Få mennesker har været så mange gange rundt om Grundtvig som Ny Carlsbergfondets kommende formand, Christine Buhl Andersen. For da dansk kulturlivs nu måske mest magtfulde kvinde var lille, gik hun i børnehave i Vartov midt i København, hvor en af børnenes aktiviteter var at køre rundt og rundt på cykler om den store Grundtvig-statue i gården.
De frisindede forældre var ellers ikke specielt kirkelige, men familien boede lige i nærheden i Stormgade i en central lejlighed, hvor børnene i øvrigt også fik lov til at køre rundt på cykler indendørs. Men de havde heller ingen sure underboer.
”Der var også masser af liv og larm i gaden i forvejen. Vi kunne høre busserne buldre ude på gaden og hvinene henne fra Tivoli om sommeren, og selv boede vi lige over nogle selskabslokaler, så det første ord, min lillebror sagde, var ’Hurra!’”, siger Christine Buhl Andersen og ler, mens hun sidder på sit direktørkontor på Ny Carlsberg Glyptotek få skridt fra barndomshjemmet – hvor familien ovenikøbet boede i en ejendom, som brygger Carl Jacobsen i sin tid havde investeret i.
Sådan virker hendes livsforløb næsten planlagt i bryggerens fodspor fra barndommen. Og nu har hun også grund til at råbe hurra. For så snart der er fundet en ny direktør til Glyptoteket, bliver hun i stedet bestyrelsesformand for museet og ikke mindst for Ny Carlsbergfondet, som hvert år deler flere end 100 millioner kroner ud til det danske kulturliv – fra sakrale kirkekunstværker til kunst, man må træde på i byrummene.
Men allerede som barn lærte hun at pirre sin nysgerrighed på mange felter.
”Jeg er opdraget af forældre, der interesserer sig for mange forskellige aspekter af verden og samfundet. Min mor er arkitekt, og min far er ingeniør. De havde mødt hinanden på G.A. Hagemanns Kollegium, hvor der primært var polyteknikere, men også en del kunstnere, herunder også arkitekter, dengang. Deres vennekreds bestod både dengang og nu derfor også af mennesker med vidt forskellig viden og interesser, så det var et levende miljø med mange forskellige input, som jeg har kunnet suge til mig, fra jeg var lille – fra naturvidenskab til kunst.”
Da Christine Buhl Andersen skulle i 1. klasse, var forældrene alligevel blevet trætte af bussen, der ”stod og dirrede på holdepladsen lige foran vores vindue i københavnerlejligheden”, så familien flyttede væk fra virvaret i byens centrum.
”Min mor ville gerne skabe nogle bedre rammer for sine børn, så vi kunne klatre i træer, lave bål og lege frit udenfor. Mine forældre fandt et dødsbo i Hellerup, hvor vi kunne få en have med æbletræer med masser af plads til at lege, mens de stille og roligt satte huset i stand. Det var godt set af dem, for selvom byen også har sine fordele, var det en dejlig barndom. Og jeg var selv glad for senere at kunne opdrage mine egne børn tættere på naturen i Sorø, hvor vi boede dengang. Det tror jeg er sundt for børn.”
Der var dog stadig ikke langt ind til byen, da Christine Buhl Andersen som lille blev slæbt med til ”den ene kedelige fernisering efter den anden”.
”Via akademiet havde min mor lært mange kunstnere at kende. Jeg kan huske, at vi børn altid bare gerne ville have vores forældre med hjem fra den nærmest rituelle rødvin. Men de mange udstillinger, jeg blev slæbt med til, betød også, at den verden blev naturlig og med tiden spændende for mig selv.”
Sin første store kunstoplevelse fik hun som elev på Aurehøj Gymnasium, hvor både musik, litteratur og kunst havde en vigtig plads.
”Det var et musikgymnasium, og vi havde en kommunistisk rektor, der var med til at understøtte et kunstnerisk musikmiljø, som fostrede mange senere store musikere. Jeg havde ikke tænkt på at blive kunsthistoriker dengang, men jeg kan blandt andet huske vores studietur til Paris, hvor jeg så et billede af Gauguin, som jeg havde skrevet en stil om. Jeg blev helt utroligt berørt af, at det var netop det billede, og der kun fandtes det billede.”
