelsereligionen dødsstødet.

- Min far havde et års arbejde ude at svømme på ubetalte regninger hos klienterne, mest indremissionske bønder, da han opgav sin praksis. Vi manglede penge, men min estimerede og fagligt ambitiøse far, ville ikke inddrive dem med en sagførers hjælp. Mange af regningerne blev aldrig betalt.

- Det har taget mig mange år at komme over det nag, jeg af den årsag bar på. Siden har jeg i mit voksne liv masser af gange som foredragsholder mødt vestjyske forsamlinger og mærket et engagement og en livslyst uden sidestykke her i landet.

Det er på dette grundlag, at Anne Marie Løn har ladet sin seneste roman tage udgangspunkt i et indremissionsk miljø.

Et bestemt optrin i Kastrup Lufthavn blev afsæt for romanen.

- Sammen med to kolleger var jeg fra et fly på vej til bagageudleveringen, da luften flænsedes af en grov mandestemme, som råbte: »Satans forbandede møgunge« til et grædende spædbarn, som hang på hans arm. De tre ord, der kom til at indlede romanen, blev udtalt på rullende jysk. Mandens råb fik travle rejsende til at stoppe op. Herefter forsvandt de to. Vi så dem ikke siden.

Anne Marie Løn var så rystet, at hun ikke kunne slippe hændelsen. Og det blev udgangspunktet for historien om den medicinstuderende Bianca, der med sin stærke indremissionske baggrund rejser som volontør til Afrika - splittet mellem sin egen vaklende tro, sin blinde loyalitet til de religiøst fanatiske forældrene og en ung piges helt naturlige behov.

Bianca er, uden at ville erkende det, gravid. Efter fødslen bliver barnet overladt til forældrene. Begge fulde af bebrejdelser og vrede på Herrens vegne.

- Det er ikke et enestående tilfælde, når en velbegavet pige som Bianca er i stand til at fortrænge sin graviditet. Den slags findes der adskillige eksempler på i virkeligheden. Og når hun afleverer barnet til sine forældre, er det, fordi hun sætter alt ind på at glemme det ... glemme, at det overhovedet er født.

Anne Marie Løn vedkender sig en vis lighed med bogens hovedperson.

- Bianca er nølende og trods nagende tvivl om frelsen stadig stærkt præget af sin barndoms religiøse indlæring. Selv har jeg fraskrevet mig mit formelle kristne tilhørsforhold, men er absolut religiøs.

Anne Marie Løn er på linje med Bianca, når hun lader hende udtale, at hun »måske skulle deponere sin tro i naturreligionerne«.

- Engang spurgte jeg min mor, om hun og jeg, med vores baggrund, kunne kalde os kristne. Hun svarede: »Nej, det kan vi nok ikke, men religiøse, ja bestemt.«

Oprindeligt var det Anne Marie Løns tanke at bygge bogen op over tre historier med forskellig udgang.

- Jeg havde allerede skrevet udkastet, men efter den 11. september sidste år stod verden stille. Jeg kunne ikke komme videre. Dagen ændrede ikke ved selve historien, men den fik mig til at indse, at mit emne nu var langt mere alvorligt, end jeg troede.

Der gik to måneder, før Anne Marie Løn kunne fortsætte skriveriet.

- Jeg var skrækslagen over at se den ultimative udfoldelse af menneskelig afmagt ... den 6. oktober kunne jeg i min avis læse ordlyden af de opildnende skrifter, som de muslimske terrorister skulle læse aftenen før de vanvittige aktioner. Det, jeg læste, chokerede mig. Ud fra Bibelens ord ville man kunne udfærdige tilsvarende, manipulerende kampskrifter.

Den dag, fortæller Anne Marie Løn, gjorde det voldsomt indtryk på hende, at hun efter et helt livs overvejelser halvandet år forinden havde taget skridtet og meldt sig ud af den danske folkekirke.

- Jeg følte og troede, at danskerne i tusindtal ville ringe eller e-maile til præstegårdene for at melde sig ud. Jeg troede, de ligesom jeg ikke mere turde have et religiøst tilhørsforhold. Men der var ingen af den slags reaktioner. Det bekymrer mig. På en måde føler jeg mig også skyldig i den ugerning, som dybest set kommer af den urimelige fordeling af verdens goder. Hvor længe kan vi blive ved med at læne os tilbage i stolen og regne med, at Vorherre vil klare tingene.Vi er alle sammen ansvarlige og må kæmpe mod den religiøse fanatisme, hvor vi møder den. Hvad enten vi ser skyggen af den i en lufthavn - uden at gribe ind. Eller ser den for fuld udfoldelse på en dybt tragisk dag som den 11. september.

moe@kristeligt-dagblad.dk