Sukkersød kagemusical er det værste, der er hændt bagværket siden havtorn

Det Ny Teaters danske version af Broadway-musicalen ”Waitress” er lidelsesfuld opvisning i dårlig smag

Det er synd for en talentfuld sanger som Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der altid er oplagt og velsyngende, at hun er en del af et så lidelsesfuldt bekendtskab, som Det Ny Teaters danske version af Broadway-musicalen ”Waitress” er.
Det er synd for en talentfuld sanger som Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der altid er oplagt og velsyngende, at hun er en del af et så lidelsesfuldt bekendtskab, som Det Ny Teaters danske version af Broadway-musicalen ”Waitress” er. Foto: Miklos Szabo

Genåbningsglæden fik kun lov at vare ganske kort, før vi blev mindet om, hvor slemt musical i grunden kan være, når det er værst. Om det er den jammerlige tekst, den omklamrende sødme og angstfremkaldende kækhed, eller det slet og ret er melodiernes blege forglemmelighed, de papirstynde karakterer, flosklerne eller den primitive bodegahumor. I hvert fald er Det Ny Teaters danske version af Broadway-musicalen ”Waitress” et gennemført lidelsesfuldt bekendtskab.

Scenen er sat i et pastelfarvet, kliché-amerikansk diner-univers, hvor hjerte rimer på smerte – og tærte. Den kagebagende servitrice Jenna drømmer om at frigøre sig fra sin tyran af en ægtemand, men opdager allerede i første scene, at hun er gravid. Og så gør hun, hvad enhver kvinde ville gøre; bager en masse tærter, synger ballader om kageopskrifter og forelsker sig i sin halvskaldede, gifte gynækolog, hvilket giver anledning til endnu flere vammelsøde duetter med tyk kagemetaforik.

Det er nøjagtigt lige så tåbeligt, som det lyder. Angiveligt har det med denne opsætning af Adrienne Shellys komediefilm fra 2007 været ambitionen at bringe musicalgenren mere i overensstemmelse med en moderne kønsforståelse, end hvad der ellers er typisk for genren. Stykket har da også tre selvberoende kvinder i de bærende roller, ligesom såvel musik som manuskript er skabt af kvinder. For kvinder kan selv – eller hvad? Ironisk nok virker det kontraproduktivt i forhold til den feministiske intention, når resultatet er så sløjt. På samme måde bliver forestillingens insisterende småvulgære grundtone, som skal signalere frigjorthed, et forkrampet ræs mod bunden, der bare peger tilbage på skabernes egen bornerthed. Det hele virker så underligt anakronistisk og krampagtigt. Så villet woke, men alligevel så bedaget.

Mest af alt er det dog synd for de talentfulde sangere. Maria Lucia Heiberg Rosenberg er som altid oplagt og velsyngende, især i hovednummeret ”Hun er væk”, og så sød og renskuret som den dådyrøjede Jenna, at det hviner i tænderne. Hun er nært flankeret af veninderne fra Joe’s Diner, servitricerne Dawn og Becky, i skikkelse af Monica Isa Andersen og Sara Gadborg. Førstnævnte som den bebrillede stillepige, der pludselig folder hår og seksualitet ud. Sidstnævnte giver den overbevisende som livs-erfaren og rapkæftet matrone – den eneste tilnærmelsesvist sjælfulde karakter i stykket.

Ellers kæmper ensemblet med lutter endimensionelle og psykologisk hule papfigurer, der svinger fra det usandsynligt huldsalige til det absurd usympatiske. Alle er enten hestehalesvingende naive og dejlige eller nogle dumme hustruvoldsmænd.

Jeg er med på, at musical ikke er Shakespeare. At genrens appel består i dens betryggende virkelighedsflugt, når verden arrangeres i sort og hvid. Men der må altså være en nedre grænse for debiliteten, og med ”Waitress” er det som at få foretaget en syngende lobotomi.

Der er også grænser for, hvor mange sange om mørdej, flødeskummets placering i forhold til tærtekanten og måleforhold mellem mel og sukker man kan holde ud at høre på – selv i disse ”Den store bagedyst”-tider – og især når sangene helt mangler hitpotentiale og ørehængerkvalitet.

”Waitress” mestrer hverken den medrivende underholdning eller den overbevisende nytænkning af genren, men lander et fadt og intetsigende ikke-sted. Man kunne godt drømme om, at en af landets førende musicalscener ville diske op med bare lidt mere nærende og kalorierig kost.