På det tidspunkt tænkte hun ikke over, at hun selv kunne komme til at arbejde på et kunstmuseum, for selvom begge hendes forældre var kunstinteresserede, var der ingen kunsthistorikere i familien – så det var først efter hendes humanistiske basisuddannelse på Roskilde Universitet, at en ven foreslog hende også at læse kunsthistorie:
”Det var en åbenbaring for mig, at man overhovedet kunne læse det som et fag og leve af det, og det var simpelthen lykken, da jeg fik et studenterjob på Louisiana, hvor jeg blandt andet blev assistent for museets stifter Knud W. Jensen. Det var en fantastisk arbejdsplads med et internationalt niveau og masser af liv og mennesker. Indtil da ville jeg hellere have været journalist, fordi mine interesser spredte sig i alle retninger, så jeg forestillede mig, at man bare kunne skrive om det, man ville. Men nu vidste jeg, hvad jeg ville. For kunst kan også åbne verden og rumme alle dens spørgsmål.”
Senere fik hun job som inspektør på Gl. Strand og som museumsinspektør på Sorø Kunstmuseum og tog blandt andet en master i museologi, inden hun blev direktør for KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – og forrige år for Ny Carlsberg Glyptotek. Hvert sted har hun fået ry for at åbne museet mere ud mod publikum.
”Jeg har også været heldig at komme til steder på de rigtige tidspunkter – for eksempel på KØS, hvor kunst i det offentlige rum var kommet op i tiden for byer og kommuner, ikke bare i Danmark, men også i udlandet. Vi fandt et nyt hav, vi kunne svømme i, mens vi bragte museet ud af matriklen og ud i Danmark, fordi kunst i det offentlige rum altid indgår i en sammenhæng med skoler, hospitaler, byer eller kirker,” siger Christine Buhl Andersen.
Som et eksempel på et værk, der har bevæget hende i en kirkelig kontekst, nævner hun KØS’ projekt med den britiske kunstner Tracey Emin, som i 2012 skabte et poetisk værk med skrift på væggen i Vor Frue Kirke i København. Med kunstnerens håndskrift overført til turkisblåt neon stod der ”I felt you and I knew you loved me” (jeg mærkede dig, og jeg vidste, at du elskede mig).
”Jeg synes, at det var et meget åbent og smukt værk, fordi det med sin sårbarhed både kan hentyde til et gudsforhold og til et kærlighedsforhold. Og sådan handler kunst ofte om kontekst. Emins værk var en spændende og åben måde at lave kirkekunst, som tidligere har været mere illustrativ, omend en række af kunsthistoriens allerstørste kunstnere som Michelangelo og Leonardo da Vinci gennem tiden er blevet inviteret ind i kirkerummet, som dermed også er blevet rammen om noget af den bedste kunst.”
Hvordan bruger du selv kirkerummet?
”Jeg bruger som mange andre danskere mest kirkerummet omkring livets højdepunkter, når mennesker går ind eller ud af livet – eller skal giftes. Jeg synes, at det er vigtigt, at der bliver skabt ritualer omkring det vigtigste i livet. Ellers går vi i vores familie næsten kun i kirke juleaften, men det nyder vi også meget. Men jeg kan da godt se for mig, at kirkerummet kunne spille en vigtig rolle i fremtiden, i en tid, hvor byrummet er larmende og fyldt med folk på løbehjul, turister og så videre,” siger hun, inden vi går ud i palmehaven i Glyptoteket – der i sig selv kan minde om en kirke, med Carl Jacobsens livsmottoer under det store hvælvede loft:
”Hjælp Dig selv, saa hjælper Vorherre Dig,” står der blandt andet på frisen.
”Det er typisk Carl Jacobsen,” siger den kommende fondsformand, der også selv lader til at være præget af den protestantiske arbejdsetik. Jacobsens kristne livsforståelse ses også på Glyptoteket, der dog også i kraft af samlingerne rummer andre kulturers religion og historie.
”Kunst er en mangfoldighed af udtryk. I dag benytter kunstnerne en mangfoldighed af medier, men det er urmenneskeligt at udtrykke sig kunstnerisk, hvilket bliver meget tydeligt herinde. Da jeg var ung, var jeg mest optaget af samtidskunst og avantgardekunsten, men ikke mindst i min tid på Glyptoteket har jeg bevæget mig meget og er lige så optaget af menneskets evne til at fortælle, forføre og beruse gennem kunsten, der går mange tusind år tilbage, hvor de antikke kulturer flettede sig ind i hinanden, ligesom vi i dag kan lære af udlandet i vores globaliserede verden. Og Ny Carlsbergfondet skal favne det hele.”
”Vi fandt et nyt hav,vi kunne svømme i.
”Det er urmenneskeligtat udtrykke sig kunstnerisk, hvilket bliver meget tydeligt herinde.