Prøv avisen
Bog

At studere mennesket er en opgave, der bærer formålet i sig selv

5 stjerner

Ole Thomsens bog ”Frygt ikke frihed” bidrager til, at den fremtidige diskussion om humanisme og dannelse kan foregå på et oplyst grundlag

Det er tydeligvis en sprogmand, der har skrevet denne bog. Glæden ved det syntaktiske filigranarbejde står op fra dens sider som for eksempel fra første sides programerklæring:

”I humanismen som verdens- og menneskeanskuelse ligger […] overbevisningen om, at der findes noget i mennesket, som er højere end mennesket, men som det samtidig oplever og erfarer som sit inderste og sande væsen: det virkelige menneskelige, det os forenende, det os overtræffende. Man kan blive klog på sig selv ved at læse sine egne tanker og drømme i en vens hjerte.”

Hvor ofte ser man udsagnsordenes lange tillægsform anvendt med tilsvarende lethed på dansk? Ole Thomsen (født i 1946) er pensioneret docent i klassisk filologi på Aarhus Universitet, så form- og genrebevidsthed er ham naturligvis ikke fremmed.

Thomsens sproglige ekvilibrisme bliver imidlertid også bogens svaghed, fordi han kommer til at afbryde sine egne rammende formuleringer med andre rammende formuleringer, således at tankens strøm ikke flyder i fuld bredde, men har en tendens til at kondensere til aforistiske suppeterninger af mættet og uforløst refleksion.

Det kræver altså en indsats fra læseren at forstå forfatterens anliggende og tegne de dertil hørende større linjer. Bogens selvbiografiske elementer er en hjælp. Thomsen udreder selv sin akademiske genealogi, idet han er elev af Franz Blatt, der var elev af den eminent lærde filolog J.L. Heiberg (ikke at forveksle med litteraten og Johanne Louise Heibergs mand), der var elev af den lige så eminente filolog og undervisningspolitiker J.L. Madvig, der som minister gennemførte en afgørende reform af den lærde skole, altså gymnasieskolen, i 1850.

Kun tre akademiske generationer skiller altså Thomsen fra guldalderens lærdoms- og dannelseskultur, der anså tilegnelsen af den klassiske græske og romerske litteratur som en nødvendig forudsætning for at blive et oplyst, tilregneligt og anstændigt menneske – eller hvad der almindeligvis omtales som det klassiske dannelsesideal, blandt dannelseshistorikere mere præcist betegnet som ny-humanismen.

Samtidig betegner Thomsen landbrugeren Mette Olsen fra Tved, hvor han er vokset op, som sin væsentligste lærer. Hun var noget så enkelt som en uskolet, læsende begavelse, der tog det på sig at bidrage til den lille Oles dannelse i 1950’ernes Djursland.

Det vil sige, at den aristokratiske arrogance, der er den klassiske dannelses indbyggede risiko, opvejes af en hverdagslig og i ordets egent-lige forstand jordnær pragmatisme. I portrættet af Mette Olsen knytter Thomsen for alvor det partikulære til det universelle og viser glimt af sin egen menneskeligheds fylde. Og så fik han ad denne vej antagelig sans for det grundtvigske.

Thomsen ser denne metteolsenske livs- og verdensanskuelse spejlet i græsk og romersk tradition, især den kyniske og stoiske filosofi, Diogenes, Seneca med flere. Mens humanismen af den lutherske teologi ofte kritiseres for at være menneskets selvforgudelse, har Thomsen intet udestående med kristendommen:

”Der er et religiøst moment i troen på menneskehed og menneskeværd og i forvisning om hver enkelt sjæls umistelige værdi. En religiøs kerne er der også i livsanskuelsen humanisme, når man forstår den som overbevisningen om, at der findes noget i mennesket, som er højere end mennesket, men som det samtidig oplever som sit inderste og sande væsen: det ægte menneskelige.”

Humanismens indgang til det kristelige finder Thomsen i skabelsesteologien især hos Grundtvig, der i kraft af sin understregning af gudbilledligheden havde et for en erklæret lutheraner påfaldende lyst syn på mennesket.

Til gengæld er Thomsen lidt mere skeptisk over for Løgstrups skabelsesteologi. Bogen rummer en interessant tolkning af Løgstrups berømte essay fra 1950, ”Humanisme og kristendom”, idet Løgstrup ifølge Thomsen fastholdt modsætningsforholdet mellem de to. Det er en pointe, der har betydning for forståelsen af Løgstrups samtidige opgør med Tidehverv, men også her bliver Thomsen lidt for kort for hovedet. Tilsvarende afsnuppet bliver diskussionen med to andre væsentlige samtalepartnere, Vilhelm Grønbech og Johannes Sløk, der var henholdsvis kulturpessimist og misantrop; endnu to suppeterninger, der venter på en gryde med kogende vand.

Det er ikke en debatbog som sådan, Thomsen har skrevet, men den har tydeligvis brod. Han modsætter sig for eksempel den instrumentalisering af de humanistiske fag, der kendetegner uddannelses- og forskningspolitikken.

At studere mennesket er en opgave, der bærer formålet i sig selv. Det er en umistelig del af humanioras forudsætninger, men altså også kun en del. Thomsens synspunkt er klassisk forstået på den måde, at det stammer fra en bestemt faglig tradition, den klassiske filologi, der i sagens natur er meget optaget af den oldgræske og romerske litteratur.

Verden er heldigvis blevet en del større og humaniora væsentlig mere mangfoldig, siden dette specifikke dannelsesideal blev kanoniseret for mere end 200 år siden. Under alle omstændigheder bidrager Ole Thomsen med denne bog til, at den fremtidige diskussion om humanisme og dannelse kan foregå på et oplyst grundlag.