Natten har gennem tiderne virket inspirerende på mange komponister. Det mest berømte eksempel er vel Mozarts ”Eine kleine Nachtmusik” fra 1787, men her er snarere tale om en aftenserenade – af den mest lysende og livsbekræftende slags. Man kunne også nævne Mahlers syvende symfoni med undertitlen ”Lied der Nacht”.
De to natstykker, der blev spillet ved den første torsdagskoncert i september, var unægtelig af en ganske anden slags. Først fik vi Arnold Schönbergs ”Verklärte Nacht”, oprindelig en strygersekstet fra 1899, men komponisten bearbejdede i to omgange værket til at kunne fremføres af et større ensemble. Det var den seneste version, fra 1943, vi fik at høre, og det indebar, at et halvt hundrede af DR Symfoni- Orkestrets fortræffelige strygere havde indtaget scenen. Det var næppe nødvendigt at kende stykkets litterære baggrund – et digt med samme titel af Richard Dehmel – for at lade sig betage af det klangskønne univers, Schönbergs musik i en halv time åbnede for os.
Efter denne musikalske nattevandring fulgte noget så sjældent som en dansk uropførelse, bestilt af DR og komponeret for to af orkesterets markante profiler, violinisten Christina Åstrand og pianisten Per Salo. De danner par, både i musikalsk og privat henseende og havde fremtrædende roller at spille i værket ”Nachtmusik” af den 35-årige prisbelønnede komponist Allan Gravgaard Madsen.
Den spritnye dobbeltkoncert begyndte med de to solis-ters enkle, nærmest ubevægelige spil, mens resten af musikerne sad afventende i halvmørke. Salo holdt sig med prisværdig vedholdenhed til det samme toneleje, diskanten, mens Åstrand forsøgte at få sin violin til at lette. Efter den udpræget tøvende indledning havde komponisten omsider givet hende lov til at lette, suppleret af harpen, og det cirka 25 minutter lange værk trådte herefter i karakter – ikke sådan at der blev tale om noget egentlig melodisk stof og heller ikke i den forstand, at man tør spå Gravgaard Madsens ”Nachtmusik” en større folkelig yndest, men det skal såmænd nok finde sin plads på avantgardens parnas. Og man kunne undervejs fastslå, at komponisten er i besiddelse af en vis humor: Hvornår har man før hørt messingblæsere grynte i nattens mulm og mørke, som det skete her?
Efter pausen kom vi, i hvert fald i melodisk henseende, ind i mere smult vande med Sibelius’ symfoni nummer 5, som den finske komponist skrev til festlighederne i anledning af sin egen 50-årsfødselsdag i 1915. Her er slet og ret tale om et mesterværk, og ens beundring for denne organisk sammenhængende symfoni steg sats for sats.
Beundringen gjaldt ikke bare selve værket, men også det forrygende orkesterspil, DR SymfoniOrkestret leverede hele vejen rundt, i den grad tilgodeset af Sibelius’ suveræne instrumenteringskunst. Og sidst, men ikke mindst kunne man konstatere, at aftenens dirigent, den unge amerikaner Ryan Ban-croft, viste sig at være aftenens vidt forskellige udfordringer voksen. Han oplevede sidste år sit store gennembrud, da han i DR Koncerthuset vandt Malko-konkurrencen for unge dirigenter. Man forstår hvorfor, når man oplever hans særlige favnende og intense stil, som især kom til udfoldelse i aftenens første og sidste værk.