Prøv avisen
3 stjerner

Asta Nielsen spændt for kønspolitiske kæpheste i nyt værk

3 stjerner

Der er for meget af forfatteren og for lidt Asta Nielsen i nyt værk om stumfilmlegenden, fænomenet ”Die Asta”

Hvem var hun egentlig, hende Asta Nielsen? Med de udtryksfulde øjne, den skarpskårne page og anæmiske garcon-figur. Myten, masken – og bag masken, mennesket. Eller hvad? Filmkunstens første store stjerne var hun i hvert fald, en feteret stumfilmskuespillerinde og centrum for en næsten kultisk afgudsdyrkelse i sin samtid – og i eftertiden også.

Men selvom hun nok synes udførligt dokumenteret i billedkunsten, i utallige film, i portrætbøger og sågar i selvbiografien ”Den tiende muse”, er hun alligevel ikke sådan at blive klog på. Det er, som om hun unddrager sig fastholdelsen, den fuldendte karakteristik, og forbliver et mysterium livet igennem. Altid omskiftelig, altid foranderlig. Som dén skygge af sort og hvid, hun var på det store lærred, et kort glimts flakkende fatamorgana. Asta Nielsen var en stor iscenesætter, men hun var en lige så stor selviscenesætter med talrige udtryk.

Det er denne kapriciøse natur, Lotte Thrane i sit nye stort anlagte Asta Nielsen-værk forsøger at indkredse. Hun kalder det Nielsens mange maskerader. Den evige leg med det maskuline og feminine gjorde hende til en lige så overbevisende Hamlet som Frøken Julie. Hun havde begge sider i sig og kunne umærkeligt skifte fra det ene til det anden i de 74 spillefilm, teaterstykker og pantomimer, der gjorde hende til datidens største star.

Og det er denne dobbelttydighed, dette flydende forhold til kønskategorierne, der først og fremmest gør Asta Nielsen til et særligt yndet emne i dag. Tidens store interesse for identitetsspørgsmål har formelig givet ”Die Asta” (og andre af hendes art – queer-avantgardisten Claude Cahun til eksempel) en revival, som forfatter Lotte Thrane betegner den opblomstring af Asta-bøger og biografier, vi har set de senere år. Og det er da også med en sådan for tiden så moderne queer-læsning, at forfatteren af ”Maske og menneske” nærmer sig sit subjekt.

En egentlig biografi er der ikke tale om. Lotte Thrane går dekonstruktivistisk til værks og erklærer allerede indledningsvist, at dette ikke er noget portræt og ikke nogen biografi i traditionel forstand, men snarere en art ”kubistisk maleri”, som søger at gøre sig fri af ”centralperspektivets stive geometri” og den traditionelle biografis ”voldelige” forenkling. Og allerede her bliver det klart, at forfatteren nok nærmere er ude i et postmoderne projekt, end det egentlig handler om Asta Nielsen og hendes tid. At Asta mere eller mindre bare danner afsæt for forfatterens egen bannerførende kønskonstruktivisme og kæphesteridning. Og de bange anelser bliver desværre indfriet.

En overvejende del af værket har forfatter og litteraturforsker Lotte Thrane således dedikeret til en læsning af fænomenet Asta Nielsen som en art foregangsfeminist, en aktiv udfordrer af køns- og seksualnormerne – det såkaldt heteronormative. Og dette på et noget vaklende grundlag. Det er selvfølgelig oplagt, at Nielsen ved sin blotte person, sin ydre fremtoning, bevægelser, figur og sågar stemmeføring var en sammensat figur af både maskulint og feminint. En melange af ”ynde og grovhed”, som Thrane skriver. At hun hermed i nogen grad har udfordret eksisterende kønsnormer. Det er klart. Men at hun ligefrem gøres til protofeministisk provokatør, til tidlig kønsrelativist og queer-ikon, synes nu alligevel en tilsnigelse.

Sandheden var, at Asta Nielsen gjorde sig meget lidt i det politiske og nødigt udtalte sig om kvindesag og andet af den art. Så var hun i virkeligheden så aktivistisk, bevidst og emanciperet, som fremstillet her? Var hun forud for sin tid som udtryk for ”en tidlig udgave af det, vi i dag ser som kønskonstruktivisme”, som Thrane argumenterer?

Næppe. Asta Nielsen var tværtimod i udpræget grad forankret i sin tid. Da hun slog sine folder som filmstjerne, var det i Weimar-æraen og de brølende 1920’ere og 1930’ere i Berlin – datidens seksualpolitiske laboratorium. Det var en epoke af fest og farver, ekspressionisme, eksperimenter, ekstase og frivolitet for fuld udblæsning. Og det var her, en ny kvindetype tog form – ”die neue Frau”. Med cigaretrør, kort page og drenget snit i de korte kjoler. En sådan kvinde var Asta også. Og hendes androgyne look og fremtoning var således i højere grad et udslag af tidens tern, et modelune, end det var et egentligt kønspolitisk standpunkt.

Den ellers illustrativt flotte ”Maske og menneske” lider under denne hang til at hugge en hæl og klippe en tå for at få Nielsen til at passe ind i en moderne kønskonstruktivistisk diskurs. Og i denne bestræbelse på at genskrive historien, så den passer ind i nutidige normer, kan man ikke undgå at miste Asta af syne. Især når der læses ironi og feministisk aktivisme ind, hvor der ikke er belæg for det, og jagtes queer-dissonans i stumfilmrollerne. Eller når der kontrafaktisk digtes møder mellem den lesbiske stumfilminstruktør Germaine Dulac og Asta Nielsen for uden videre at konkludere, at de to delte sindelag og ligefrem var ”søstre i ånden”.

Bedre går det så i værkets første del, hvor Nielsens stumme billedmagt, hendes mytologiserede blik og karakteristiske bevægelsesmønster indgående og på interessant vis undersøges. Her får man fornemmelsen af ”Die Asta”s særlige fortryllende trolddomskraft. Den lidenskabelige og temperamentsfulde diva, som hyperbevidst og strategisk forvaltede sit erotiske udtryk. For som hun selv sagde: ”Nu er det at tie jo ikke ensbetydende med intet at have paa Hjerte.” Men man savner at komme endnu tættere på Asta Nielsen, mennesket bag masken, eller måske snarere mennesket, der blev til masken. Hun synes så mærkeligt fraværende i værket. Som har moderne akademisk queer-teori taget over og trængt hendes tids stemme i baggrunden. Måske ville det derfor være mere passende, hvis bogen i stedet for ”Asta Nielsen og hendes tid” havde båret undertitlen ”Asta Nielsen og vores tid”.

Det ville være mere passende, hvis bogen i stedet for ”Asta Nielsen og hendes tid” havde båret undertitlen ”Asta Nielsen og vores tid”. – Foto: Ritzau Scanpix