Prøv avisen
Teater

Stuerene - det er DF måske blevet alligevel

5 stjerner
Frygt og tryghed er et gennemgående tema i Pia Kjærsgaards liv, hvor frygten blandt andet illustreres i hendes møde med niqab-klædte kvinder allerede tidligt i ungdommen. Foto: ..

Er Dansk Folkeparti blevet magtfuldt på grund af eller på trods af Poul Nyrup Rasmussens (S) besværgelse om, at det aldrig bliver stuerent? Det er omdrejningspunktet i Mungo Park Koldings medrivende og underholdende stykke om partiet og Pia Kjærsgaard (DF)

”Jeg er” står der på forsiden af de fem skuespilleres hvide trøjer. Det er Guds navn, som også hænger ned fra loftet i mandshøje røde bogstaver.

Teatergæsterne får serveret frikadeller med dannebrogsflag ved indgangen, og nede på scenegulvets grønne tæppe står der også mandshøje bogstaver helt i hvidt: D-A-N-M-A-R-K siger Danmark.

Torsdag aften var scenen sat for urpremieren på ”Jeg er Danmark - de sturerene”, der opfører Dansk Folkepartis historie. Allerede inden premieren har flere lokale scener takket nej. Ifølge Mungo Parks teaterdirektør Lasse Bo Handberg fordi det bliver anset for kontroversielt, og fordi medlemmer af Dansk Teaterforening ikke vil give Dansk Folkeparti mere taletid.

Det sidste argument lægger sig pænt til den aktuelle debat om kunstneres angivelige venstreorienterede bias og deres kritik både herhjemme og udenlands mod regeringen for ”smykkeloven”.

De fem yngre skuespillere i Kolding har dog vovet at tage deres ”Jeg er”-T-shirts på, og når de vender sig, toner ordet ”stueren” frem på ryggen.

Om noget er det ordet, der har klæbet til Dansk Folkeparti, siden daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i sin åbningstale i 1999 sagde, at ”uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig - set med mine øjne - stuerene, det bliver I aldrig!”.

Anledningen var, at Pia Kjærsgaard i en årsmødetale kort forinden havde argumenteret for, at hele familier skulle kunne udvises, hvis blot ét familiemedlem forbrød sig mod loven.

Og selv om det for mange danskere endnu i dag må lyde som en vidtgående og uretfærdig idé, kom Nyrups ord til at sætte Dansk Folkeparti i en offerrolle, som måske paradoksalt nok hjalp det på vej til at blive Danmarks næststørste parti.

Det er i hvert fald tesen og omdrejningspunktet for stykket. Hovedaktørerne er Pia Kjærsgaard, spillet af Maja Juhlin, og den humanistiske Poul Nyrup Rasmussen, spillet af Frank Thiel, der dog også hopper ind og ud af rollen som stykkets fortæller og formidler.

Ham, der kæmper for at forstå, hvordan ”vi”, publikum, kunne gøre det. Hvordan vi kunne lade Pia Kjærsgaard få så stor magt, at hun nu sidder iført smykker som en dronning på den højeste trone (Folketingets formandsstol) og befaler Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti ikke skal gå i regering, selv om det er blevet det største borgerlige parti.

Hun forklarer ham, at ”vi er ikke dem, der løser problemerne, vi er dem, der peger på dem.”

Stykket repræsenterer dog langt fra kulturelitens sædvanlige ensidige foragt over det gule Danmark. Tværtimod udstilles den kulturradikale selvtilfredshed på grummeste vis, når en af skuespillerne efter valget forundres over, at hun lever i et land, hvor Dansk Folkeparti kan få 33 procent af stemmerne i Sønderjylland og tre procent på Nørrebro. Det må skyldes, at der er så mørkt ude på landet. Der er jo også meget mere børneporno og incest, og der er bedre grobund for racismen, facismen og nazismen end her i byen, hvor der er meget mere asfalt, som den isnende satire formuleres.

Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen var med til premieren, og han var begejstret, men pointerede ret præcist, at det handler mere om Pia Kjærsgaard end om Dansk Folkeparti.

Det er først og fremmest hendes fortælling, og der antydes en freudiansk forbindelse fra teenageårenes chokerende oplevelse af forældrenes skilsmisse til hendes søgen efter en faderfigur i Mogens Glistrup og længsel efter anerkendelse og magt.

Det sidste har hun i hvert fald fået, men om det er på grund af eller på trods af Nyrups besværgelser, lader sig næppe påvise videnskabeligt.

En medrivende og underholdende historie er det, også i Mungo Parks dobbelttydige version.

hoffmann@k.dk