Succes-serien ”Squid Game” afspejler følelser af håbløshed

Hvorfor er den dystopiske ”Squid Game” den mest populære Netflix-serie nogensinde?

”Der er i ’Squid Game’ en følt kritik af neoliberalisme og et grovmasket socialt sikkerhedsnet,” siger Jacob Ki Nielsen, der er ph.d. i koreastudier.
”Der er i ’Squid Game’ en følt kritik af neoliberalisme og et grovmasket socialt sikkerhedsnet,” siger Jacob Ki Nielsen, der er ph.d. i koreastudier. . Foto: Peter Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix.

456 dybt forgældede personer kæmper til døden i en række perfide børnelege i håbet om at vinde en milliongevinst. Og spillet er blot underholdning for en gruppe rigmænd. Det er plottet i en dystopisk sydkoreansk serie, som på en måned er blevet den mest populære Netflix-serie nogensinde med mere end 87 millioner mennesker, der har set den til ende.

Men hvordan er en drabelig sydkoreansk tv-produktion, der i øvrigt er blevet kritiseret for at være kvindefjendsk og gøre børn afstumpede, kommet på alles læber og blevet set af millioner af mennesker verden over?

”Serien er næsten som et computerspil med sin eliminationsproces. Den er simpel nok i sin opbygning til at minde om alt muligt vestligt. Men tonelejet er meget sydkoreansk – det er dramatisk og bliver hurtigt følelsesladet. Men den er ikke så sydkoreansk, at det gør noget,” siger Michael Bo, filmanmelder for Politiken, der især beskæftiger sig med koreanske film.

Instruktøren selv, Hwang Dong-hyuk, har fortalt det koreanske medie The Korea Economic Daily, at han allerede skrev manuskriptet omkring år 2008, men at ingen dengang ville producere den ”bizarre” serie.

”Men nu, 10 år efter, lever vi i en verden, hvor sådanne brutale overlevelseshistorier passer ind. Jeg har fået mange tilbagemeldinger om, at serien afspejler virkeligheden,” siger han til mediet.

På det tidspunkt, hvor han skrev manuskriptet, var der i de sydkoreanske medier en stor samfundsdebat i gang om blandt andet dårlige arbejdsvilkår for unge, forklarer Jacob Ki Nielsen, der er ph.d. i koreastudier. Og det kan han genkende i serien.

”Der er i ’Squid Game’ en følt kritik af neoliberalisme og et grovmasket socialt sikkerhedsnet. Serien er klart en socialkritisk tekst, som er tematiseret i karakterernes forudsætninger for at deltage i spillet. Der bliver udtrykt en bekymring for et gældsplaget samfund og en sorg over et til stadighed mere egocentrisk samfund,” siger han og peger på, at metafiktion er et udbredt fænomen i sydkoreansk film, og at Hwang Dong-hyuk dyrker indskrivning af virkelige hændelser i sine værker og har meldt ud, at han i en eventuel sæson to vil tage forslag fra fans og indarbejde dem i manuskriptet.

Førnævnte temaer er også en grund til, at serien er blevet så populær, vurderer Suk-Young Kim, der er professor i teater- og performancestudier og har forsket i koreansk kultur, i en podcast af den canadiske tv- og radiostation CBC.

”På en måde er den her groteske fantasy-thriller blevet virkeligheden i Korea og nok også mange andre steder i verden. Arbejdsløsheden er steget blandt især unge koreanere, fødselsraten falder, og folk har et deprimerende syn på fremtiden, hvilket får serien til nærmest at ligne en dokumentar,” siger professoren, der mener, at serien rammer folk på et dybt følelsesmæssigt plan.

Hun tilskriver en del af seriens succes de sociale problemer, der er blevet større under coronapandemien, blandt andet at velstandskløften mellem rig og fattig er vokset.

Generelt skal man være forsigtig med at analysere koreanske film og tv-serier med vestlige begreber, mener Michael Bo.

”Ofte bliver sydkoreansk film anskuet på enormt eurocentriske måder. Folk har lyst til at forstå dem ud fra en græsk tragedie eller noget andet meget vesterlandsk. Få tager bestik af, at sydkoreansk film har sin egen logik og sit eget univers, som er meget poetisk og voldeligt, og bruger ikke på samme måde metaforer.”

”Det har ikke noget med Hollywood eller danske manuskriptdoktriner at gøre, og det har slet ikke noget med Jung eller Freud at gøre. Det er at gøre vold på det, når man tvinger det ind i en ramme, som det overhovedet ikke har. Og også lidt hovskisnovski over for en kultur, som har rigeligt af egne myter,” siger han.

Den koreanske bølge, der også går under navnet ”Hallyu”, har i en årrække fået voksende betydning i Vesten. Landets popmusik, såkaldt K-pop, er blevet særdeles populært. Bandet BTS er det første band siden The Beatles, der har haft tre albums på et år, som var nummer ét på Billboard 200. I 2020 vandt filmen ”Parasite” – som den første ikke-engelsksprogede film nogensinde – en Oscar for bedste film. Og i 2019 alene tilføjede Netflix 41 nye koreanske serier, såkaldte K-dramaer, til deres katalog.

Men ”Squid Games”’ succes er ikke nødvendigvis et tegn på, at sydkoreansk kultur er i fremgang, mener Michael Bo.

”Jeg ser det ikke som et udtryk for, at sydkoreansk film nu virkelig er kommet i vælten. Sydkoreanske film var fantastisk gode i 2000’erne og 2010’erne. Men nu bruger sydkoreanere deres ekstremt avancerede teknik på at lave mere mainstream-agtige produktioner, som er langt mere seervenlige i Vesten. Så ”Squid game” er snarere en udfasning end en opblusning,” siger han.